Tell. Han glaup ette dæ. 2) gribe med Munden, snappe, rive til sig. Tell. og fl. Hunden glaup dæ frꜳ meg. Skrubben hadde sꜳ nær glope ein Sau. 3) sluge, svælge. „glupe i seg“. Ogsaa i Ørk. med svag Bøining (glupe, glufte). Sv. glupa. Heraf: gløypa, Glop, glopa, glyfsa. Ligesaa adj. glupande (glubende).
Glya, f. 1) en blød og tynd Masse. (Betydningen noget ubestemt). Dæ seer ut som ei Glye. Sdm. 2) tynde og vidtstrakte Skyer; et taageagtigt Skydække. Lidet brugl. men synes at være meget udbredt (Fosen, Sdm. Voss). Ei Utlokka Glye: blidt og stille Veir om Morgenen, hvorpaa følger Storm efter Middag.
glyen, adj. om Luften, naar den er fuld af tynde Skyer. Voss og fl.
Glyfs, n. Gab, aabent Mellemrum; f. Ex. imellem Traadene i en Væv. Nordre Berg.
glyfsa, v. n. (e—te), 1) gabe, staae aaben. (Sjelden). 2) om Hunde: bjæffe, gjøe med dæmpet Lyd. B. Stift. (Sv. gläfsa).
glyggje, v. n. (e—de), aabne sig, saa at man kan see igjennem. Nordre Berg. Af Gluggje.
Glym (aab. y), m. Bulder, Drøn, Gjenlyd. Af glymja. Jf Ljom.
glymen (yy), adj. barsk, frastødende. Tell.
glymja, v. n. (glym; glumde; — aab. y og u), buldre, drøne, gjenlyde. Nordre Berg. Ogsaa i Ørked. (med Imperf. glꜳm). G. N. glymja.
Glynt, s. Glunt.
Glytt (aab. y), m. Aabning, Hul. I Ørk. om en klar Plet i Skyerne. Jf. Glott. Ellers temmelig alm. i Talemaaden „stꜳe pꜳ Glytt“ (om en Dør): staae paa Klem, halv aaben. I Tell. „pꜳ Grutt“. I Sdm. „ꜳ lerre“.
glytta, v. n. (e—e), 1) gjøre en Aabning. glytte paa Dør’a: aabne Døren lidt, sætte den paa Klem. Søndenfjelds. — 2) titte, kige; især igjennem et Hul. Mere alm. Nogle Steder: glette. I Tell. er glytte ogsaa at skotte til noget, især med Foragt.
Glyvre (aab. y), f. Hule, Bjergkløft. Yttresogn. I Rbg. Glove. (Isl. gljúfr, n.).
glæ, adj. 1) blegagtig, gulbleg. Sdm. (Isl. glær, lys, klar). 2) tynd, vandagtig (om Mælk). Sogn, Tell. 3) slap, svag, kraftløs (om Mad og Drikke). Tell. — glæ Kost, glætt Øl o. s. v.
glæast, v. n. blive tynd og vandig.
glæggas (for glægast), v. n. bedærves, tabe sin Kraft; om Fødemidler. Tell.
Glæme, f. blege Skyer. Sdm.
gløde (gløa), v. a. (e—de), 1) antænde, oppuste (Ild). G. N. glœða. 2) ophede ved Gløder (= elda). Ogsaa v. n. gløde, brænde. Dæ va so heitt, at dæ glødde.
glødest, v. n. tændes, fatte Ild (uden Flamme).
gløgg (aab. ø), adj. 1) skarpsynet, som let seer eller opdager noget. Næsten alm. I Tell. og Sdm. hedder det: glegg’e. 2) skarpsindig, indsigtsfuld, nem til at forstaae og finde det rette. Ørk. Indr. 3) forsigtig, nøiagtig, nøieregnende. (Sjeldnere). I Gbr. ogsaa: tilbageholden, undseelig. (Isl. glöggr, betænksom).
Gløggskap, m. Skarpsyn, Nemhed til at see og bemærke noget. (Oftere Gløggheit).
gløggsynt, adj. skarpsynet. Guldbr. G. N. glöggsýnn. Ellers gløgg.
GLøm, s. Glym.
Gløs, m. Stirren. Sdm. Dei fekk ein Gløs: de bleve opmærksomme, begyndte at see sig om.
gløse, v. n. (e—te), see efter eller see paa noget. Sdm. Romsd. (Meget brugl.). I Tell. glose.
gløssa, el. gløsa, v. n. (e—te), oppuste, blæse i Ilden. Ogsaa: blusse op, fænge Ild. Sogn. (Isl. glossa).
gløyma, v. a. (e—de), glemme. (G. N. gleyma). gløyme atte: glemme, sætte efter sig ved Forglemmelse. gløyme av (burt, veg): glemme noget som man har lært. — gløymd, part. glemt, forsømt; jf. attegløymd.
Gløyma, f. og Gløyme, n. Glemsel. koma i Gløyme. B. Stift (sjelden).
gløymande, adj. som vel kan glemmes. Dæ va inkje gløymande.
gløymen, adj. glemsom. Undertiden ogs. gløymskjen. I Sdm. hꜳgløymskjen.
Gløyming, f. Forglemmelse.
Gløymska, f. svag Hukommelse. (Sjelden).
gløypa, v. a. og n. (e—te), 1) sluge, rive i sig, æde graadigt. Shl. og fl. (G. N. glöypa). Jf. glupa (glaup). 2) gabe, være aaben, ikke slutte tæt sammen (om en Sax eller en Klemme). Nordre Berg. I Gbr. glipe.
Gløype, f. en Ulykke; s. Løypa.
gløypen, adj. aaben, gabende. Sjelden.
Gnag, n. Gnaven, Biden. Dæ gjekk pꜳ Gnag, ɔ: det gik møisomt, med Vanskelighed.
