n.) 2) med Fl. Gꜳngje: see forrige Ord.
gꜳnga, v. n. s. ganga.
Gꜳnga, f. 1) Gang, Maade at gaae paa. Eg kjenne han pꜳ Gꜳngenne. B. Stift. (Isl. gánga). Hedder ogsaa Gꜳing, f. — 2) idelig Gaaen, Reiser tilfods. Hertil Fjellgꜳnga, Markegꜳnga, Utegꜳnga. — 3) Stylter. Berg. Stift. Kun i Fleertal. Dei gjekk pꜳ Gꜳnge. Ordet skulde egentlig hedde Gonga.
Gꜳngefør, f. s. Gangeføre.
Gꜳnglim, Gꜳngsperr etc. s. ved Gang. v. a.). Shl. Dei fekk Gꜳning pꜳ da: de mærkede det, bleve opmærksomme derpaa. Sjelden. 2) Tykke, Smag, Behag. Søndre Berg. Da va ikje ette min Gꜳning (ikke efter mit Sind). Isl. gáningr. I danske Dial. Ganning.
Gꜳr, m. s. Gꜳra, Gar, igꜳr.
gꜳr (præs.), s. gꜳ, og ganga.
Gꜳra, f. Stribe, Linie, Aare i Træ eller Steen. Helg. Indr. Ligesaa en Jordryg, en ophøiet eller fordybet Linie paa Marken; ogsaa en Bølge paa Vandet. Indr. Jf. Meit, Rꜳnd, Reina, Skora. i de sydlige Egne hedder det Gꜳr, eller Gꜳre, m. og betegner især Aarsringene i Træ, eller de Lag som komme til for hvert Aar og som ere mest synlige i Granen og Furen.
gꜳrast, v. n. blive bølgeformig, faae Striber eller Aarer paa Overfladen.
Gꜳrꜳ, m. Braad, Spids; s. Garre.
gꜳrꜳt, adj. taabelig, tosset. Helg.
Gꜳre, m. 1. Taabe, Tosse. Helg. (Isl. gári, en Nar).
Gꜳre, m. 2. Aare i Træ; s. Gꜳra.
gꜳrelaus, adj. om Træ, hvori Aarerne eller Ringene ikke sees.
gꜳrut (-ette, -ꜳt), adj. aaret, stribet; bølgeformig.
Gꜳs, f. (Fl. Gjæs’er), 1) en Gaas. 2) et Slags smaa Kar eller Støb med et Skaft, som ligner en Gaasehals. Shl. Nogle Steder ogsaa et Stykke Smør. Jf. Kjuka.
Gꜳsefjør, f. Gaasefjæder.
Gꜳsestegg, m. Gasse, Hangaas.
gꜳst, v. n. blive bemærket; s. gꜳ.
Gꜳt, n. Agt, Opmærksomhed. Nordre Berg. (Isl. gát). Du mꜳ ha Gꜳt pꜳ dei: du maa vogte nøie paa dem. (Jf. gjæta). Ogsaa om en Bemærkelse eller Opdagelse. Hunden heve fꜳtt Gꜳt pꜳ eit Odyr (har opdaget et Udyr). Sdm.
Gꜳta, f. 1) Gaade, Gjetning. G. N. gáta. (Af gita, gat). 2) en opdigtet eller fabelagtig Fortælling, et Æventyr. Sogn, Nhl.
Gꜳtebok, f. Æventyrbog. Sogn.
gꜳtevis (ii), adj. nem til at opløse Gaader; ogs. som veed mange Gaader.
Gꜳtt (m.), Gjøen; s. Hundegꜳtt.
Gꜳtt, f. Falsen i en Dørkarm; den Ramme eller Skure som omslutter Kanterne af Døren. Nordre Berg. og fl. Bruges især om Falsen i Dørtærskelen, f. Ex. Gꜳtt’a æ full’e me Snø. D’æ komen ein Kvist inn-i Gꜳtt’a.
Gꜳva, f. 1) Gave, Foræring. G. N. gáfa. 2) Evner, Anlæg, Talenter. „Guds Gꜳvur“, siges især om Næringsmidler af Jordens Afgrøde, Fiskerie og deslige. Jf. Gova.
gꜳverik, adj. høit begavet, talentfuld.
gedda, gegna o. s. v. see under gje.
Gidd (aab. i), m. en Bisol; see Gil. (I dette og alle de følgende Ord udtales gi som gji, el. ji).
gidda (aab. i), v. n. (a—a), bæve, ryste, dirre. Brugl. i B. Stift.
Gidder (Gjidd’r), m. 1) en let og gjennemsigtig Damp, som viser sig nær ved Jordfladen i en dirrende eller bævende Bevægelse. Tellem. — Ellers: Gidn (Gjidd’en), Sꜳgidn, Vꜳrgidn og fl. 2) en Bisol; see Gil.
Gidding, f. Bæven, Dirren.
Gidn, f. s. Gidder.
gift’ (part.), gift, ægteviet.
gifta, v. a. (e—e), gifte, give tilægte. I Søndre Berg. gipta; nogle St. gypta. gifte ihop Bonn’a sine: gifte sine Børn sammen (om to Familieforstandere). gifte seg atte (el. upp-atte): gifte sig paany.
Gifta, f. Ægtefælle. Dæ va dær han fekk Giftꜳ si frꜳ: det var derfra han fik sin Kone. B. Stift.
giftande, adj. som kan giftes, moden til Ægteskab.
Giftarmꜳl, n. Giftermaal. Ligesaa: Giftardaga(r), pl. Forlovelsesdage. Giftartanka(r), pl. Tanker om Giftermaal, Elskovstanker. giftarblind, adj. (i Spøg), om En som er meget forelsket, eller som ikke tænker paa andet end Giftermaal.
Gigja (Gjia), f. Fiolin. (Sogn). G. N. gígja.
Gikk, m. 1) en Gjæk, Taabe; ogsaa en Driller, Spotter. Shl. og fl. 2) en Bisol. Jæd. See Gil.
gikka, v. a. gjække, drille. (Sjelden).
Giksel, m. en Deel af en Regnbue, Gb.
Gil (ii), m. 1. en Bisol; en blank
