Ellers: til Lags. Jf. Gje(d) og orgites.
gjeten (el. giten, aab. i), part. 1) nævnt, omtalt. 2) gjettet; s. gita. I B. Stift ogsaa goten (aab. o).
Gjetl, s. Gjætl. — Gjetla, s. Gjætsla.
Gjetna(d), s. Gjete. — gjeva, s. giva.
gjeven, part. given. I Søndre Berg. goven (aab. o), mest almindl. given (aab. i).
gjidda, s. gidda. — Gjil, s. Gil. etc.
Gjor (oo), f. Gjord, Baand (bredt Baand). Hedder ogsaa Gyre (Sdm. og fl.), Gjure (Rbg. Tell.). Egentlig Gjord (aab. o); Isl. gjörd, Heraf gyra, v. a.
gjor (oo), adj. 1) gjort, lavet, færdig. Egentlig gjord, part. af gjera. 2) moden, om Frugt, Korn o. s. v. Meget udbredt og maaskee alm. undtagen i Kr. Stift. Jf. mogjen, buen. 3) sendt, afskikket (s. gjera); hertil: avgjør, heimagjor, utgjor. Mærkeligt er det, at der tildeels findes en Fleertalsform: gjorne. Saaledes i Sdm. og fl. gjorne Bær: modne Bær. gjorna Rꜳde: oplagte Raad, overlagte Planer. Jf. G. N. gorr.
gjora, v. a. omgjorde. Sjelden.
gjorna, v. n. modnes, blive moden. Ogsaa gjornast; s. gjerast.
gjorut (gjorette), adj. stribet paatværs, som har brede Tværstriber af en egen Farve; om Dyr.
Gjosa (oo), v. n. (gys; gaus; gose, aab. o), vælde, strømme ud, om Luft og Vædske. Hedder ogsaa: gyse (Nordre Berg.) og med svag Bøining: gausa (Tell.) og gjøyse. G. N. gjósa. Dæ gaus Blod’e: Blodet strømmede ud. Dæ gys’ i Røyren: Luften trænger ud af Fugerne i Røret. (Det hedder ogsaa: „Røyr’a gys“). Dæ gys’e Mꜳl’e ti’en: hans Stemme er utydelig. (Siges især om tandløse Folk, som ikke kunne udtale Ordene reent). Jf. gjøysa, og Gosa.
gjota, v. a. s. gyta.
Gjota (oo), f. en Bjergkløft, en Huulning i Jorden med bratte Sider. Helg. Gbr. og fl. I Sdm. Gjøtt, f. Isl. gjóta.
Gjura, f. 1. s. Gygr.
Gjura, f. 2. Gjord, Baand; s. Gjor og Gyre.
Gjurestaup, n. s. Gyremun.
Gjygr, s. Gygr. — gjyra, s. gyra.
Gjæe, n. Stolthed, Hovmod. Tell. Enten for Gjede (jf. Gje), eller ogsaa beslægtet med Isl. gá (Kaadhed); jf. gjá (Ryggesløshed).
gjæl, v. s. gala. Gjæl, f. s. Gjær.
Gjæle, f. en taabelig Kvinde. Søndm. (Jf. Isl. gála). S. Jꜳla. En anden Betydning forudsættes i Hꜳgjæle, og Vꜳrgjæle.
gjæna, at stilles; s. jæna.
gjæng (og gjæ) ɔ: gaaer; s. ganga.
gjængd, s. gjengd. Gjængje, s. Gjengje.
Gjænta, s. Gjenta.
Gjær, f. 1. (for Gjerd), 1) Gjerning, at noget bliver gjort. Jf. Vælgjær, Vangjær. G. N. gerd. 2) Skik, Maneer, Maade at gjøre noget paa. 3) Form, Skikkelse, Beskaffenhed. Dæ fekk ei onnor Gjær. Nogle Steder neutr. (eit anna Gjær).
Gjær, f. 2. Modning, Modenhed. Oftest sammensat (Misgjær, Vangjær). Jf. gjerast.
Gjær, f. 3. Gjær, Bærme hvormed Gjæring frembringes i Øl, Deig o. s. v. Kaldes ogsaa: Gjestr, Gang, Berm, Kveik.
gjæra (for gjerda), v. a. (e—te), gjærde, hægne; opsætte eller istandsætte et Gjærde. (Af Gar). gjære atte: stænge, tillukke ved et Gjærde (barrikadere). gjæra inne: omgjærde, indeslutte. gjæra ute: udestænge, holde borte ved Gjærder.
Gjære, f. Vindkast, Stormbyge (især naar den viser sig paa Vandet som en Stribe). Sdm. Jf. Drivgare.
Gjære, n. 1) Gjærde, Hægn. Søndenfjelds. (Jf. Gar). G. N. gerdi. 2) en Fold, et lidet indhægnet Stykke Jord. Nordre Berg. Sdm. Ørk. Jf. Kvi, Lykkja.
Gjærefang, n. Gjærdsel, Materiale til Gjærder. Hedder ogsaa Gjærevꜳnd (Sdm. og Tr. Stift), Garvudu (Ørk.).
Gjæring, f. Gjærding, Indhægning.
Gjærsl, f. s. Gjersl.
gjæta, v. a. (e—te), vogte, passe paa; følge med Kvæget i Udmarken for at bevogte det for Rovdyr. Alm. G. N. gæta. Jf. Gꜳt. gjæte pꜳ: lure efter noget, passe paa Leiligheden.
Gjætar, m. Vogter; Kvægvogter, Hyrde. — Gjætargut og Gjætargjenta: Dreng eller Pige som følger og vogter Kvæget. Ellers: Gjætl, Høring, Hjuring, Busvein.
Gjæting, f. Bevogtning; jf. Gjætsla.
Gjætl, m. Fævogter, Hyrde. B. Stift, hvor det udtales deels Gjetl, deels Gjeltj eller Gjelsj (Nordre Berg.).
Gjætsla, f. Kvægets Bevogtning. Temmelig almind. med forskjellig Udtale; Gjetla (i de sydvestlige Egne), Gjæsle
