Fyl-øyk, m. = Fylmær.
fyne, v. a. skjende paa, sige fy til. Nordre Berg. Heraf: fynt’, adj. Ein fynt’e Hund: en Hund som man har skjendt paa og som derfor er skamfuld.
fyne, v. n. parres; om Fugle. Østerd. Ellers: vina, fivla og fl.
Fynte, f. Finte, Puds. Sdm. og fl.
Fyr (aab. y), m. Fjordboer. (Egentl. Fyrd, af Fjord). Bruges kun som Navn paa Indbyggerne af Nordfjord og Søndfjord. Jf. Fyrska. Ellers undertiden sammensat, som: Eifyrer, ɔ: Eidfjordinger (i Hardanger).
Fyr (yy), m. 1. Karl, Mandsperson (især fremmed). Meget brugl.
Fyr (yy), m. 2. et Baal, en stor Ild; ogsaa et Fyrtaarn. fꜳ Fyren pꜳ: faae det til at brænde friskt. — Heraf: fyra, v. n. fyre, brænde.
fyrꜳrs, og fyrdags, s. under fyrr.
fyre (aab. y), præp. for. Hedder ogsaa: føre (i Ag. og Tr.), fire og fere, (Vald. Gbr.), fe (Tell.), fy’ (Hard. Voss). G. N. fyrir, firir. I nogle Betydninger forbindes det med Akkusativ, i andre med Dativ, forsaavidt Dialekten har denne Form. Saaledes: A, med Akkusativ. 1) i Betydn. frem for et vist Punkt, hen til. Ex. Dei kom ut fyre Holmen. 2) før, tidligere end (en vis Tid). fyre Jul’a (femin.). 3) om, for hver (Tid, Deel, Stykke). Ein Gꜳng fyre Dagjen; fyre Ꜳr’e; fyre Vika. 4) til Gjengjeld for. fyra Umagjen; fyre Reis’a. 5) som, lige med. Han vart halden fyre ein rik Mann. — B, med Dativ. 6) foran, ved, fremme for. Dei kvilte ut fyre Holma. 7) forud for, som Tegn eller Varsel for. Dæ va fyre Dauda hans. 8) i Stedet for. Han svara fyre Bror’a. 9) til Fordeel eller Skade for. Dæ va godt fyre Foreldrom. Dæ kom burt fyre meg. I Tell. bruges „fe“ ogsaa om at arbeide for En, hvor man ellers siger: ꜳt; f. Ex. Han heve gjort ei Øks fe meg. 10) med Hensyn til, hvad angaaer. Fyre den Skuld. Han va rædd fyre Pengom (forsigtig med Pengene). 11) hos, ved Henvendelse til. Dei klaga fyre Far’a. 12) under Paavirkning af. Dæ fauk fyre Vind’a. Dæ brotna fyre Fotom. 13) paa Grund af, formedelst. Dei bidde fyre Storm’a. 14) til Betryggelse for. Dei gjæte fyre Odyrom. 15) til Middel imod. Ei Raad fyre Verkj’a (imod Smerten). — Enkelte Talemaader. vera fyre seg: være om sig. „Han æ for lite fyre seg“: han har for lidet Mod, er for meget tilbageholden. Derimod: „Han æ mykje fyre seg“, om En som forsøger sig meget, gaaer dristigt og driftigt frem. (G. N. mikill fyrir sér). „Han æ ikje fyre dæ"; han undseer sig nok ikke derfor; han tør vel gjøre det. Sdm. — verta fyre: blive udsat for, plages af. hava fyre seg: have fore, sysle med. taka seg fyre: foretage sig. setja seg fyre: foresætte sig. (De øvrige Udtryk maae søges under vedkommende Verber). I Rbg. og Gbr. hedder Ordet tildeels: for.
fyre (føre), adv. 1) foran, forud. 2) før, forud (i Tiden). Den eine kom fyre, ꜳ hin ette. 3) for, fore. I forskjellige Talemaader; f. Ex. halda fyre: holde for, mene. bera fyre: foregive; undskylde sig. Stundom med Begrebet af en Forbliven f. Ex. leggje seg fyre: vedblive at ligge. setje seg fyre: vedblive at sidde. (Ellers: setja seg til).
fyre (føre, før, fy, fe), conj. thi; fordi; da. Almindl. Dei vilde ikje gꜳ; fyre dei sꜳg at dæ va for seint.
fyreꜳt (førꜳt), forud, forhen, i Forveien. Tr. Stift.
Fyrebering, f. Forevending, Undskyldning.
Fyrebod (aab. o), n. Forbud, forudsendt Bud.
Fyrebøn, f. Forbøn.
fyre-di, 1) fordi; 2) endda, desuagtet; ogsaa: endskjønt, uagtet.
Fyredugur, m. Morgenmad, Frokost. Hall. Vald. Ogs. Førdugur, Førdur. Ørk. Øst. Jf. Dogur og Ꜳbit.
Fyrefar, n. Noget som gaaer forud.
fyrefaren, adj. forudgaaen.
Fyrefær, f. 1) Forvarsel, eller noget som gaaer forud. 2) Forrad fra forrige Tider. Sdm. Eit Ꜳrs Fyrefær mæ Konn: et Aars Beholdning af Korn.
Fyregangar, m. Forgjænger, Formand.
Fyregꜳng (el. gang), m. 1) det at man gaaer foran eller i Spidsen. 2) noget som gaaer forud for et andet. Fyregꜳngsmann, m. den som gaaer forud i et Følge. Ligesaa Fyregꜳngskꜳna, Fyregꜳngsgjenta.
fyregjort, adj. forebygget, forhindret.
Fyregjær, f. Forebyggelse; Hindring.
Fyrehand, f. Forhaand. sitja i Fyrehand: sidde forud i Raden. Modsat Bakhand.
Fyrekjegla, s. Kjegla.
Fyrela(d), n. Forladning i Geværer. Hall.
Fyrelaup, n. Foreløb, Førstedraaber.
Fyreloga (aab. o), f. 1) et nyt paalagt Stykke; især paa Øxer. Sdm. og fl. Jf. Ꜳloga. 2) et Arbeide som skal
