gapen, adj. 1) nysgjerrig, som vil see og stirre paa alt muligt. Tell. og fl. 2) aabenmundet, som ikke kan tie. Ag. Stift. 3) dum, taabelig. Meget brugl. i B. Stift. Jf. Gap, Gapa. Ellers gapaleg, gaput, styven, toskut og fl.
Gapeskap, m. Nysgjerrighed; Taabelighed. I Nordre Berg. ogsaa Gapingsheit, f. en taabelig Streg, en Dumhed.
Gapestokk, m. Gabestok.
Gaping, f. Gaben; utidig Nysgjerrighed.
gaput (gapꜳt), adj. dum, ubetænksom. Gbr. og tildeels i Tr. Stift.
Gar (for Gard), m. 1) et Gjærde, et Hægn. (G. N. garðr). Steingar, Ski’gar, Torvgar. Mest brugeligt vestenfjelds. Jf. Gjære, Hafelle. — 2) Række, Kjæde eller Kreds, som ligner et Gjærde. Ein Gar kringum Mꜳnen. Fallgar, Fjellgar, Tanngar. — 3) Have, et indhægnet Stykke Jord. Hard. Hall. Gbr. — Kꜳlgar, Eplegar, Aldegar. — 4) Gaardsrum, aaben Plads imellem Husene. Mest i B. Stift. (Jf. Tun, Ton). Ut i Garen: ud i Gaardsrummet; eller blot: ud i det Frie, ud af Huset. — 5) Gaard, bebygget og beboet Sted paa Landet. Alm. men udtales tildeels Gal (tykt l) og Gꜳl, el. Gꜳr (ved Trondhjem og Kristiania). — 6) Gaardbrug, Jordepart, indrettet for een Familie eller Huusholdning. Oftere: Jor. — I Byerne, hvor det hedder Gꜳr, om en Samling af Huse, som udgjøre en særskilt Eiendom. Almindeligst betegner Ordet den Deel af en Jord, hvorpaa Husene og især Hovedbygningen staaer. Saaledes: heim i Gar’en: fra Marken til Husene. Til Gars: til Gaarde, i Huus. Av Gare: bort, ud, fra Gaarden. Kr. Stift. Garanne millom: fra Gaard til Gaard.
Gar-bolk, m. Stykke af et Gjærde.
Garbruk, s. Jordbruk.
Garbyte, n. Ombytning af Gaarde.
Gare, m. 1) en Fold, et lidet indhægnet Jordstykke. Hall. Jf. Gjære, Kvi, Træe. 2) en lukket Baas; et særskilt Rum i et Fæhuus (for Faar eller Kalve). Meget udbredt og næsten alm. (Jf. Bing, Stekkje). 3) Faaremøg (Smalagare). Nhl. Ellers Mel, Talle og fl. Det sidste er maaskee et eget Ord (= Tydsk Gare); de to første skulde vel egentlig hedde Garde.
Gare, en Spids; s. Garre.
garemillom (-myllꜳ), fra den ene Gaard til den anden.
Gar-far, n. s. Garstøde.
garfløygd, adj. om Kreature, som ere vante til at springe over Gjærderne. Nordre Berg.
Gargjenta, s. Jorgjenta.
Garkaup, n. Gaardekjøb. (Jorakaup).
Garleiga, f. Leie af en Gaard. Hedder oftere: Forpagting.
Garlægje, n. (i Huse), s. Stavlægje.
Garmann, m. Gaardmand. (Sjelden).
Garn, n. 1) Traad, Garn til Væv og Strikketøi. 2) Garn, Net at fiske med. Formen Garn findes kun paa faa Steder (saaledes i Fosen); derimod hedder det Gadn, med plur. Godn, aab. o (Søndre Berg.), Gann eller Gan, med langt a og alligevel dobbelt n (Sfj. Søndm. Tr. Stift), og Gꜳn (Søndenfjelds). Isl. og Sv. garn. (Kun analogt med Barn). Hertil: Ganbruk, n. Fiskerie med Garn. Ganfisk, n. Fisk som er fanget i Garn. (Gantosk, Gansild). Ganmann, en Fisker som bruger egne Garn men ellers er i Fællesskap med andre. Gansetning, f. en Række af Garn, som udsættes paa een Gang. Ganskot, n. Toug som syes fast paa Kanterne af Garnet for at styrke samme.
garpa, v. n. 1) ræbe, s. gurpa. Shl. Tell. 2) skryde, gjøre store Ord. Buskerud. Hertil Garp, m. en Skryder, Ordgyder.
Garre, m. Pig, Tagge, Spids; hvasse Stilke af Lyng eller Græs. Tr. Stift. I Namd. ogsaa Gare, og i Ørked. Gꜳrꜳ.
Gar-rot (oo), f. den nederste Deel af et Gjærde; ogsaa Stedet hvor et Gjærde har staaet.
Garsdreng, m. Gaardskarl; Formanden for Tjenestekarlene paa en Gaard. Ogsaa Garsgut (s. følg.). Ellers: Rꜳdsdreng, Husbondsdreng.
Gardsfolk, n. Folk fra een og samme Gaard. Saaledes ogsaa Garsbonn, Garsguta(r), Garsgjentur. — Me æ Garsbonn: vi ere fødte paa samme Gaard.
Garskam, f. Noget som er til Skam for en Gaard; saasom et slet og berygtet Menneske. Ogsaa Gartyne.
Garsmetta, f. Gjærdesmutte (Fugl). Sjelden. I Tell. Garsmogu (aab. o). Ellers kaldet Navepist, Tumeliten o. fl.
Garstaur, m. Gjærdepæl, Gjærdestør.
Garstøde (-styde), -støe), n. Stedet hvor et Gjærde forhen har staaet. Sdm. Ellers kaldet Garfar, n. (ved Stavanger) og Garrot, f. (mere almindeligt).
garta, v. n. (a—a), skjemte, spøge; ogsaa snakke, samtale. Ag. Stift.
