Fo (aab. o), og indbefatter tildeels baade denne og den følgende Betydning. 2) Hunkjønnets, især Hun-dyrenes Kjønsdele. Tildeels i Ag. Stift; i Søndm. kun om Hopper (Fud). Jf. Benelde.
Fugg, n. Smaasysler i Huset. Tell.
fugga, v. n. sysle i Huset, bestille et eller andet. Tell. (= stulla, dunna).
Fuggje, m. (plur. -gar), Bylt, Pakke. Tellem.
Fugl, m. Fugl; saavel om en Mængde (kollektivt), som om et Individ.
Fugleblom, m. et Slags smaa Bregner (Aspidium fragile). Ndm. Sdm. (s. Blom). I Hard. Fuglaburtn.
Fuglebreia, f. en stor Hob Fugle. Helg.
Fuglefar, n. og Fuglefet, n. Spor efter Fugle (i Sand eller Dynd).
Fuglefø(d)e, n. et Kuld Fugleunger (s. Føde, n.). Østerd.
Fugleham, m. prikket Hud. Om Mennesker, hvis Hud ikke er ganske glat, men besat med smaa regelmæssige Punkter som ligne Haarrødder, siges, at de have „Fugleham“. Ørk. I Sdm. hedder det Fuglehold, n. Om glat Hud siges Fiskeham. Ørk.
Fuglehold, n. s. forrige.
Fuglelæta, f. Fuglestemme.
Fugleskap, n. Fugleskikkelse.
Fugleslag, n. Slægt eller Art af Fugle.
Fuglevinda, f. en stor Flok af Fugle.
Fuka (uu), f. Uveirssky, Iling i Horizonten. Nordre Berg. Sdm. Tr. Stift.
fuket’ (fukꜳt), adj. om Veiret, naar Ilingerne følge hurtigt efter hinanden.
ful (uu), adj. 1) modbydelig, af slet Smag eller Lugt. Bruges ved Trondhjem, f. Ex. om Smør. (Isl. fúll, stinkende). 2) slem, fortrædelig; om Omstændigheder. Ogsaa vanskelig, indviklet, som let bringer En i Forlegenhed. Alm. 3) listig, forslagen, slem at bestille med. Meget brugl. 4) vred, hidsig, bitter. Han va ful ꜳt oss (Nordre Trondhj,), eller: Han va ful’e pꜳ oss (Sdm.): han var opbragt imod os. vere ful’e mæ ein (Sdm.): vise Bitterhed imod En. (Isl. fúll, barsk). 5) geil, parrelysten; om Dyr af Hunkjønnet, især Hopper. Hard. Shl. Rbg. Ogsaa i Sdm. i Talemaaden „laupe ful’e“: gaae i Brunst. Jf. ob, os, bøl.
Fuling, m. en listig Person.
ful-kynt, adj. snedig, oplagt til List og Kneb. Guldbr.
full, adj. fuld, opfyldt; ogsaa: heel, fuldstændig. Hedder i Sogn: fudl’; i Sæt. fudd’e. Afvigende Betydninger: a) rigelig forsynet. b) befængt, smittet. c) drukken, beruset. I enkelte Talemaader ogsaa: frugtsommelig. — Jf. Fylla, Fylling. Te fulles: tilfulde.
fulla, adv. nok, vel, vistnok. Han ha fulla gjort dæ: han havde nok gjort det. Meget udbredt. B. Stift, Tell. Gbr. — I Gbr. og Østerd. hedder det ogsaa: full, føll og fell. (Vel egentlig fullelega).
fullbuen, adj. 1) ganske færdig (sjelden). 2) ganske moden. Østerd.
fullfør, adj. fuldkommen istand til noget.
fullføra, v. a. (e—te), fuldføre.
fullgo(d), adj. tilstrækkelig god eller dygtig.
fullhuga, adj. som har en afgjort Lyst til noget, bestemt, fast besluttet. Tell. og flere.
fullkomele(ge), adv. ganske, aldeles.
fullkomen, adj. fuldkommen.
full-legjen, adj. udhvilet, som har ligget længe nok. I Sdm. fullegste.
fullmata, adj. om Kornet, naar Kjernen har faaet sin fulde Størrelse.
Fullnad (Fulna), m. Fyldest, saa meget som der behøves. Meget udbredt.
fullsett, adj. opfyldt, besat overalt.
fullstaden, adj. som har staaet længe nok.
fullsøvd, adj. udsovet, som ikke føler Trang til at sove mere. Næsten alm. men hedder i de sydligste Egne fullsvævd; i Sdm. fullsøvt’ (fullsøfte).
fulltaka, adj. stærk nok, fulddygtig til et Arbeide. Nhl. Ørk. og fl. I Ørk. ogsaa: fulltakjen.
fullvaksen, adj. fuldvoxen.
fult (fullt), adv. tilfulde, ganske. (Ved Trondhjem findes ogs.: fullan, i denne Betydning). Forskjelligt herfra er: fult (uu), adv. af ful; f. Ex. Han kom so fult mæ dæ.
Fundr, n. Udflugt, Forvending. Sdm.
fundra, v. n. sysle med noget i Stilhed. fundre se(g) vek: liste sig bort. Sdm.
Funnaløn, f. Findeløn. Ørk.
funnen, partic. funden.
funnvis (ii), adj. nem til at finde eller opdage noget. Nordre Berg. Andre St. finnen. (Isl. fundvís).
Funt, m. en Græsart; s. Bunt. — Funtastrꜳ, n. et stivt Græsstraa. Sogn.
Fura (aab. u), f. Fyr, Fure (Træ). Hedder ogsaa: Furu (søndenfjelds), Fora, aab. o (Helg.), Foro (Namd. Østerd.), Forꜳ (Ndm.). G. N. fura. — Hertil: Furebar, n. Fyurrekviste. Furekogla (-kꜳngel, -kjuke), f. Fyrrekogle. Furekvoa, f. Kvoda. Furelav, n. Lav eller Mos paa Fyrretræer (=
