sꜳ. — Jf. gjøsa (gaus) og Isl. gosa, blæse.
Go-sꜳn, s. under god.
goskleg, s. godsleg.
Gosse, m. en stor og før Karl. Sdm. Ørk. og fl. I Ørk. skal det ogsaa betegne en Galt (Orne).
Got (aab. o), n. Fiskeleg, udgydt Rogn. Isl. got. (Jf. gyta).
Gota (aab. o), f. en Vei, Kjørevei. Meget udbredt Ord; B. og Tr. Stift, Tell. og fl. (G. N. gata, acc. götu). Jf. Gata. — Især en Kjørevei med Gjærde paa begge Sider. Søndenfjelds, hvor det hedder Goto (Østerd.) og Gutu.
Gotbora (aab. o), f. Baghul, Udgangsaabning (anus) paa Fiskerne. Jf. Got og gyta. (Gadbor er urigtigt).
gote (nævnt), og goten (gjettet), s. gita.
goten (aab. o), adj. kun i Femin. gota (æ, i), om Fiskerogn: udgydt, eller færdig til Udgydning; altsaa adskilt, opløst.
go-trugjen (Tell.), s. godtruen.
Gov (aab. o), n. Damp, Røg; ogsaa Drev, Fog. Rbg. Af gyve, gauv.
Gova (aab. o), f. Damp, synlige Dunster som opstige fra varme og fugtige Ting. Nordre Berg. og Tr. Stift, Helg. og fl. Hedder ogsaa: Govu (Gbr.), og Gꜳvꜳ (Ørk.). Isl. gufa.
gova, v. n. (a—a), dampe, ryge.
Gove (aab. o), f. Given. Sdm. (sjelden). Kortgove: Uddeling af Kort.
Go-ve, s. Godvid. — Goveer, s. Godver.
goven (aab. o), given. Søndre Berg. Go’vertro, s. Godvette.
grad (gra), adj. 1) avledygtig, ikke gildet. (Modsat gjeld). Alm. G. N. graðr. 2) geil, parrelysten. Sædvanlig om Hankjønnet, dog undertiden ogsaa om Hunkjøn. Om mennesker kun i Spot og i lystig Snak. Heraf Grede.
Gra(d)fe, n. Vædre, Bukke og Oxer som ikke ere gildede. Ogsaa Gra’kryter. Enkeltviis: Grabukk (modsat Gjeldbukk), Gra’ver (ee), Gra’ukse (jf. Gredung). Ligesaa Gragalt, og Gra’hest (Gragamp). Alm. Jf. Rungbukk.
Gram, m. Vandøgle, et Slags Vand-Fiirben, der har været anseet som giftig. Tell.
gram (el. gramm), adj. ærgerlig, fortrydelig, vred. Nordenfj. (G. N. gramr).
gramma, v. a. klage. (Sdm. meget brugl.). gramme se: beklage sig. Han gramma se fyre Far’a (klagede sin Nød for Faderen).
Gran, s. Grꜳn.
Grand, m. en Smule, en meget liden Deel. Nogle Steder neutr. (eit Grand). Isl. grand, n. — Ein Grand mæ Mat: en Smule Mad. I Nordre Berg. siger man ogsaa: Ein Grand mæ Veer (nogenlunde godt Veir). Ein Grand te Mann (en noget anseelig Mand). — Kvar ein Grand (hver Smule). — Eenstydige: Smul, Smitte, Tærer, Dust, Lukk, Syft, Pile og fl.
granda, v. n. rapse, snappe til sig et eller andet, smaakjæle. Nhl.
Grande, m. Banke, Klit; en liden Vold af Sand eller Smaasteen ved Siden af en Elv; undertiden ogsaa om græsbevoxne Sletter langs Elveløbet. B. Stift. Jf. Øyr. G. N. grandi. (Lovene, II, 134).
Grandemark, f. lave græsbevoxne Banker ved en Elv.
grandet, adj. fuldt af tørre Banker.
Grane, pl. f. Læber; s. Gron.
grann, adj. 1) fiin, tynd, smal (om valseformige Ting, f. Ex. Rør, Stænger, Toug, Traad). Alm. og meget brugl. (G. N. grannr). 2) fiin eller høi; om Stemme og Toner. grant Mꜳl: fiin Stemme, Kvindestemme. Modsat grov. 3) nøiagtig, nøieregnende. (Sv. grann). Han æ ikje so grann um dæ: han regner det ikke saa nøie. Paa nogle Steder kan grann ogsaa betyde: stadselig, prægtig.
grannast, v. n. blive tyndere. (Sjelden).
Granne, m. 1) Beboer, Opsidder. Helg. Dæ æ bære ein Granne pꜳ Gar’en: der er kun een Opsidder, der boer kun een Mand paa Gaarden. 2) Grande, Nabo. Alm. (G. N. granni). I Sammensætning deels Granne (-a), deels Grann, f. Ex. Granngaren (Nabogaarden).
Grannelag, n. Selskab af Naboer; ogsaa Naboskab.
Grann-ende(n), m. den smaleste Ende.
Granneskap, m. (n.). Naboskab.
Granneskifte, n. Omskiftning af Naboer, det at man faaer en ny Nabo. Hedder ogsaa Grannebyte.
Grannfolk, n. Nabofolk. Saaledes ogsaa: Grannkꜳna (Nabokone), Granngjenta, Grannpika eller Granntaus (Pige af Nabogaarden), Granngut (Nabodreng). Jf. Grend, Grendabonn.
granngjort, adj. om Redskaber, som ere gjorte af fine og tynde Stykker.
grannhøyrd, adj. som har skarp Hørelse.
grannkvista, adj. som har tynde Kviste.
grannlagd, adj. tynd, smækker.
Grannlegg, m. den smaleste Deel af Skinnebenet ovenfor Anklerne. Jf.
