Gleps, og glepsa, s. glefsa.
glese, adv. tyndt, utæt. Helg.
glesen, adj. tynd, utæt (s. gresen). Helg. Ørk. og fl. (Egentlig glisen, med aab. i). Sv. gles.
glestent, s. grestent.
Glett, m. 1) Glid, Gliden. (Sjelden). 2) en klar Plet i Skyerne. Jf. Glette.
gletta (glette), v. n. (glett; glatt; glotte), glide, komme paa Glid med Fødderne. Rbg. Gbr. Ørk. Helg. (Jf. gletten). Ein Gꜳng glatt han, ꜳ ein Gꜳng datt han.
gletta, v. n. (e—e), titte, kige; s. glytta.
Glette, n. en klar Plet i Skyerne. Tell. Ogsaa en Klarning eller Lettelse i Luften, et lidet Ophold i Uveiret. Ellers: Glett, m. (B. Stift), Glytt (Ørk.), Glott, Glotte (Ag. Stift), Lotte (Ørk.).
gletten, adj. glat (om FØret). hꜳlt ꜳ glette. Gbr. Sdm. og fl.
glide, v. n. (glid’, gleid), glide. Sjelden, s. gletta, skrida, skjota, rapa.
glima (aab. i), v. n. (a—a), glimre, glindse. (Svensk glimma). glimande, adj. glimrende. Gliming, s. Glimren.
glima (ii), v. n. lyse stærkt, skinne saa at det blender Øinene. Tell. og fl.
Glima (ii), f. Skin eller Lysning som blender Øinene; f. Ex. naar Solen skinner paa Sneen. (Solglime, Snøglime). Nordre Berg. Hall. Tell.
glimta, v. n. glimte. (Sjelden).
Glip (ii), m. Ruse, Fiskeredskab, dannet som en stor Kurv med Garn i Bunden. B. Stift.
glipe, gabe, være aaben; s. gløypa.
glira, v. n. (e—te), 1) være aaben, saa at man kan see igjennem. Jæd. (see glisa). 2) knibe Øinene sammen, plire. Mere alm. Ogsaa kige, speide efter noget.
Glis (ii), m. Fnisen, Haanlatter. Mest i Forbindelsen: Glis ꜳ Lꜳtt.
glisa, v. n. (e—te), 1) lyse igjennem. være utæt eller aaben, saa at man kan see igjennem; om Kar, Vægge og Fjeleværk. Dæ gliste ut myllom alle Fjøle. Tildeels i B. og Ag. Stift. — 2) lee haanlig, fnise, belee noget (vel egentlig: vise Tænderne, = dansk „grine“). B. og Stift, Helg. Mest i Forbindelse med lægja. Dei sto gliste ꜳ log ꜳt dei.
glisen (aab. i), s. glesen, gresen.
Glitr (Glitt’er), n. Glimmer; smaa glindsende Pletter, f. Ex. i Steen.
glitra (aab. i), v. n. glindse, glimre. (Isl. glitra).
gljꜳ, s. glꜳ. — Gljor, s. Glor.
gloa (glo), v. n. (r—dde, el. a—a), gloe, lyse, tindre. Jf. glꜳ, og glora. (Isl. glóa).
gloande (ogs. gloende), adj. gloende.
Glod (Glo), f. (Fl. Glød’e, Glø,r), Glød, brændende Kul. (G. N. glód).
Glod-dungje, m. en Hob af Gløder (paa Arnestedet). I Ag. Stift: Glohaug.
glo(d)heit, adj. brændende hed.
Glodtꜳng, f. Ildtang.
Glop (aab. o), n. Hul, Gab, Aabning. Tell. Af glupa (glaup). Jf. Glap.
glopa (aab. o), v. n. gabe, spærre Munden op. Shl. Ogsaa stirre, s. glꜳpa.
glopalt (glopꜳlt), adj. n. hullet, aabent, ikke tæt eller lukket. Tell.
glopen (aab. o), slugt; s. glupa.
Glopp, kun i Talemaaden: „pꜳ Hopp ꜳ Glopp“ ɔ: paa Nippet, imellem Lykke og Ulykke. Sdm. „Dæ va pꜳ Hopp ꜳ Glopp“, siges naar man har været nær ved et Uheld, men dog er kommen vel fra det. Jf. Isl. glapp (Uheld), modsat happ; hvoraf Talemaaden höppum og glöppum.
Gloppe, f. Hule, Bjergkløft. (Buskr.).
Glop-ur, f. en Urd af store Stene med mange Huller eller Aabninger under Stenene. Shl. Ryfylke. Andre Steder Loftur.
Glor, og Gljor (oo), n. en aaben eller bar Plet i en Skov. Nhl. Jf. Glenna.
glora, v. n. (a—a), 1) tindre, lyse (Isl. glóra). 2) stirre, gjøre store Øine.
glosa (glose), v. n. (e—te), see efter noget, see sig om. Shl. (sjelden), Tell. (meget brugl.). I Sdm. gløse. — glose pꜳ: see paa. glose ette: see efter. — Eenstydige: glana, glꜳpe, kope, skoa, skygna, stira.
Glott, n. 1) Aabning, Mellemrum; see Glytt. 2) en klar Plet i Skyerne. Hedemarken. Ellers Glotta, f. (Vald.). S. Glette.
Glove (aab. o), f. s. Glyvre.
Gluggje, m. (Fl. Glugga, r), Lufthul, en liden Aabning paa en Væg. Alm. dog nogle Steder: Glugg. (G. N. gluggr). — Gluggedott, m. en Visk hvormed et saadant Lufthul tilstoppes.
Glunt, m. Dreng, Gut. Helg. (meget brugl.). I Sdm. Glynt (sjeldnere). Sv. glunt.
glup (uu), adj. 1) glubsk. (Meget sjelden). 2) stadselig, prægtig, herlig. Meget brugeligt i B. og Ag. Stift.
Glup (uu), n. Gab, Aabning. Guldbr. (sjelden).
glupa (glupe), v. n. og a. (glyp’; glaup; glope, aab. o), 1) v. n. gabe, snappe efter noget med Munden (= glefsa).
