Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/134

Denne siden er korrekturlest

Krꜳkelin). Furelegg,m. Fyrrestamme. Fureskog, m. Fyrreskov. Jf. Toll.

Fura (uu), f. 1) et Under, en forunderlig Ting. Shl. Rbg. (G. N. furða). 2) Forundring. I Sæt. bruges det ofte i Fleertal (Furo).

fura, v. a. og n. (a—a), 1) føre, bringe, især i en Hast; 2) skynde sig, drive stærkt paa et Arbeide. Sdm. og fl. — fure ihop: samle i Hast, kaste sammen. fure ti se(g): sluge, æde raskt. (Jf. fora). — Hertil: Furing, f. Skynding; Jagen. (Hedder ogsaa: Furamente). Ligesaa: Fur, m. Dæ gjekk ti ein Fur (i en stor Skynding). Jf. furt.

furast, v. n. forundres, forbauses. Shl. Han furast pꜳ da. G. N. furða.

fureleg (furle), adj. forunderlig. Shl.

Furing, s. fura.

Furk, m. en tyk og fed Karl. Sdm. Gbr.

furkunn, lækker; s. forkunn.

furt (uu), adv. fort, hurtigt, raskt. Romsd. Ndm. Ørk. — Ellers: fort.

Furt (aab. u), m. 1) Fortrydelse; et ondt Lune. Han fekk ein Furt. 2) En som let bliver stødt eller fornærmet.

furta, v. a. (a—a), blive stødt eller fornærmet, vise Fortrydelse ved at tie stille eller forføie sig bort. Alm.

Furtekove (aab. o), m. i Spøg, om et Sted hvortil man forføier sig naar man bliver ærgerlig stemt.

furteleg, adj. fornærmelig, som man kan blive stødt over. Tell.

furten, adj. 1) fortrydelig, stødt, fornærmet. (Isl. firtinn). 2) vranten, som let bliver stødt.

Furting, f. Vrede, Fortrydelse.

fus (uu), adj. lysten, villig, tilbøielig. Sogn, Nhl. Tell. (G. N. fúss). Mere alm. i Sammensætning (som framfus). Jf. fysa.

fuska, v. n. et nyt Ord som baade betegner fuske og forske. fuska, m. en Landstryger, Fant; ogsaa Jætte, Bjergtrold. Ved Trondhjem.

fust (uu), adv. fyrigt, med Lyst; ogsaa stærkt, heftigt. Nhl. Jæd. og fl.

Fut (uu), m. Foged. Ellers Faut (Gbr.), og Fot, aab. o (Guldalen, Østerd.). — Futerikje, n. Fogderie.

fy (med aab. y), s. fyre, præpos.

fya, v. n. (a—a), sige fy. Jf. fyne.

fye, v. s. fylgja. — fyka, s. fjuka.

fykjen, adj. let, rask, hurtig. Nhl.

Fyl (aab. y), n. et Føl. (G. N. fyl).

fyla (aab. y), v. n. følle, faae Føl. Nogle St. fola (aab. o).

Fylblom (Fylablom), en Planteart: Borst (Apargia). Jæd.

Fyle (yy), f. en uduelig, ubetydelig Ting. Tell. (Isl. fýla). Ogsaa: Træskoe.

Fylgd (Fyld), f. Følge. Nordre Berg. halda Fyld’a mæ ein: holde Skridt med En, fare lige hurtigt.

fylgja, v. n. (med Dativ), følge. Formerne dannes paa to forskjellige Maader. I det Vestenfjeldske hedder Infin. fylja (fylje); Præs. fyl’e; Imp. fylde, og Imperativ: fyl (alt med aab. y). I Ag. og tildeels i Tr. Stift hedder Præs fylgje(r), Imperf. fylgde (følde) og Imperativ: fylg. I Rbg. og Tell. falder l bort, altsaa: fygjer, fygde, Imp. fyg! og Inf. fygje (fye). — Efter de gamle beslægtede Sprog skal Ordet have g, ligesom i G. N. fylgja.

fylgjast, v. n. følges ad, komme paa samme Tid. I Tell. fygjas. Præsens hedder fylst (B. Stift), fylgjes (Ag. Stift), fygjes (Tell.). fylgjast ꜳt: følgges ad. Bruges ofte i Eental; f. Ex. Dæ fylst ꜳt godt ꜳ vondt (B. Stift).

Fylgje, f. Skytsaand, Følgeaand. Søndenfjelds (sjelden). G. N. fylgja.

Fylgje, n. Følge, Selskab. I Tell. Fygje.

Fylgjing, f. Efterfølgelse.

Fylja, f. en ung Hoppe; en Mær som er under tre Aar eller som ikke har havt Føl. (Jf. Foler). Shl. Kr. Stift. Eloers: Ungmærr. (I danske Dial. Fyllie).

fylja, s. fylja. — Fylje, s. Fylgje.

Fyll, f. Fyld, det hvormed noget fyldes.

fylla, v. a. (e-te), 1) fylde, opfylde. 2) beruse. fylle seg. 3) befænge, smitte; s. full. I Sæt. fydde.

Fylla, f. 1) Fylde, det at noget er fuldt. 2) Fylderie, Drukkenskab. 3) Trommesyge; usædvanlig Opblæselse i Indvoldene.

fyllast, v. n. (e-test), blive fuldt.

Fyllefant, m. en fordrukken og dermed forarmet Person.

Fyllekumar (aab. u), m. et Insekt som i sin Puppetilstand findes i Kløfter paa Træerne og bruges som Middel imod Trommesygen (Fylla). Sdm. Efter Strøm: Tenthredo Betulæ.

Fylleskap, m. Fuldskap, Fylderi.

Fylling, f. 1) Fyldning, at noget fyldes; 2) Fylding eller udskaarne Tværfjele paa en Dør.

fyllug (fyllig’e), adj. tyk, fyldig.

Fylmær, f. en drægtig Hoppe.

Fylrova, f. Padderok (Eqvisetum). Hard.

fytoggja (-æ, -i), adj. f. om en Hoppe som har Patteføl og derfor er mager.

fyltung, adj. drægtig, med Føl.