har et godt Sindelag. Tell. Hall. Isl. góðlyndr.
Go(d)menne, n. et sagtmodigt, fremsommeligt Menneske; En som ikke let bliver vred. B. Stift.
Go(d)møle, n. godt Lune. Gbr. Sdm.
Go(d)natt, en Hilsen. „helsa Gonatt til ein“: sende En en Hilsen. (I det Vossiske hedder det: Godag, helsa Godag). Forekommer ogsaa i Fleertal; f. Ex. Eg ha so mange Gonæte(r) te helsa.
Gods (Goss), m. Jordegods.
Godsaug (Gosau), m. et godsligt og godtroende Menneske som let kan forurettes.
go(d)sinna, adj. godhjertet, veltænkende.
godsleg, adj. godslig, venlig; artig, behagelig. Mest alm. gosle; i Tellem. goskleg.
Go(d)snakk, n. venlig Samtale.
godt (aab. o), adv. godt, behageligt; let, bekvemt; heldigt; upaaklageligt.
godtenkt, adj. veltænkende. Tr. Stift.
godtruen, adj. godtroende, troskyldig, som ikke aner noget Svig.
Godver (Govær), n. godt Veir. Goversbolk, m. en Tid med stadigt, godt Veir. Ligesaa Goversdag, Goversmꜳne.
Godvette, n. Skytsaand, god Genius. Nhl. (med tydeligt d). I Helg. Govettro, om Huldren.
Godvid (Go-ve), m. Kjerneved, Malmved. Ørk. og fl. ligesom Adel.
Go(d)vilje, m. Velvillie. — goviljug (og govillig) adj. godvillig. goville(ge), adv. godvilligt, uden Modstand.
godvis (goviis), adj. villig, redebon, tjenstvillig. Tell. Nhl. (Jf. visa, v.).
go(d)voren, adj. godslig, venlig. Undertiden ogsaa: selvgod, indbildsk.
Goe, s. Gode. — Gofar, s. under god.
Gofs, f. Heftighed; voldsom Hurtighed. Sdm. „take til mæ ei Gofs“. Jf. Ofse.
Gogn (aab. o), f. Væverstol. Sogn, Nhl. Ogsaa Vævgogn. (I Yttresogn: Gaun). Isl. vefgögn, pl. n. Jf. Gagn.
gokynt, s. Godkynde. Gol, s. Gul.
Golv, n. 1) Gulv. Alm. (jf. Tile). G. N. golf. fare i Golv’e: komme i Barselseng. liggje n’i Golva: gjøre Barsel, føde. Nordre Berg. — 2) en Afdeling i Kornhersjerne (s. Hæs); Mellemrummet imellem to af Pælene eller Størene i Hesjen, indeholdende omtrent et Læs Korn. Sdm. (hvor Kornhøsten sædvanlig regnes efter „Golv"; f. Ex. femten Golv mæ Bygg).
golva, adj. gulvlagt, forsynet med Gulv.
Golv-ꜳs, m. Gulvbjælke.
Golv-tre, n. de nederste Stykker i en Væverstol.
Gom (oo), m. 1. Gane, Hvælvingen eller den øverste Deel af Munden indvendig. (G. N. gómr). Undertiden ogsaa Tandkjødet, og bruges da i Fleertal (Gomanne).
Gom (oo), m. 2. Fingerspids, den indadvendte Deel af det forreste Fingerled (Modsat Naglerot). Alm. (undtagen i en Deel af Ag. Stift; jf. Gump). G. N. gómr.
Gomenne, s. Godmenne.
Gomor, s. under god.
Gomrøyte, f. et Slags Svaghed eller Ømhed i Mundhvælvingen. Tell.
Gonn (for Gorn), f. (Fl. Ganne, r), Tarm, Rør i Indvoldene. Nordre Berg. Sdm. (Isl. görn, garnir). Jf. Gjenne. Hertil Ganneskav, n. Sliim i Indvoldene.
Gople (aab. o), f. Meduse (et Slags Bløddyr i Havet). Nordre Berg. Ellers Mannæta, Klysa og fl. I Sdm. siges ogsaa Gople om den Sliim som omgiver Frøernes Æg, og tillige om enhver blød og geleagtig Masse.
Gor (aab. o), n. 1) Dynd, Søle, blødt Mudder. Ørk. Hertil Gorbotn, Gormyr og fl. — 2) Mavevælling (Chymus), den halvt fordøiede Føde i Dyrenes Indvolde. Alm. G. N. gor; Sv. gorr; ogsaa i danske Dialekter.
gora (aab. o), v. n. æde idelig, proppe i sig. (Foragteligt).
gorblaut, adj. yderst blød og raa. Helg.
Gorbotn, m. blød og dyndet Grund i Vandet. Helg. Ørk. og fl.
Gorkaggje, Gorpose, m. foragteligt og i Spøg, om Mennesker som spise meget og ellers ikke due til noget.
Gor-kyte, f. og Gorkjim, m. en liden Færskvandsfisk af Karpeslægten (Cyprinus Phoxinus). Ag. Stift.
gorløypa, v. a. (e—te), rive Hul paa Indvoldene. Nordre Berg.
Gormyr, f. en blød Sump, bestaaende af bare Dynd. Tr. Stift, Helg. Sdm.
gor-rꜳ, adj. meget raa eller blød. Hedder ogsaa: gorende rꜳ.
Gorre, m. Dreng, Pog. Romsd.
gorsprengd, adj. revnet i Indvoldene; ellers: forsprængt, ødelagt ved for stor Tvang og Anstrengelse.
Gorvꜳmb, f. den store Mave i de drøvtyggende Dyr.
gosa (aab. o), v. n. lufte, puste. (Sjelden).
Gosa (aab. o), f. Luftstrøm, Pust; især en varm Luftning, f. Ex. fra et Værelse. Mest nordenfjelds. I Ørk. Gꜳ-
