Gnoll (Noll), m. Skrig, Hviin; s. Gnell.
gnolle, s. gnella. — gnotte, s. gnette.
gnua, v. a. (a—a), trykke eller bearbeide med Fingerknoerne. Ogs. knua (Jæd.), gnuble, diminutivt (Sdm.).
Gnue, m. Kno, den udvendige Deel af Fingerleddene. Hedder ogsaa: Nue (Nhl.), Knue (Jæd. og fl.), Knuv (Ørk.). I Tell. Njotre. — G. N. knúi.
gnura, v. a. og n. (a—a), 1) gnide, knuse, især med Hænderne. Helg. (Jf. gnika). 2) nedtrykke, bryde eller bringe aflave. Dei ha gnura ned Gras’e: de have nedbrudt Græsset (ved at sidde i det). 3) v. n. skubbe eller vælte sig af og til, idet man ligger. B. Stift. I Sdm. hedder det: nure. Jf. gny.
Gnuring, f. Gnidning; Skubben, Vælten. Ogsaa Gnur (Nur), m.
gny, v. n. (r—dde), 1) bevæge sig af og til, tumle, vælte (ligesom gnura). Nhl. — 2) trygle eller raabe idelig paa det samme. Jf. gnaga, nyggja. — 3) mukke, mumle; jf. kny.
Gny, n. Overhæng, idelig Begjæring og Paamindelse. Ørked. og flere. (Jf. Attegny). I Nordre Berg. Gnyssel (Gnysl), m.
gnyggja (gnave, skrabe), s. nyggja.
gnyltre, v. n. hoste idelig. Sdm.
Gnyssel, m. s. Gny.
gnæg, s. gnaga.
go (Behov), see Bo og biug.
go (gjøede), s. gjøya.
Gobꜳn, see under god.
god (go), adj. (n. godt, med aab. o), god. De forskjellige Betydninger ere omtrent som i Dansk, nemlig: 1) dygtig, fuldkommen, vel istand; ogsaa gyldig, ægte; 2) betydelig, ikke liden; 3) nyttig, tjenlig; ogsaa let bekvem; 4) behagelig, ønskelig, heldig; 5) venlig, blid, godmodig; 6) veltænkende, ærlig, retskaffen. — Gamle Former: Til godes (te goes; i Shl. te goar): til Ens Bedste. sjꜳ ein te godes: see paa Ens Bedste. telje te godes: raade til Fred, tale forsonende Ord. Mæ godꜳ el. goꜳ, for godo): med det gode, uden Tvang; ogsaa med Lethed. Nfj. Sdm. og fl. „mæ ollꜳ godꜳ“: meget let, med al Magelighed (eg. med alt godt). Sdm. „mæ godꜳ Hjartꜳ“: med Fornøielse. — Ta godꜳ (for: ut av godo): af det gode. Fyre godꜳ: forud for noget godt. Go’an Dag: god Dag! (Nhl. forældet). — Med Partikler: go(d) atte: helbredet, frisk igjen. go’ fyre (go fe): istand til. (Søndenfjelds). go mæ ein: venlig imod En, ikke streng. Han æ ikje go pꜳ oss: han er nok temmelig forbittret paa os. Han æ go pꜳ eit Tusen: er Eier af et Tusinde. go til: istand til. (Næsten alm.). — I Sammensætning mærkes følgende Forholde: A) Med forskjellige Tings Navne, om det Bedste, det Udsøgte; f. Ex. Go’konn Bedste Korn), Go’øl, Goved. (I Sdm. Godekonn, Godøl). Saaledes ogsaa Go’slagje ɔ: det gode Slags. — B) Med enkelte Slægtskabsnavne, om Bedsteforældre og Børnebørn (kun i Formen go). Saaledes: Gofar: Bedstefader. Gomor (Gommo, Gummer, Gumma): Bedstemoder. (Meget udbredt). Derimod: Gobꜳn: Barnebarn. Tell. Godotter: Sønne- eller Datterdatter. Goson: Sønne- eller Dattersøn. Kun i de østlige Fjeldbygder (Tell. Hall. Vald.). — C) Med Tidsnavne, som Hilsning. Ofte i Formen: gu; saaledes: Gu Dag (god Dag). Gu Morn (god Morgen). Derimod go Natt; godt Kveld (flere St. go Kveld, ogsaa: gu Kveld). Udtrykkene: gudag, gumorn og gukveld, bruges vestenfjelds kun som Ankomsthilsen; men i Ag. Stift ogsaa som Afskedshilsen.
Godbite (Gobete), m. Lækkerbidsken.
Goddotter, f. s. under god.
goddæmt, adj. om Kar: reen, sund, fri for Afsmag. Tr. Stift.
Go(d)e, m. Godhed; ogsaa Gavn, Hjælp, Fordeel. Tr. Stift. Dæ va ’inte nꜳen Goe i dæ. Dæ gjær ’inte nꜳen Goe. (Isl. góði, Hjælp, Baade).
go(d)gjerande, adj. godgjørende.
go(d)hꜳtta, adj. godmodig, føielig; ogsaa om En som let lader sig forføre. Tr. Stift.
godig, adj. godhjertet, ædelmodig; ogsaa godtroende, som let kan forurettes. Alm. og sædvanlig med tydeligt d.
Godje, m. det bedste, den bedste Deel. Skal bruges i Indre-Sogn.
Go(d)kynde (Gokjynde), m. godt Sindelag. Guldbr. — gokjynt, adj. godmodig, af godt Sindelag. Mere udbredt.
Go(d)lag, n. et godt Lune. Han va i Golagje. (I Sdm. Godelagje). Ellers Go’lone, Go’lot (aab. o), Gomøle og flere.
go(d)lꜳten, adj. godslig, venlig. Ag. Stift; (Isl. góðlátr).
Go(d)leikje, m. Godhed (Bonitet). Oftere: Go’heit, f.
godlidande (go’liand), adj. hyggelig, tækkelig, som man godt kan lide.
go(d)lyndt, adj. venlig, godmodig, som
