og lysende Plet i Skyerne i Nærheden af Solen. Nordre Berg. Sdm. Isl. gýll (efter Haldorson). Ellers hedder det: Gidd (Ryfylke), Gidder (Tell.), Gikk (Jæd.), Gisl eller Gitl (Ørk.). Jf. Solhøve, Solhuvu. Ordene Giksel (Gbr.), og Gjell (Østerd.) betegne noget lignende, nemlig en afbrudt Regnbue (naar kun en Ende eller en liden Deel af Regnbuen viser sig). Jf. Elhove.
Gil (ii), m. 2. gjærende Drik, Øl som er under Gjæring. B. Stift. Hertil: Gil-sꜳ, m. eller Gil-kar, n. det Kar hvori Ølet gjæres (Gangekjer). I danske Dial. Gilkar. Holl. gijl (nygjæret Øl).
Gil (ii), f. en Gyde; see Gjeil.
Gil (aab. i), el. Gjel (Jeel), n. en dyb og langstrakt Bjergkløft (Isl. gil); især en dyb Rende som er fremkommen ved Steenskred. I søndre Berg. er det Femin (ei Gjil) og har i Fleertal Gilja, r. I Sdm. Gyl (Gjyl), n., i dat. pl. Gyljꜳ. Jf. Gjeil.
gild (gjild), adj. 1) gyldig, gjeldende, god nok. Meget sjelden. Jf. brorgild, tvigildt. Dei vil ikje ta’ dæ fyre gildt (ansee det for gyldigt). Sdm. Dei vild’ ikje bere hꜳnꜳ upp fyre gildt: de vilde ikke lyde ham, vise ham den fornødne Respekt. — 2) dygtig, duelig, stærk, paalidelig. Meget udbredt og brugl. f. Ex. ein gild Hest, gilde Stokkar, gilde Bꜳnd o. s. v. G. N. gildr. — 3) ypperlig, fortræffelig, herlig. Dæ va gildt. Gildeba’n, Gildegut, Gildetaus, i Berg. Stift som smigrende Navne paa Børn. — 4) prægtig, stadselig, kostbar. Ag. Stift. gilde Klæ (prægtige Klæder). — 5) glad, fornøiet. Sdm.Nfj. Han va so gild’e’ta di: han var saa glad derover.
gildast, v. n. og gilda se(g), glæde sig. Sdm.
Gilde, f. Glæde, Fornøielse. Sdm.
Gildr (Gjild’er), n. og Gildra, f. 1) en Fælde, Rottefælde. Indr. Ellers Foll, Fella. 2) Selvskud, et slags Snare med ladede Geværer, som lægges ud for Bjørne og andre Rovdyr. G. N. gildra.
gildra, v. n. (a—a), udstille Snarer el. Selvskud for Dyr. Et andet Ord gildra har samme Betydn. som hildra.
Gildring, f. 1) Stillads. Hall. (Jf. Gilja). 2) Udstilling af Snarer (Gildr).
Gildskap, m. Dygtighed, Fortrinlighed. Sjelden.
gildsleg, adj. dygtig, god, fortræffelig. Mest i Rbg. og Tell. hvor det hedder gildskleg (gjilskle).
gildt, adv. ret godt, herligt, ypperligt.
gilette, s. gilut.
Gilja (Jilje), f. et Stillads paa Strandbredden, hvorfra man kan iagttage Fiskens Løb langs med Landet, og som fornemmelig bruges ved Laxefiskerie. B. Stift. (I Tr. Stift: Mara). Dette og det foranførte Gildring synes at nærme sig til Hjell og hildra.
Gil-sꜳ, m. Gjæringskar; s. Gil.
gilsje, s. gitla. — gilskle, s. gildsleg.
gilut (gjilette, aab. i), adj. om Fjelde som have dybe Kløfter og Render (Gil).
Gim (aab. i), m. stærk Damp (af noget som gjærer eller koger). Nhl. I Yttre-sogn hedder det Gjeim (Jf. Eim, Im).
gima (gjima), v. n. (a—a), dampe. Nhl.
Gimbr (Gjimb’er), f. (Fl. Gimbra, r), et ungt Faar, som ikke har faaet Lam. Nogle St. Gymbr; i Indr. ogs. Ymr (Ymm’er). G. N. gimbr; i svenske Dial. gymra. Jf. Navnet gumarr (Væder) i Skalda.
Gimbrelamb, n. Lam af Hunkjønnet; modsat Verlamb.
Gimling, m. Skillevæg; s. Gylming.
Gimpe, f. et stort og stærkt Kvindfolk. Sdm. Maaskee egentl. Hoppe, da det bruges spotviis, ligesom „Gamp“ om Mandfolk.
gimt, adj. n. om Øl: stærkt, berusende. Nhl. Jf. Gim.
gina (ii), v. n. stirre, være forgabet i noget. Sogn (sjelden). I Gbr. gyne. Isl. gína (gein), at gabe.
gingjen, part. gaaen (af ganga). Hedder oftere gjengjen, ogsaa gjeen, og mest alm. gꜳdd’.
ginne, s. gjerne. Ginte, s. Gjenta.
Gip (Gjiip), m. kaldes i Sdm. en Fisker som intet har fanget, som kommer hjem med intet. Ellers Steikjar. Jf. gjeipa.
Gir (ii), m. 1. Gjæring (især i Madvarer); Opløsning eller Overgang til Forraadnelse. D’æ komen ein Gjir ’ti dæ. Ndm. Jf. Gjær og gjerast.
Gir (ii), m. 2. Sindsbevægelse, Opbrusning, stærk Lyst eller Lidenskab. Sdm. Romsd. Ndm. Dei ha fꜳtt ein Gjir ’ti seg: de ere blevne saa hidsige paa det. sete Gjir ti ein: vække Lidenskab hos En, sætte hans Sind i Bevægelse. Jf. Gam. Svensk giri, T. Gier. Synes at forudsætte et Verbum gira (begjære).
girug (aab. i), adj. 1) gjerrig; begjerlig. Ofte ogsaa i en uskyldig Betydn. om en Lyst til at samle og opspare noget. — 2) travl, meget flittig og udholdende i Arbeide. Jf. griug.
gisen (aab. i, ogs. gjesen), adj. læk, utæt
