Frukost, m. s. Ꜳbit, Midmorgon.
Frums, førstefødte; om Dyr, og i Spøg ogsaa om Mennesker. Valders, Sogn, Hard. I Sogn ogsaa Fruns; i Helg. hedder det: Trums. Bruges som Subst. f. Ex. ein Frums Hest (i Helg. Trums Hest); ein Frums Ukse. I Fortællinger og Æventyr skal det betegne første Afkom saavel af Fader som Moder, undertiden endog igjennem tre Led eller til tredie Generation, i hvilket Tilfælde det ansees som et Vidunder-Dyr, der kan gjøre store og mærkelige Ting. (G. N. frum, første Afkom).
Frumse, f. en Ko som har havt een Kalv. Tell. I Mandal: en gold Ko.
Fruns, n. el. Frunse, pl. f. Fryndser. Nyt Ord; s. Faks og Skuv.
frunsa, adj. fryndset.
Frusk, m. Ulke (en Fisk). Sdm. I Helg. frosk eller Forrosk; s. Marulk.
fry, v. n. (r—dde), frygte, være ængstlig; især for en vis Mangel eller Uorden. Nhl. Æg frydde at da vart for lite: jeg var bange for at det skulde blive for lidet. G. N. frýa, tvivle.
Frykl, s. Fyrklæde.
frys, og frysa, s. frjosa.
Frytle (el. Frysle), s. stivt og bredbladet Græs (især Arten Luzula Maxima). Sdm. Romsdalen. (Udtalt Frylsje, Fryltje).
Fræ, n. see Frø.
fræg, el. freg (aab. e), adj. dygtig, meget god, fortrinlig. Nhl. Mest brugl. i comp. og superl. (frægare, frægaste). G. N. frægr betyder: berømt, omspurgt (af frega). Jf. folkefræg.
fræga, s. frega.
frægast (fregast), v. n. komme sig, blive bedre. Nhl.
fræk, adj. 1. som behøver meget, eller som borttager og øder meget; graadig, om sig gribende (f. Ex. om en Kniv eller Naver, som har for tynd Eg og derfor trækker sig for stærkt ind i Træet). Indr. Jf. romfræk, og frøkjen. (Ang. fræc, graadig).
fræk, adj. 2. 1) harsk, som har en stærk eller stram Smag af Fedt; om Ost. Tell. Hall. 2) stærk, skarp; om Smag eller Lugt. Østerd.
fræk’, adj. 3. 1) frisk, livlig, blomstrende; om Farve, især Ansigtsfarve. Helg. Ein fræk Hamlet. — 2) dygtig, fortrinlig. Sogn, Shl. s. frak. — 3) pralende, stortalende. Indr.
Fræmde, s. Fremde. fræmer, s. fremre.
fræmmende, s. framande.
Fræn, m. Iling med smaa Draaber; Støvregn som fremdrives af Vind. Ørk. Jf. Fræning.
fræne, v. n. regne eller drive i smaa Draaber. Ørk.
Fræning, m. Drev, Vandperler som prelle tilbage fra Vandfladen eller fra Jorden, naar det regner stærkt. Sdm. Han rægnde for dæ sto Frænninganne.
Frænke, s. Frenka.
fræse, s. frøsa.
Frø, n. Frø (paa Væxterne). Hedder ogsaa: Fræ (Jæd. Rbg. Helg.), Fre (Nordre Berg.), Frød (Sdm.), Fro (Guldbr.). G. N. fræ og frjó.
Frøde, f. Skum, Fraade. Sdm. (sjelden). Jf. Frau, og Fro. (Isl. froða).
frøkjen, adj. graadig, som behøver megen Mad. Sdm. Jf. fræk.
Frøs, m. Han-Kat, s. Fross.
frøsa, v. n. (e—te), 1) sprudle, strømme ud som en Fos. Meget udbredt; søndenfjelds ogsaa frasa, og fræse. Sv. frusa. 2) pruste, blæse stærkt, som Hestene.
Frøsk, s. Frosk.
Frøstokk, s. Meldestokk.
frøy, adj. 1) frodig, frugtbar. Helg. „frøytt Land“ ɔ: frugtbar Jord. 2) saftrig, trivelig, som voxer stærkt; om Træer. Ogsaa: skjør, sprød, som unge Træer. Helg. Grundbegrebet uvist; jf. Frau(d) og frøyden.
Frøya, f. Saftrighed i Træ, og deraf følgende Skjørhed eller Løshed. Helg.
frøyden (frøyen), adj. skjør, sprød, let at skjære og kløve; om Træ. Mere almindeligt.
frøye, v. n. (e—dde), skumme, fraade. Hall. og fl. Egentlig frøyda, af Fraud.
frøye, v. a. (e—dde), gjøde, gjøre fed, gjødsle. Nordre Trondhj. S. Frau.
Frøy-gran, f. ung og skjør Gran. Helg. (I Indr. Frautell’). Ligesaa: Frøybjørk, om ung Birk, hvori Veden endnu ikke er bleven fast eller stærk.
frøysa (frøyse), v. a. (e—te), udsætte for Frost, faae noget til at fryse el. iisne; udhænge Skind eller Huder for at de skulle fryse efter Barkningen. Guldbr. Ørk. Indr. — frøyse seg: faae Skade af Frost. Han ha frøyst seg paa Tæom: hans Tæer have taget Skade af Frost. (Regelmæssig dannet som Transitiv af frjosa, fraus).
frøyst, adj. iisnet; forfrossen.
fubba, v. n. vrikke frem og tilbage. Tildeels noget obscønt.
Fud (Fu), f. 1) Bagdeel, Rumpe. Rbg. Tell. Hall. Meget brugl. uden at ansees som obscønt. I Sogn hedder det
