Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/140

Denne siden er korrekturlest

idelig Betræden. Sogn. Hall. I Sdm. Gall.

galda, v. s. gjelda.

galdra, v. n. hexe, gjøre Trolddom. Nordenfjelds (sjelden). G. N. galdra.Galdring, f. eller Galdr, n. Hexerie. (Kun i Spøg).

galdtrakka, adj. stærkt betraadt, sammentrampet, haardtraadt.

gale (for galet), adv. 1) galt, urigtigt; 2) slet, slemt, ulykkeligt. Dæ gjekk gale. Dæ sto gale til. (gæle i Ag. Stift).

galen, adj. 1) urigtig, feilagtig, daarlig. Ein galen Veg. Ei gala Vis (en Uskik). 2) taabelig, tankeløs, uforsigtig; undertiden ogsaa forvirret, som ikke veed at rede sig ud af det. Han æ ’kje galen so ilt ottast, ɔ: den Mand er ikke dum, som frygter for et Uheld. B. Stift. 3) ustyrlig, tøilesløs, som ikke holder Maade. Han va so galen te lægja. Dei æ so galne ette Drykk (de have en rasende Lyst til at drikke). Ogsaa overgiven af Munterhed. vill ꜳ galen. ein galen Ungdom. 4) forbitret, vred, hidsig. Han vart galen paa oss. Dei vart galne fyre dæ. 5) gal, afsindig. Isl. galinn. Galne-Folkje: de Gale. (Nordre Berg.). 6) frygtelig, rasende; om Vind og Veir. Ein galen Storm. Eit gale Ver.

Gall, m. s. Gald.

Gall, n. Galde. (G. N. gall). D’æ Gall i alle: Enhver har lidt Galde i sig; enhver kan blive opirret til Vrede.

gal-lꜳten, adj. overgiven, lystig. Tell.

gallsprengd, adj. galdesprængt.

Galneheia, lystigt, letsindigt Kvindfolk.

Galning, m. en overgiven, munter Karl, en lystig Fætter.

Galskap, m. 1) Galskab, Daarskab; 2) overgiven Munterhed; Leg og Støi. I B. Stift ogsaa: Galningsheit, f.

Galt, og Galte, m. Orne, Hansviin. G. N. galti. Jf. Rone, Gosse. — Galtatonn, s. Svinerot.

gamall (gammalle), adj. gammel. Nogle Steder i f. gomol (aab. o). Fleertal hedder gamle, ogsaa gamble. (Jf. eldre). Gamlen, m. og Gamla, f. Benævnelse paa gamle Folk. Gamle-ꜳringjen, Forraadet fra forrige Aar. Gamlesnøen, det nederste eller ældste Sneelag. Gamletid’a, el. Gamle Daganne: de forrige Tider; Oldtiden. Gamle-Karanne, Heltene i Oldtiden. Gamle-Eirik, og Gamle-Sjur: Navne paa Fanden.

Gaman, n. Spøg, Skjemt, Lystighed. Hedder søndenfjelds: Gama; i Gbr. og Ørk. Gꜳmꜳ. G. N. gaman. Ordet er endnu meget brugeligt, men dog paa nogle St. sjeldnere end: Spøk, Spøkri, Fantri, Moro.

gamanlaust, adv. alvorligt, uden Spøg. (Sjelden).

gamansam, adj. morsom, lystig, spøgefuld. Mest i Rbg. og Tell. (gamasam).

Gamling, m. Olding.

Gamma, f. Jordhytte, Finnehytte.

Gamp, m. en Hest. Mest brugeligt søndenfjelds.

Gan, m. 1) et Slags Trolddom, som fordum skulde være brugelig iblandt Finnerne. Synes ogsaa at betegne et Slags Fluer, ved hvilke man troede at denne Trolddom blev udøvet. (Ganfluga). Mest nordenfjelds. I B. Stift: Gand. (Isl. gan). 2) et Slags Legetøi; en Top som dreier sig rundt, længe efter at den er sat i Bevægelse. Helg. Ellers: Sorphøna, Snørekall.

Gan, n. 1) Hoveder og Indvolde af Sild eller af andre smaa Fiske. B. og Tr. Stift. 2) Gjællerne i en Fisk. Gbr. Østerd. Indr. Nogle Steder: Gane. Ellers: Tokn, Tolkn, Syltr.

gana, v. a. (a—a), tilvirke Sild eller Smaafisk ved at aftage Hovedet og Indvoldene. Heraf Ganing, f. om Arbeidet, og Ganar, m. om Arbeiderne.

Gand, m. 1. 1) Trolddom, s. Gan. 2) med en dunkel, ubestemt Betydning; maaskee: Gift. Dæ va reint ’ta Ganad’a: det var som besat; ganske som forhexet. Sdm. Dæ va sꜳ surt sꜳ Gand ɔ: overordentlig surt. Shl. Jf. Gandeple.

Gand, m. 2. en Art Læbefisk (Labrus). Shl. Oftere: Gandarota (aab. o), f. som betegner den almindelige grønne Læbefisk (= Berggylta). Forskjellen imellem Gand og Gandarota synes ellers at være ubestemt.

ganda, v. a. hexe. (Sjelden).

Gand-eple, n. et Slags meget sure Æbler. Shl.

Gane, n. s. Gan.

Ganfluga, f. Troldflue; s. Gan, m.

Gang (Gꜳng), m. 1) Gang, Gaaen; at noget gaaer eller er i Bevægelse. Formen Gaang synes at være mest udbredt. Ꜳ Gꜳngje: paafærde, i Bevægelse. Nordre Berg. 2) enkelt eller gjentagen Gang; f. Ex. andre Gangjen. Hedder næsten alm. Gꜳng, og er i mange Dial. Femininum. S. Gꜳng. 3) Gjæring, f. Ex. i Øl. (Isl. gángr). 4) Gjennemgang, Indgang, Forværelse. I denne Betydn. er Formen Gang mest alm. 5) Bund eller Saaler paa Fodtøi.