Gartyne, s. Garskam.
Garvid (-ve), m. Gjærdefang (sjelden). I Ørk. Garvudu, og Utgarvuu, f.
Garvor (oo), m. 1) Nisse eller Vætte, som opholder sig paa en Gaard eller har sit stadige Hjem i Gaarden. Sogn, Hard. og fl. Ogsaa kaldet Garsvor (Jf. Vor og Tunkall). Nu mest brugeligt i Spøg. — 2) en Person som altid sysler hjemme paa Gaarden, eller som opholder sig jævnlig i samme Huus. Ørk. — 3) en Gaardhund, Lænkehund. Hedemarken. (Egentlig Gaardværge).
Gasse, m. = Gaasestegg.
Gast, m. 1) Spøgelse, Trold, ond Vætte. Skogagast, Deildegast. Rbg. Tell. (Nu sjelden). Skal ellers være Navnet paa et Slags Ugler, som ere bekjendte af deres hæslige Skrig. Jf. Ropar, Utbur. 2) om Mennesker, i en ubestemt Betydning; deels en Kjæmpe, deels en vild og hidsig Person. „Eit Gasta Drikka“: en meget stærk Drik (om Øl). Nhl. Shl. Egentlig skulde vel Gast betyde Gjæst, hvortil hører det næsten almindelige: Gastgivar (Gassgjevar) ɔ: Gjæstgiver; og gasterera, v. n. holde Gjæstebud.
Gastgivar, m. s. forrige.
Gat, n. 1) et stukket eller skaaret Hul. Tell. 2) en Skure, en udskaaren Fals. Sdm.
gat, nævnte; s. gita.
gata, v. a. (a—a), udskjære, hule eller bore med en Kniv. B. Stift. (Isl. gata, bore).
Gata, f. en Gade. Jf. Gota.
Gathol, n. Knaphul. Tell.
Gauk, m. 1) Gjøg (Fugl). G. N. gaukr. 2) en Vaaser, En som altid kommer igjen med det samme (ligesom Gjøgen). 3) den øverste korte Stok i en Gavlvæg. Sdm.
gauka, v. n. vaase, gjentage det samme idelig.
Gauksure, f. Planten „Gjøgemad“ (Oxalis). Tell. Ellers: Kveldsvæve og fl.
Gaul (Gaas), s. Gagl.
Gaul, n. Brøl, Skraal, Hujen.
gaula, v. n. 1) see gulagtigt ud; s. gul og gula. 2) blæse lidt; s. gula.
Gaular, m. en Storskraaler, Brøler.
Gauling, f. ideligt Skraal og Skrig.
Gaum, m. Agt, Opmærksomhed. Tell. Eg gav ikje nokon Gaum ette dæ: jeg ændsede det ikke, tænkte ikke videre derpaa. G. N. gaumr.
gauma, v. n. (a—a), give Agt paa, lægge Mærke til. Eg gamma ’kje paa dæ. Tell.
gaumlaus, adj. uopmærksom. Tell.
Gaun, s. see Gogn.
Gaupa, f. 1) Los (et Rovdyr). Alm. — 2) en Karm eller Ramme. I Nhl. „Dyregaupa“, om den øverste Deel af Dørkarmen. I Helg. „Ljøregaupa“, om den øverste Kant af Ljoren (eller Lugen paa Taget).
Gaupehide, n. Lossens Hule.
Gaupeskinn, n. Losseskind.
Gaupn, f. den hule Haand (naar Fingrene ere halvt indbøiede); ogsaa en Portion som man kan holde i Haanden eller imellem begge Hænder sammensluttede. Meget udbredt Ord. I Helg. hedder det: Gauvn. (G. N. gaupn; Sv. göpn). Jf. Neve og Luka.
gaupna, v. a. opfange eller samle med Haanden, saaledes at man hver Gang tager Næven fuld. I Helg. gauvna.
gaus og gause, s. gjosa.
gauv (dampede), s. gyva.
Gauvn og gauvna, s. Gaupn.
Gavl, m. Tværfjel, Endefjel i Kister, Kasser og deslige. B. Stift.
gꜳ, v. n. see ganga.
gꜳ, v. a. (r—dde), mærke, lægge Mærke til, blive var; ogsaa føle, fornemme. Kr. Stift, Søndre Berg. Hall. (G. N. gá, give Agt paa). Eg hev’ ikje gꜳtt at dæ (Rbg.Tell.), el.: Æg ha ikje gꜳtt te da (Nhl.): jeg har ikke mærket det. Da va ikje lengje før han gꜳdde da. Æg gꜳr so te da si’ꜳ han reiste (Nhl.): jeg føler et Savn siden han reiste bort.
gꜳen, adj. opmærksom, agtsom. Sjelden. I Tell. gꜳig.
Gꜳing, f. det at man mærker noget. Ogsaa Gꜳelse, n. Jf. Misgꜳelse.
Gꜳmꜳ, s. Gaman. — Gꜳn, s. Garn.
Gꜳna, f. et Vindpust. Jæd.
Gꜳng, m. (Fl. Gꜳngje, r), Gang, enkelt eller gjentagen. Ordet er Femin i Kr. Stift, Hard. Voss, Hall. altsaa: ei Gꜳng, fysta Gꜳngjæ (Hard.) o. s. v. Ellers Maskul. sædvanlig med ꜳ. — Gꜳng ꜳ annen: en og anden Gang. Gꜳng ette Gꜳng: den ene Gang efter den anden. Tvo i Gꜳngjen (nogle St. um Gꜳngjen): to ad Gangen. I ein Gꜳng: paa een Gang. Mæ ein Gꜳng: i eet væk, uophørlig. Helg. Nordre Tr. (Jf. Eining). De øvrige Betydn. ere anførte under Gang.
Gꜳng, f. 1) med Fl. Gjeng’er: Sval, Gang eller Udbygning paa Siden af Huus. Nordre Berg. Sdm. (Isl. gaung,
