brugl. i B. Stift. „fram i Garanne“: til de Gaarde som ligge længere inde i Dalen. „fram i Dalen“: længere ind i Dalen. S. heim. d) ind i en Gaard. Kom fram, nær du fær heimatt (Gbr.) ɔ: see ind til os naar du reiser hjem. e) ud af et lukket Rum. sleppa fram Smalen: lukke Smaafæet ud. Nhl. — Talemaader: „fram ꜳ upp“ ɔ: fremad i opstigende Retning. „fram ꜳ ned“: fremad i nedgaaende Retning. fram ꜳ gruve: forover med Brystet nedad. (ꜳ betyder her paa). fram ꜳ haude: forover med Hovedet mod Jorden. fram ꜳ rame, s. Ram.
framand(e), adj. fremmed. Hedder sædvanlig: frammande (B. Stift), og ellers: fræmmende (sydlige D.), fræmmind (Tell. o. fl), fræmmund (Gbr.). frammund (Helg. Indr.). G. N. framandi. I neutr. oftest: framandt (B. Stift), f. Ex. framandt Folk ɔ: Fremmede. I frammande Stad: paa et fremmedt Sted. I Tell. siges „Fræmmindnavn“ og „Fræmmindmꜳl“ om Personsnavne og Ord, som ikke tilhøre Distriktet.
Fram-ꜳr, f. en af de forreste Aarer i en Baad.
fram-ꜳt, frem imod; ogsaa: henimod, henved, næsten.
Frambur (aab. u), m. Frembæren (for Framburd); Fremsættelse af Mad i Gjæstebudene. Hertil Framburs-kꜳna, Kone som bærer maden frem. B. Stift.
frambøygd, adj. fremadbøiet.
framdeild, f. og Framlut (aab. u), m. den forreste Deel. Sjelden.
Fram-ende, m. den forreste Ende.
fram-ette, fremad, længere frem.
Framfar, m. Dobbeltgjænger, forudgaaende Skygge (= Foring). Sdm.
fram-faren, adj. forløben, forbigaaen. D’æ so Vær’a fram-fara: saaledes har det altid gaaet; saaledes er Verdens Gang.
Framfjorung, m. en af de forreste Fjerdinger i en Hud eller Krop.
Framfot, m. (Fl. -føt’er), Forfod, Forbeen. (Sv. framfot). I Spøg om En som altid vil gaae forud eller være først.
framfus (uu), adj. modig, dristig, fremadstræbende; ogs.: fremfusende. Sogn, Søndre Berg. og fl. (G. N. framfús).
framfyre (aab. y), 1) nærved, tæt forud eller lige for. 2) frem for, hellere end.
Framfær, f. 1) Fremfærd, Adfærd; — 2) Driftighed. Ag. Stift. D’æ for lite Framfær mæ’en: han er for lidet om sig, har for liden Foretagelsesaand.
fram-fødd, adj. fremfødt, fostret Vinteren over; om Kvæg.
Framgꜳng (-gang), m. Fremgang, Fremme; ogsaa Lykke.
framgjengd, adj. 1) fremgaaende; som gaaer dristigt frem og ikke er undseelig eller tilbageholden. Nordre Berg. I Sdm. hedder det: framgjengst. — 2) i neutr. framgjengt: om Veiret, naar Kvæget kan gaae ude og græsse til langt ud paa Høsten. Ag. Stift.
framgrytt, adv. bøiet for over, krum. Han gjekk so framgrytt. Sdm. Beslægtet med gruva, v. n.
Framholva, f. den forreste Halvdeel.
Framhug (aab. u), m. Fremadstræben, Lyst til at gaae fremad.
framhuga, adj. fremadstræbende. Sjelden.
framhøg, adj. høi i den forreste Ende.
fram-i, ifærd med (eg. fremme i). Meget brugl. i Sdm. og Tr. Stift; f. Ex. Han ha vore fram-i di: han har prøvet det; han veed hvad det vil sige. E vil ikje leggje mæ fram i dæ: jeg vil ikke indvikle mig i den Sag. Ogsaa uden Objekt. Me vart fram i: vi fik en slem Dyst. Ho va strengt fram i: hun havde en haard Barselseng.
fram-i-frꜳ, udmærket, ypperlig, fortræffelig. Bruges ganske som adj. f. Ex. ein framifrꜳ Mann. Rbg. Tell. Buskr. Sdm. Paa samme Maade bruges: utifrꜳ (i Nhl.), og ꜳvanyve (i Voss).
Framkjeip, m. forreste Aaretold.
framkjem (el. -kjøm), adj. 1) om Personer: flink, driftig. Jæderen og flere. Oftere om Arbeidet. D’æ ikje framkjømt mæ han: det gaaer ikke rigtig fra Haanden med ham. 2) om Veie: fremkommelig. Søndenfjelds. Dær va ikje framkjømt.
Framkoma (aab. o), f. 1) Fremkomst. 2) Leilighed til at komme frem. Ag. Stift. 3) Fremskridt, Forfremmelse. Nhl. og fl.
fram-komen (aab. o), fremkommen; ankommen til sit Bestemmelsessted. „Ho æ framkoma“ betyder ogsaa: hun er nedkommen, forløst med et Barn.
Framlag, n. Fremlæg; et Lag Korn som nedlægges i Loen til Tærskning. Namd. Indr. I Ørk. hedder det: Tramlag. Ellers: Berja, Lag, Rek.
framlaupen, adj. dristig, fremfusende: ogsaa: næsviis. Sogn.
framlengjes, adv. forover; fremad. Indr. Modsat baklengjes.
