B. Stift. Modsat: ufysen. Dæ va ikje fyse Ver (intet hyggeligt Veir). 3) i en dunkel Betydning (maaskee: øm, kjælen) bruges Ordet meget i Sdm. og fl. især ironisk og med en Negtelse; f. Ex. Han æ’kje fysen: han er ikke forsagt, han er dygtigere end man skulde tænke.
Fysne, f. Lyst, Behagelighed. Dinne Fysnꜳ fæ snart Ende: denne Herlighed forsvinder snart. Sdm.
fyst (aab. y), adv. først. Kan ogsaa skrives „fyst“, men skal egentlig hedde fyrst i Lighed med fyrr og fyrre. Bruges ogsaa i Betydn. naar, kun, hvis dersom. (Sæt. Gbr.). Undertiden i Formen: fysta, el. fyste (egentl. adj. n.). „dꜳ fyste“: først da, el. just da. „no fyste“: nu først, just nu.
fyste (for fyrste), adj. første. Fyste Gꜳngjen: den første Gang. Pꜳ fyste Hand’a: i Begyndelsen. Fystekꜳna, og Fystemann’en: Ægtefællen af første Ægteskab.
Fystegꜳve, f. den første Gave som En giver sin Forlovede. Rbg. og fl.
fystende, adv. i Begyndelsen. Hedder paa nogle Steder fystundes, og fystꜳnd (Indr.). — Ogsaa: i Fystningji (i Fystningjenne). G. N. í fyrstunni.
fyten (yy), adj. skamfuld. Hard.
fæ (ɔ: faaer), s. fꜳ.
Fægre, f. en Farveplante (Galium boreale). Sdm. (sjelden).
fæl, adj. fæl, frygtelig; ogsaa: voldsom, overgiven, umaadelig; s. fælt. Jf. folen, rysen, øgjeleg.
fæla, v. n. (e-te), blive bange, forskrækkes; ogsaa: ængstes, grue. Søndre Berg. Kr. Stift, Hall. Eg fæler fe dæ: jeg gruer derfor. Tell. (G. N. fæla, forskrække).
Fæla, f. Frygt, Rædsel. Han tok Fæle: han blev ræd.
fæleleg, adv. fælt, frygtelig. Kr. Stift. Ogsaa: uhyre, overmaade; s. fælt.
fælen, adj. frygtsom, som let bliver bange. Mere alm. G. N. fælinn.
Fælsn (Fæls’en), f. noget frygteligt; ogsaa et Vidunder, noget usædvanligt. Nhl. Voss. Dei va so mꜳnge at da va ei Fælsen.
fælt, adv. 1) fælt, skrækkeligt; 2) overordentlig, overmaade; f. Ex. fælt smꜳtt; fælt lett; fælt lengje; han ꜳt so fælt o. s. v. Alm. Denne sidste Betydning tillægges ogsaa andre Ord, som egentlige betegne det Frygtelige; saaledes: gruveleg, kjøleleg, kaldleg, øgjeleg, styggjeleg og fl.
Fæn, n. Sump, Mose, Blødmyr som er vanskelig at komme over. Jæderen. (G. N. fen). Ellers Dya, Dikje o. fl.
Fænar, og Fænꜳr, m. Smaafæ; Faar og Gjeder. Mandal, Rbg. Tell.; see Fanar.
fængd, s. fengd. — fængje, s. fengja.
Fænte, s. Fenta. — fær, s. fꜳ og fara.
Fær (for Ferd), f. 1) Færd, Reise, Fart. G. N. ferð. (Af fara). I Helg. hedder det Far (el. Fal, med tykt l), og betegner især Reisen til Vaarfisket i Lofoden, saavelsom Fiskeriet selv. Han va mæ i Far’en (i Faln): han var med i Torskefiskeriet. 2) Adfærd, Bevægelse, Maade eller Maneer at fare frem paa. Dæ va bære Fær’a: det var kun Adfærden eller Maneren; der var i Grunden intet videre ved det. Mest i Sammensætning: Ꜳtfær, Narrefær; Handefær, Fotefær. 3) Gang, Skjæbne; den Maade hvorpaa noget farer, befinder sig eller behandles (s. fara). Dæ heve fare same Fær’a (har gaaet den samme Gang). Han for ingja go’ Fær). Jf. Høgfær, Vælfær, Ufær. 4) Hob, FLok, FØlge. Fiskefær (Stiim), Fuglefær. Jf. Brudfær, Likfær. 5) Dragt, Byrde; det som man bringer med sig for hvert enkelt Gang eller Udfærd. Ei Fær mæ Vatn: en Byrde eller to Bøtter med Vand. (Vassfær). Hedder i Helg. Far (Fal), og ved Trondhjem ogsaa: Fora (Fole, Fol’).
færa (for ferda), v. a. (a—a), forfærdige, sætte istand, gjøre færdig. Ag. Stift. (Udtales tildeels: fæle). færafus, adj. reiselysten. Sogn.
færahug, m. Lyst til at reise; Lyst at komme paa Veien. Nhl. og fl. I Sogn ogsaa Færamo(d), n.
Færalag, n. Reiseselskab; ogsaa et Gilde som holdes i Anledning af en fuldført Reise. Nordre Berg.
færasjuk’, adj. betynget af Omsorg og Tilberedelser for en forestaaende Reise. Sdm. Mest i Spøg.
færast, v. n. (a—a), færdes, reise, vanke om. I Helg. farast (falast). G. N. ferðast.
Færfisk (Færafisk), m. Fisk som kommer i Stiim eller i store Hobe.
Færing, m. en liden Baad med to Par Aarer. (Vel egentlig Firæring). Hertil Færingsfarm, m. Ladning for en Færing. Færingsnaust, n. Skuur til en saadan Baad.
Færmann, m. En som transporterer Va-
