tiden betegner Ordet kun godt Føre, og især Sneeføre. I B. Stift hedder det: Før, f. — 2) Forfatning, Tilstand. Nhl. Shl. Da æ kome i eit lꜳkt Føre. (Fortjente at være mere brugeligt). Jf. før, adj. — 3) Sindsstemning; især Hidsighed, oprørt Sind. Sdm. Han va komen i eit stygt Føre. (Jf. Fꜳr).
føreꜳt, s. fyreꜳt.
Førefall, n. det besværlige Føre, som sædvanlig indtræffer om Vaaren, naar Sneen tøer bort. Søndenfjelds.
Føreløysa, f. Mangel paa godt Føre.
Føremꜳn, s. Fyremun.
Førerona, s. Fyreruna.
Føring, f. 1) Førsel, Transportering. Alm. 2) Transport, Ladning el. Læs. Heraf Føringsmann, En som transporterer Varer. Buskerud og fl. — 3) Gave, Foræring; saaledes om Gjæstebudskost, som man sender til En som skal holde Bryllup. Ellers kaldet: Fon, Sending, Beining.
førleg, adj. 1) fremkommelig, hvor der er godt Føre. 2) førlig, frisk, istand til at reise. Hedder ogsaa: førig.
Førleikje, m. 1) Duelighed til noget. 2) Kræfter, Styrke.
førmeir, s. fyrrmeir.
førre, s. fyrre.
Førsla, f. Førsel, Transport. Hedder ogsaa: Førsel, m. 2) Skynding, megen Travlhed med et Arbeide. Sdm. og fl.
ført, adj. 1) ført (partic). Nogle St. førd. 2) bekvem, istand til. Nhl. Shl. 3) hjulpen, tjent med; see før, adj.
førtvart, s. fyretvart.
førug, adj. førlig, rask, frisk.
føse, v. n. (e—te), svulme op, udvide sig, opblæses. Ørk. S. fos, adj.
Føt, n. s. Fet. — Føtling, s. Fetling.
føtt, adj. fodet, beskaffen med Hensyn til Fødder. Denne Hesten æ godt føtt’e (har gode Fødder). Jf. høgføtt, storføtt.
føye (adj.), lidet. Bruges meget i Sdm. f. Ex. D’æ føye før dæ vert’e nok (el. kun: D’æ føye før) ɔ: det bliver sn art nok, der behøves ikke meget. Sv. föga.
Føyk, m. lette fygende Sager; især Frøet af enkelte Planter. I Sdm. siges Føyk ogsaa om Dueurt (Epilobium), paa Grund af dens lette duunagtige Frø.
føykja, v. a. (e—te), 1) drive, bortblæse, faae noget til at fyge. (Isl. feykja). Af fjuka, fauk. Mest i B. og Tr. Stift. 2) v. n. fyge, drive; om Snee. Søndenfjelds.
Føykje, f. Drev, Sneefog. Tell. og fl.
Føyra, f. 1) Sprække eller Revne i Træ; især om de Sprækker og Huller som findes indvendig i Træet, naar det tilhugges. B. Ag. og Tr. Stift. I Ryfylke hedder det: Fløyra. Jf. Veila (Isl. feyra). 2) Porer, de fine tætliggende Huller indvendig i Been. Helg.
føyrut, adj. 1) revnet, som har indvendige Sprækker eller Skaar. 2) porøs, svampagtig, hullet. Helg.
G.
ga, v. n. see gange.
Gadd, m. Braad, Spids. (Sjeldent Ord). G. N. gaddr.
Gagl, f. Vildgaas, Graagaas. Tell. og fl. I Mandal hedder det Gaul, og skal betegne en Art Gjæs, som aarlig trækker langs Kysten paa en nøie bestemt Tid. (Isl. gagl, n. betegner Gaaseunger).
Gagn, n. 1) Gavn, Nytte. G. N. og Sv. gagn. 2) i Sammensætning: Middel, Redskab; see Eldgagn, Vævgagn. Jf. Gogn. Te Gagns: tilgavns; ret dygtigt. (Udtales oftest: te gangs). D’æ ikje Gagn i da (el. ’ti di): der er ingen Hjælp i det.
gagna, v. n. (a—a), gavne, nytte.
gagn-gjerande, adj. gavnlig, nyttig.
gagnlaus (ganglause), adj. gavnløs; uduelig.
gagnleg (gangle), 1) gavnlig, nyttig. 2) adv. tilgavns, dygtigt, ret tilstrækkeligt. Meget brugl. i Helgeland hvor det hedder: gangle.
Gagnløysa, f. 1) Gavnløshed; 2) forgjæves eller unyttigt Arbeide; ogsaa en uduelig Person.
Gagn-vid (-ve), m. Gavntømmer; Emner. I Sdm. Gagnbeine.
gala, v. n. (gjæl’ gol; gale), at gale. Inf. gꜳlꜳ (Gbr. Ørk.). Supin. ogsaa: gile (aab. i), gjele, gjæle (Tr. Stift). gala bemærker ogsaa at gjøre sig lystig over noget, gjøre Støi og Skraal over Smaating. — Galing, f. Galen; Hanegal.
Gald, m. en meget betraadt Plads paa Engen eller i Sneen; et Sted hvor Grunden er bleven haard og fast ved
