Smallegg (som bruges mere søndenfjelds).
Grannleikje, m. Tyndhed, Fiinhed.
grannmælt, adj. som har fiin Stemme.
grannspunnen, adj. fiint spunden, tynd.
grannsynt, adj. skarpseende.
grannvaksen, adj. smækker af Væxt.
grannvar, adj. meget forsigtig, ængstelig, omhyggelig for at man ikke skal forsee sig el. gjøre noget upassende; ogsaa bly, undseelig. Sogn, Nhl. Helg. — Samme Begreber udtrykkes ellers ved: varlꜳten (Sogn), hꜳvar (Gbr.), vidvoren (Sdm.), forøven (Kr. Stift), og plent (Søndre Berg.). Jf. blyg, blau(d), skripen, ꜳkꜳr.
grannvoren (aab. o), 1) noget tynd eller fiin; 2) forsigtig, nøieregnende.
grant, adv. nøie, nøiagtigt; ogsaa tydeligt.
Gras, n. Græs; ogsaa Urt, Væxt (om de mindre Planter i Almindelighed). G. N. gras. seta pꜳ Gras: føre i Græsgang. Han bit’ femte Gras’e: den gaaer i sit femte Aar (om Heste).
grasa, v. n. (a—a), luge, rense en Ager for Græs og Ukrud. Tell. (Skulde hellere betegne at samle Græs).
Grasbotn, m. Græsbund, sammenhængende Græsrod eller Grønsvær.
grasbunden, adj. jævnt bevoxet med Græs, dækket med Grønsvær. Tellem. Sdm. og fl.
Grasflekk, m. Græsplet, Grønning. Ogsaa Grasto, Grasbot.
grasgo(d), adj. græsrig (Jord).
Grashopp, m. Græshoppe. Ørk. og fl.
Gras-jor, f. Jord med Hensyn til Græsvæxt. Ei go’ Grasjor: en Gaard, som afgiver meget Hø.
graskjent, adj. græsrig. (Guldalen).
Grasleiga, f. Leie af Græsgang; ogsaa Betalingen derfor.
Graslit (aab. i), m. Græsfarve.
Grasmakk, m. Græsorm; et Slags store Larver, sædvanlig grønfarvede.
Grasmark, f. græsbevoxet Jord.
Grasrot, f. Græsrod.
Grasslag, n. Græsart, Planteart.
Grassmak, m. Smag som af Græs.
Grassvor (oo), m. Grønsvær, Græsbund. (Isl. grassvörðr). Jf. Svor.
grasut (-ette), adj. fuld af Græs; — om Agre: tilvoxet med Ukrud.
Grasvaks, n. Græsvæxt; Jord hvorpaa der voxer Græs. Nordre Berg. Upp um Grasvaks’e: saa høit at Græsvæxten ophører. Ꜳvafyre Grasvaks’e: ovenfor Græssets Vegetationsgrændse.
grasvaksen, adj. bevoxet med Græs.
Grasvokstr, m. 1) Græssets Væxt; 2) det samme som Grasvaks. I Guldbr. Grasvokst.
graup (knuste), s. grupe.
Graut, m. Grød. (G. N. grautr). I Sammensætning mest alm. Grauta, f. Ex. Grautamauk, Grautamjøl (Vand og Meel til at koge Grød af), Grautasuvl, el. -sul (Mælk til Grøden).
Grav, f. en Grav (til Lig). I Sogn Grop (aab. o). I anden Betydning: Græft, Veita, Hola o. fl.
Grav, n. 1) Graven, Skraben; 2) Møie, Slæb (sjelden); 3) Smerter i Indvoldene; ogsaa Nag, Ængstelse. Nogle St. Gravelse, n.
grava, v. a. og n. (græv’; grov; grave), at grave. Inf. ogsaa grꜳvꜳ (Gbr. Ørk.). Supinum ogsaa grive, med aab. i (Sdm. og fl.), græve (Ndm. Ørk.). — Betydning: 1) grave, hakke; skufse tilside. Undertiden ogsaa: begrave, som dog oftest hedder: „grave ned“. — 2) udgrave, stikke (i Steen eller Metal); jf. Gravst. — 3) nage, ængste, forurolige. Dæ græv meg: det nager mig. Ogsaa om Smerter i Indvoldene. Heraf Grav, n. og Gravelse. — 4) skrabe, rage tilsammen, sanke. grava ihop, grava ꜳt seg. Ogsaa søge omhyggelig, udforske, udfritte (v. n.). Dei græv’ ꜳ leita. Han grov ꜳ spurde ette alle Ting. — 5) v. n. slæbe, arbeide, gjøre sig Flid. Han græv’e mæ dæ same (han slaaer sig igjennem nu som før). „Dæ aula ꜳ græv’e“: egentl. man kryber og graver; d. e. man befinder sig saa taaleligt, Folk ere oppe og arbeide som sædvanligt. (Sdm. meget brugeligt). S. gravast. — 6) skrige som en Krage (stundom ogsaa om Ravnens Stemme). Dar sat tvo Krꜳke ꜳ grov, dan eina høgt ꜳ hi høgre (B. Stift). — Talemaader. grava seg heim: slæbe sig hjem, komme hjem (især langsomt og med Møie). grava seg unda: forsøge at komme bort. grava attyve: tilkaste, tildække. grava i seg (grave ’ti se): mætte sig, forsyne sig. grava ne(d): nedgrave; begrave. grava til (te): lægge sig noget til, forsyne sig med adskillige Ting.
Gravar, m. en Graver; ogsaa en flittig, udholdende Arbeider.
gravast, v. n. (grævst; grovst), i Talemaader som følgende: „Dæ grævst av:“ det gaaer an, man slæber sig igjennem; s. grava, 5. „Dæ grævst ein Dag um Senn:“ Tiden skrider, der gaaer en Dag efter den anden. (Et Udtryk af
