eller som Adverbium; f. Ex. felle ifrꜳ: falde fra, afgaae, døe. Kvar ifrꜳ: hvorfra? — draga frꜳ: fradrage. gꜳ ifrꜳ: fragaae, negte. segja frꜳ (sei’ ifrꜳ): sige til, varsle, gjøre opmærksom paa. Han va frꜳ seg: han var fra Forstanden, var gal. — fraa seg fallen: modløs, forsagt. B. Stift.
frꜳ-dregjen, (-dreien), fradragen.
frꜳ-fallen, frafalden; afgaaen.
frꜳga, v. spørge; s. frega.
Frꜳgꜳng, (el. -gang), m. Fragang; Savn, Tab, Skade.
frꜳ-havd, adj. fraskilt, afsondret.
frꜳ-komen, frakommen, fraskilt.
Frꜳsegn, f. Frasagn, Fortælling.
frꜳ-tald, adj. fraraadet; s. telja.
frꜳ-vand, adj. fravænnet, afvant.
Fre, n. s. Frø. — Fre, m. s. Frid.
Fredag (ee), m. Fredag. Søndenfjelds ogsaa Frædag. (G. N. frjádagr).
freg, fortrinlig; s. fræg.
frega (aab. e), v. n. (a—a), spørge, fritte; især om en flittig eller omhyggelig Efterspørgen. Nordre Berg. Sdm. og fl. I Inderøen: frꜳgꜳ. Findes ogsaa i Formen frꜳga i Nhl. og Hall. Jf. fretta. (G. N. frá, præs. freg; Sv. fråga).
Freging, f. Udfritten, nøiagtig Efterspørgsel.
freista, v. a. og n. (a—a), 1) forsøge, give sig i Færd med noget for at see hvor det gaaer. (Sv. fresta). 2) friste, sætte paa Prøve, føre i Fristelse. (G. N. freista). Den første Betydning findes kun paa faa Steder; mest i Gbr. og i Østerd. (i Formen freste); andre Steder hedder det prøva. E skal freiste: jeg skal forsøge. Gbr.
freisten, adj. som gjør mange Forsøg.
Freisting, f. Fristelse; Prøve. Med Begreb af en ond Tilskyndelse hedder det: Freistelse, n.
Freistnad, m. en Prøve, et Forsøg.
frels, adj. rundhaandet, gavmild. Voss. (Jf. ufrels). Du mꜳ ikje vera for frels mæ da: vær ikke for ødsel med det. — Den gamle Betydning er: fri (G. N. friáls).
frelsa, v. a. (a—a), frelse, befrie.
fremdast, v. n. forfremmes, gjøre gode Fremskridt. Nordre Berg.
Fremde, m. Fremgang, Forbedring, Forædling. Saaledes om et Barn: „Ein ser stor’e Fremdin pꜳ di“: man bemærker en herlig Udvikling hos det.
fremmeleg (fræmmele), adj. frugtsommelig. Nhl. Sogn, Vald. Ørk. Helg. og flere. Er det mest udbredte og maaskee mest passende Udtryk for dette Begreb; de øvrige ere: badnaleg (Nhl.), bonnꜳt (Indr. og fl.), halda (Sdm.), umhender (Voss, Hard. Stav.); og ellers: diger, tjukk, so vora, og so farande.
fremmende, s. framand.
fremre, adj. som er længere fremme. Ørked. (hvor det sædvanlig hedder: fræmm’er).
fremst, adv. forrest, længst fremme. Alm. Han va bꜳde fremst ꜳ fulaste: han var baade den første og den dygtigste (egentl. den forreste og den snedigste).
fremste, adj. forreste, som er længst fremme. — I fremste Vokstr: sidst i Opvæxten, naar En er næsten fuldvoxen. B. Stift.
Frende, m. Slægtning i en Sidelinie; især Fætter, Sødskendebarn. Meget brugeligt i Nordre Berg. og Sdm. men synes ellers at være sjeldent. (G. N. frændi, Slægtning).
Frenka, f. Fætterske, Cousine. Nordre Berg. (G. N. frændkona).
frestalle, s. fleste.
fretta (ee), v. a. (e-e), 1) udspørge, udfritte En. Kr. Stift (= frega). G. N. frétta. 2) høre, spørge, faae Rygte om noget; især langveis fra. B. Stift. Me ha frett, at dei æ pꜳ Heimvegja.
frettast, v. n. rygtes, blive bekjendt.
fretten, adj. tilbøielig til at spørge og fritte efter Nyheder.
Fretting, f. Spørgen, Fritten.
Frettnad, m. Rygte, Tidende (om Fraværende). Nordre Berg.
fri, adj. 1) fri; ogsaa: befriet, sikkret. 2) uskyldig, sagløs. Han veit seg fri. 3) lens, blottet for en Ting (-aud). Me æ reint frie fyre dæ: det findes ikke hos os. Dæ va ikje fritt: det kunde ikke ganske negtes; man kunde ikke sige at det var aldeles intet.
fria, v. n. (a—a), frie, befrie; ogsaa forsvare, sikkre eller betrygge imod noget ondt.
fria, v. n. (a—a), frie, beile. (Jf. bela). — Heraf: Friar, m. Beiler. Friing, f. Frierie. Alm.
Frid (aab. i), m. Fred. Lyder almindeligst som Fre, dog ogsaa Fri. (G. N. friðr).
frid (ii), adj. vakker, smuk. Forekommer af og til i Ndm. og Sdm., men oftest kun med en Negtelse: inkje fri’; jf. ofrid. Han va ikje frid’e te sjꜳ. Sdm. Ligesaa: „Dæ va fridt ditta“ (ironisk: det skulde være vakkert dette!) — I Sogn skal Ordet ogsaa forekomme hos
