Ogsaa i Helgeland. (G. N. fönn). Ellers Bride (Bree) og Skavl. I Ag. Stift findes ogsaa Formen: Fann. Jf. fannende. Heraf: fenna. 2) Skred, Styrtning, en Masse af Jord eller Snee, som styrter ned fra Fjeldene. Fleertal: Fanne. Sdm. og nogle St. i Tr. Stift. Hertil: Fonnefar, fonnhæv.
Fonne (Fodne, aab. o), n. gammelt Græs (som nemlig staaer efter fra et foregaaende Aar). Sogn. Jf. Ryskje, Elje. Maaskee for Forne, af G. N. forn (gammel), ligesom Isl. fyrungr.
Fonnefar (og Fannfar), n. et Sted hvor et Jordskred har gaaet. Sdm. Fonnemark: Jord som er omvæltet ved Skred.
fonnhæv’, adj. om Gaarde og Marker, som ere udsatte for Skred. Sdm.
fonnut, adj. 1) fuldt af Sneehobe. Sydlige Egne. 2) fonnette, om Marker som ere gjennemfurede af Jordskred. Nordre Berg.
For (oo), n. 1) Foer til Klæder. (G. N. fóðr). 2) Foder, s. Fodr.
For (aab. o), f. 1. Fure (i en Ager). G. N. for; Sv. fåra. I Tell. forekommer Fleertal: Farir. — Forabakkje, m. Kanten af en Fure. Foralengd, f. en Fures Længde (i store Agre, som pløies i Teiger).
For (aab. o), f. 2. i Talemaaden: pꜳ For ɔ: paa Færde, i Bevægelse. Sdm. (sjelden). Jf. Bufor. G. N. för, Færd.
for (aab. o), præp. for. Bruges i Rbg. og Guldbr. i nogle faa Tilfælde. S. fyre (som er den almindelige Form).
for (aab. o), adv. 1) alt for; for meget; f. Ex. for lengje. 2) i Spørgsmaal og Udraab, f. Ex. Kva for ein ɔ: hvilken. Ꜳ, for alt dæ Folk: See, hvilken Mængde af Folk. (I Voss hedder det: te alt da Folk!). Jf. te. 3) i Sammensætning, med forskjellig Betydning; nemlig: a) en Overdrivelse (forvaksen, forhasta seg); ogsaa et Misgreb (forleggja, forsjꜳ seg); b) en Hindring, Modstand (Forbod, Forfall); eller med slettere Betydning (forgjera, forvilja); c) = fyre (for) med Hensyn til Rum, Tid eller Forhold (Forset, forviten, forskylda). Undertiden som Efterligning af Skriftsproget i nyere Ord, f. Ex. forklara, formeira.
for’ (aab. o), adj. hastig, fremfusende. Sdm. (sjelden). Han æ so for’e (han vil ikke bie).
for (oo), adj. rask, hurtig. Nordre Berg. Mest i compar. og superl. (forare, foraste). Jf. fort, adv.
Fora, el. Fore (oo), f. 1) Færd, Gang, enkelt Gang. Ørk. Han ha gjort tre Foro ɔ: han har gjort tre Vendinger, været ude tre Gange. Ogsaa i Helgeland, om Reiser eller Turer (dog sjelden). 2) Spor, Vei, f. Ex. efter Dyr. Meget brugl. i Nordre Berg. saaledes: Bjønnafore (plur.), Odyrsfore, Folkefore. Ellers: Far. 3) Adfærd, Fremfærd. Dæ va ikje Folke Fore: det saae ikke ud til at Mennesker havde gjort det. 4) Evne, Formue. Ørk. Dæ va jamne Foro mæ dæm: de havde begge omtrent lige meget. Ogsaa i Sdm. D’æ ikje Fatigmanns Fore: det er ikke for Fattigfolk at bekoste sligt.
Fora (oo), For’, el. Fol, f. en enkelt Byrde eller Transport, f. Ex. af Vand (Vassfor). Ved Trondhjem. (Vel eg. Forda). S. Fær.
fora, el. fole (oo), v. a. (a—a), bringe, føre afsted; flytte, transportere. Ørk. Guldalen, Namd. Helg. — fol’ dæ ut: bring det ud. — fore seg (fol’ se): pakke sig, forføie sig bort. Ørked. (G. N. forða, at flye).
fora (oo), v. a. 2. 1) fore, sætte Foer paa. 2) fodre, s. fodra.
Fora, og Forꜳ, s. Fura.
foragta, v. a. beskadige, fodærve ved Uforsigtighed. Sdm.
forandra, i Sdm. forundret.
foraste (oo), adv. hurtigst, snaresdt.
forbanna, adj. i Helg. umuligt, ikke at tænke paa; ellers: forbandet.
forbina, adj. forgabet, greben af Forundring. Meget udbredt; s. bina.
forbjo(d)a (-byd’, -baud), at forbyde.
Forbod (aab. o), n. Forbydelse, Forbud. Forskjelligt fra Fyrebod.
forbrjota (-bryt, -braut), 1) bryde for meget; 2) forbryde, forsynde sig.
forbroten, adj. for meget brækket.
forbust, f. Børste paa en Traad.
forderva, adj. beskadiget, brøstfældig.
fordoa, v. a. spilde, bortødsle. Sogn.
Fordrags-or, n. pl. Bebreidelser, bittre Ord. Sdm.
Fordæa, f. noget hæsligt, uhyggeligt; især et stort Uveir. Nhl. (Det Isl. fordæða betyder Trolddom).
fordøma, v. (e—de), fordømme.
Fore (Færd o. s. v.), s. Fora.
Foreign, f. Forvarsel for en Hændelse, saasom for et Dødsfald. Helg. (Isl. forynja, forinnia). Jf. Fyrerona, Fyrefær, Foring.
Foreldre, n. Forældre. Almindl. kun i Fleertal; i Ørk. ogsaa i Eental.
for-eta (seg), æde for meget.
Forfall, n. Forfald; Hindring. Nogle
