aabnes, adsprede sig, saa at der bliver en klar Plet. (Isl. glana). 2) om Mennesker: stirre, kige, see efter noget; især længe og opmærksomt. Kr. og Ag. Stift. Ellers: gleine (Buskerud) glꜳna (Ryfylke), glꜳme (Vald. Gbr.), glꜳpa, (Shl. Rbg.). Jf. glo, glose. — Heraf undertiden Glan, m. og Glana, f. om nysgjerrige Personer.
glanbært, adj. n. bart, aabent, saa at man kan see vidt omkring. Hard.
glanen, adj. aaben, adskilt, som man kan see igjennem; om Skov og ligesaa om Skyerne. Hard.
Glaning, f. nysgjerrig Kigen og Stirren.
Glans, m. Glands, Skin.
glansa, v. n. (a—a), glindse. (Isl. glansa).
Glantri, n. Skjemt, Lystighed. — glantrisam, adj. morsom, lystig. Nhl. I Sdm. ogsaa glantrusame. (Unorsk).
Glap, n. Hul, Mellemrum. Ørk. Gbr.
glapp, s. gleppa.
Glas (langt), n. 1) Glas (i Almindelighed). 2) Vindue. (Stoveglas, Kjellarglas). Alm. — Fl. Glos (aab. o), i Sogn, og fl. 3) Glas at drikke af; ogsaa en liden Flaske.
Glasaugo(r), pl. n. Briller. Guldbr. og fl. Sv. glasögon.
Glashol (aab. o), n. Vinduesaabning.
Glaskvarm, m. Vindueskarm.
Glasluka, f. Vinduesskaade. Jf. Læm.
Glasrꜳma, f. Vinduesramme.
glasskallet, og glaskollette, adj. skaldet. Nordre Berg. Sdm. Jf. fleinskalla. I Indr. hedder det: skollꜳt.
Glasstova (aab. o), f. en stadselig Stue, som ikke bruges til dagligt Ophold. Nordre Berg.
glas-øygd, adj. om Heste: hvidøiet, uden Ring. (Jf. ringøygd). Ndm. og fl.
glatra (el. gladra), v. a. afhænde, borttuske. Jæd. (G. N. glata, spilde).
glatt, s. gletta. — glaup, s. glupa.
glaværug, s. under glad.
glꜳa, v. n. glindse, skinne. Sogn. I Hard. gljꜳ. (Isl. gljá). Jf. gloa.
Glꜳm, m. En som har et blegt og sygeligt Udseende. Sdm.
glꜳm, s. glymja.
Glꜳma, f. Planten „Hanekro“ (Galeopsis). Sogn (s. Dæ). Som Egennavn: Glommen.
glꜳme, v. s. glꜳpa og glana.
Glꜳnkar, m. en Spøgefugl, lystig Fyr. Nhl. (Skal ogsaa betegne en Tilskuer, og forklares af Nogle som Glan-kar, af glana).
glꜳpa, v. n. stirre, see efter noget. Shl. Rbg. (Isl. glápa). Ellers glꜳme (Vald. Gbr.), og fl. s. glana.
gle, og glea, s. gledje.
Glede (aab. e), f. Glæde. Nfj. Sdm. Ellers Glea, Glee (sædv. med lukt e).
gledeleg (gleele), adj. glædelig.
gledje (glea, gle), v. a. (gled; gledde), at glæde. G. N. gledja. — gledd (aab. e): glædet, trøstet. — gledjast (gleast), v. n. glædes, glæde sig. (glea seg).
Gledskap, m. Glæde, Lystighed.
Glefs, m. Grams med Munden, et Forsøg til at bide; s. glefsa. (Isl. gleps). Glefs, el. Glefsa, f. Sax hvori Dyr fanges; Rævesax. I Guldbr. og paa flere Steder hedder det Glekse.
glefsa, v. n. (e—te), gabe, snappe eller gribe efter noget med Munden; gjøre et Forsøg til at bide. Isl. glepsa. Undertiden ogsaa: bjæffe. Aktivt: sluge, rive i sig. Han glefste dæ ti seg (Sjelden). Ordet hedder ogsaa: klefse (Sdm.), glepsa (Nhl. og fl.), gleksa, glekse, (Hard. Tell. Gbr.). glepsa er formodentlig rigtigst; jf. glupa, Glop, Glap.
glegg (skarpsynet), s. gløgg.
gleid, adj. udspærret, som staaer vidt ud fra hinanden (om en Kløft, om Fødder, Fingre o. s. v.). Sdm. Ørk.
gleide, v. a. (e—de), udspærre, udspile (f. Ex. Fingrene). Sdm. Isl. gleiða. gleide se(g): sætte Fødderne vidt fra hinanden. Sdm. Ørk. I Ørk. ogsaa v. n. gleie: staae udspærret. Jf. sprikja.
gleidt, adv. i en udspærret Stilling.
Gleine, f. aabent Rum, s. Glenna.
gleipa, v. n. (a—a), vrænge Munden, fordreie Ansigtet. B. Stift. „Gleiping ꜳ Herming“: naragtig Efteraben af Andres Stemme og Gebærder.
gleksa, ville bide; s. glefsa.
Glekse, f. Dyresax, s. Glefs.
Glenna, f. Mellemrum, et bart og aabent Rum i Skoven; ogsaa: Grønning, Græsplet imellem Skov og Klipper. Meget udbredt Ord. (Nhl. Tell. Vald. Gbr. Sdm. Ørk.). Ogsaa Gleine (Hall.). Jf. Glan.
Glennemark, f. Skov eller Klippemark med enkelte græsrige Pletter.
glennut, adj. afbrudt ved jævne eller aabne Mellemrum.
Glepp, m. 1) Glip, hastig Gliden. 2) en Afbrydelse, et Mellemrum (omtrent ligesom Glenna). Indr.
gleppa, v. n. (glepp; glapp; gloppe), 1) glide ud, komme aflave, røres af Stedet. — 2) glippe, slaae Feil (om noget som man venter).
gleppen, adj. som let glider eller glipper.
