ganga, v. n. (gjeng; gjekk; gjengje), at gaae. Formerne ere meget forskjellige. Inf. ganga (Hard. Voss), gꜳnga (Nhl. og fl.), gꜳnge (Sdm. sjelden), gange (Rbg. Tell. Hall. Vald. Ørked. Helg.), ga’ (Nhl. Hard. Ndm. Ørk. Helg.), og gꜳ (mest alm.). G. N. ganga. — Præsens: gjeng’e, gjæng (Kr. Stift, Hard. Voss, Sdm.), gjæ (Sdm.), gꜳr (mest alm.). G. N. gengr. — Imperf. i Fleert.: gjingo (Hall. Vald.), gjinge (Nhl. Sdm. sjelden). — Supin. gjingje og gjengje (Kr. Stift, Nhl. og fl.), gjee, el. gjie (Nhl. Sdm.), gangje (Hall.), gꜳtt (mest alm.). G. N. gengit. — Imperativ: gakk! pl. gangje (Tell. Hall. og fl.); ellers: ga! gꜳ! — Betydning: a) gaae, i alm. Betydn. Ogsaa: a) være i Bevægelse (som f. Ex. en Klokke); b) gjære, om Øl; c) gaae løs, kunne flyttes eller aftages; om Haar, Bark og lignende. Jf. svada, flaga, laupa. — 2) skride fremad; om Tid, Arbeider og Begivenheder; ogsaa løbe af, falde ud. gꜳ seint, radt, væl, ille o. s. v. — 3) seile. gꜳ unda: dreie af for Vinden. Dei gjekk upp um Nes’e: de seilede saa høit, at de fik Næsset i Læ. Ogsaa med Objekt, f. Ex. Vinden va ikje so at me kunna gꜳ han ɔ: Vinden var os saa imod, at vi kunde ikke seile med den. — 4) naae, række. Snøen gjeng upp-ꜳ Kne’e. Vatn’e gjekk upp ꜳt Husom. — 5) forsvinde, forødes, blive medtaget. Dæ gjekk ette kvart som dæ kom. Dæ gjeng meir eld’ ein trur. — 6) forandre sig, antage en anden Stilling eller Form. gꜳ laust: blive løst. gꜳ sundt: falde i Stykker. gꜳ utyve: udvide sig. gꜳ te Nors: blive nordlig; om Vinden. — Enkelte Talemaader: gꜳ atte: 1) gaae efter, blive tilbage; 2) tilstoppes; 3) forfalde, forsømmes (s. attegꜳdd). Helg. Sdm. — gꜳ av: 1) blive tilovers; 2) brækkes, gaae itu. — gꜳ frꜳ: 1) blive løs; 2) fragaa, negte; 3) fradrages, blive undtagen. „Nꜳr dæ gjeng’ frꜳ“: naar det undtages. — gꜳ fyre (ga før; el. ga før dæ): omkomme, sætte Livet til. Meget brugl. i Tr. Stift og Helg. — gꜳ fyre seg: foregaae, indtræffe; ogsaa: gaae an, lade sig gjøre. — gꜳ inn pꜳ: indgaae, samtykke. — gꜳ pꜳ: taale, lide. — gꜳ til (ga te): 1) gaae til, føie sig, tildrage sig; 2) medgaae, blive forødet; 3) omkomme, sætte Livet til. — gꜳ upp: 1) stige, svulme op (f. Ex. om Vandet i Frost); 2) løsne, slides løst; 3) brænde op; om Gaarde (B. St.). — gꜳ vid (ve): vedgaae, tilstaae.
Ganga, s. Gꜳnga.
gangande, 1) gaaende. (Mest som adv. tilfods; f. Ex. dei kom gangande). 2) som man kan gaae paa. Dær æ korkje gangande elde ridande.
Gangar, m. 1) Ganger; Fodgjænger. Han æ ikje nokon Gangar: han gaaer ikke ret hurtigt. 2) et Spil at gaae efter; et Slags Marsch.
gangefør, adj. istand til at gaae.
Gangeføre, n. Føre for Fodgjængere. I B. Stift: Gꜳngefør, f.
Gangekjer (-kjær), n. Bryggerkar, hvori Ølet gjæres. Kr. Stift. Jf. Gilsꜳ.
Gangelag, n. Maade at gaae paa.
gangeljos (gꜳngeljøst), adj. saa lyst, at man godt kan see Veiene.
Gangerom (Gꜳngerum), n. Gjennemgang, Rum til at gaae i (i Værelser).
Gangeveg, m. Gangsti.
Gangklæde, s. Igangsklæde.
gangle, s. gagnleg.
Ganglim (aab. i), m. Ganglem, Bover og Laar af Dyr.
Gangsperra, f. Stivhet eller Lamhed i Fødderne efter stærk og langvarig Gang. Meget udbredt Ord. Hedder ogsaa: Gꜳngspærr (Sdm. og fl.), Gangspir (Sogn).
Gangverja, f. en Klædning; især et Par Overklæder eller Trøie og Buxer. Søndre Berg. (ogsaa Gꜳngverja). G. N. gangverja.
Gann, s. Garn. — Ganne, s. Gonn.
Ganskot (aab. o), n. et Slags Trolddom; Forhexelse. Ndm. og fl. S. Gan.
gantast, v. n. gjækkes, drive Spøg. Søndenfjelds (sjelden). Isl. ganta.
Gan-trumma, f. Tromme som Hexemesterne brugte at slaae paa under Udøvelsen af sin Kunst. Helg.
Gap, m. 1) en Gaber, en meget nysgjerrig og fremfusende Person. Søndenfjelds. 2) en Taabe, Tosse, Dumhoved. Meget brugl. i B. Stift og videre. Jf. gapen.
Gap, n. Gab, Hul, Aabning.
gapa, v. n. (a—a; el. e—te), 1) gabe, holde Munden aaben. (Forskjelligt fra gjeispa). 2) stirre, gloe efter noget med Nysgjerrighed. I Gbr. og Ørk. gꜳpꜳ. — gape upp: aabne Munden — gapande: gabende. Mæ gapande Kjæft’a: med opsværret Gab.
Gapa, f. en taabelig Kvinde. B. Stift.
gapaleg, adj. dum, taabelig. Tell. o. fl.
Gapar, m. en nysgjerrig Person.
