Resignation og rolig Betragtning af Fremtiden). Nordre Berg.
graven, adj. arbeidsom, flittig. Nhl. og fl. Herfra adskilles partic. graven: bearbeidet ved Gravning; ogsaa begraven (som ellers oftere hedder nedgraven og nedsett). I Sdm. Ndm. og Ørk. hedder Participiet: grivin (aab. i), ogs. greven og græven.
gravfesta, v. a. kaste Jord paa; ogsaa holde Ligtale over. — Gravfesting, f. el. Gravfestelse, n. a) Jordpaakastelse; b) Ligtale.
Graving, f. 1) Gravning; 2) Slæb, Arbeide; 3) Nag, Ærgrelse; ogsaa Smerter i Legemet, som ligne en Skraben eller Rivning. Nogle St. Gravelse, n.
Gravst, m. Gravering, stukne Sirater i Metal. Tell. og fl.
Gravstad, m. Gravsted.
Gravstein, Mindesteen paa en Grav.
Grav-øl, n. Gjæstebud i Anledning af en Begravelse. Jf. Erve og Likfær.
grꜳ, adj. graa. — En Hest af denne Farve kaldes: Grꜳ’en; en Hoppe derimod Grꜳa.
grꜳa, v. n. (a—a, og r—dde), 1) see graaligt ud. Dæ grꜳr pꜳ dæ: det seer graat ud. Tr. Stift. 2) blæse, kule (saa at Vandladen bliver graa). S. Grꜳe.
Grꜳ-aur, m. Gruusjord med en graa Farve som Leer.
Grꜳbein, m. et Navn paa Ulven.
grꜳblakk, adj. bleggraa
Grꜳbu, f. Bynke (Artemisia vulgaris). Ørk. Jf. Burot.
Grꜳdyr, n. Reensdyr. Sdm. og fl.
Grꜳe, m. 1) en graa Plet; 2) en magelig Bør; Vind som kruser Vandfladen (saa at den bliver graa). Meget brugl. i B. og Tr. Stift.
grꜳflekkut, adj. graaplettet.
Grꜳgꜳs, f. (Fl. -gjæs’er), Vildgaas.
grꜳhært, adj. graahaaret.
grꜳ-imet, adj. graaskimlet, som har Striber af en graa eller blandet Farve. Sdm.
grꜳkaldt, adj. n. koldt med skyet Luft.
grꜳklædd, adj. klædt i Graat.
Grꜳl, m. Graadighed, stærk Appetit. Hedder oftere Matgrꜳl.
grꜳlig, adj. graadig. B. og Tr. Stift.
Grꜳlysing, f. Daggry, den allerførste Lysning af Dagen. Mest i Ag. Stift.
Grꜳmꜳse, m. en Art store graa Maager ved Havkysten.
Grꜳn, f. (Fl. Græn’er), Gran (Træ). Formen Graan er herskende i alle Fjeldbygder søndenfjelds (Fllert. Græn’ar, Græn’a); derimod Gran (Fl. Grane) i Tr. Stift, og ligesaa i B. Stift, hvor dog Tingen er næsten ubekjendt. I Vald. Grøn (som forudsætter Gron, med aab. o). Hertil: Grꜳnbar, n. Grankviste. Grꜳnholt, n. en liden Granskov. Grꜳnkvo’u, f. fiin Harpix af Gran. Grꜳnlegg, el. Grꜳnkjepp, m. Granstamme. Grꜳnskat, n. Grantoppe. Grꜳnskog, m. Granskov.
grꜳna (grꜳnna), v. n. (a—a), 1) graane, blive graa. 2) lysne, grye af Dagen (da nemlig Luften bliver graa). Dæ grꜳna i Glas’e: det lysner i Vinduet. Jf. Grꜳlysing. 3) falme, tabe sig, forsvinde; om Venskab eller Fornøielse. Tr. Stift. Dæ grꜳna mæ dæm: det er forbi med deres Venskab.
Grꜳning, f. Daggry, Dagbrækning.
grꜳrikket, adj. graaflammet, tegnet med graae Tværstriber (f. Ex. om Katte). Nordre Berg.
grꜳsidet (grꜳsi’utte), graa paa Siderne.
Grꜳsnigjel, m. en Art graae Snegle (Limax cinereus).
Grꜳstein, m. den almindeligste graae og haarde Steenart.
Grꜳt, m. Graad.
grꜳta, v. n. (græt’; gret [ee]; grꜳte), at græde. Sv. gråta; G. N. gráta. Supinum hedder ogsaa grite (aab. i) eller grete. Nordre Berg. — grꜳte seg mett’: græde ud (saa at man ikke længere føler Trang dertil). Ho heve grite se turr’e (Sdm.): hun har grædt saa længe, at hun ikke mere har Taarer. Jf. grøta, grøteleg, utgrꜳten.
grꜳtande, adj. 1) grædende; 2) til at græde for. D’æ ikje grꜳtande fyre slikt: saadant er ikke at græde for.
Grꜳtar, m. Menneske som let græder.
grꜳten, adj. som let kommer i Graad.
grꜳttfærug, adj. grædefærdig.
Grꜳtmꜳl, n. Stemme som bæver af Graad; Grædestemme.
grꜳtmild, adj. grædenem. Shl. og fl.
Grꜳ-trast, m. den almindelige graae Drossel (Turdus pilaris).
grꜳtsnakka, v. n. tale med en Stemme som bæver af Graad. Sdm.
Grꜳtte (i en Mølle), s. Grøtte.
grꜳvoren, adj. graaagtig.
Grede (aab. e), f. Geilhed, Kaadhed (af grad). Nordre Berg. Flere St. Gree.
Gre(d)ung, m. en Tyr, ugildet Oxe. Guldbr. (i Formen: Gre’ung, og Grung); Ørk. (i Formen: Griung og Gring). G. N. gridungr. Jf.
