Gripe). Ørk. (G. N. greip). 2) den hele indvendige Haandflade (s. Love). Ørk. Ogsaa Forstykket i Vanter.
greipa, v. n. famle, gribe efter noget. Mest i Spøg.
greiska, v. n. holde et Foredrag, forklare noget med Vidtløftighed. Sdm.
Greitla, s. Greidsla.
Greive, m. Greve. Nogle St. Grøyve.
grem (græm), adj. grim, hæslig. Jæd.
gremma (eg), ængste sig, bære lønlig Sorg eller Harme. Heraf Gremmelse, n.
gremmeleg, adv. frygtelig. F. Ex. Dæ va so gremmele kaldt. Tell.
Grend, f. Nabolag, Naboskab. Alm. (G. N. grend). I Tell. ogsaa et Bygdelag, en Række af Gaarde. Hertil høre adskillige Bygdenavne som ende med „Grænn’i“ (efter Udtalen i dette Distrikt).
Grendafolk, n. Folk som ere fra samme Gaard eller Bygd; Naboer. Ligesaa Grendabonn (Børn af Nabolaget), Grendagutanne, og fl. S. Granne.
Grendahat, n. had imellem Naboer.
Grendalag, n. Selskab af Nabofolk; ogsaa Naboskab, Nabolag.
grendhævd, adj. som passer eller kan have Sted i et Nabolag. Sogn. Dei æ ikje grændhævde ɔ: de kunne ikke taales i Naboskabet (især om Kreature som ofte gjøre Skade).
grendt, bygget, beboet. Kun i Sammensætning: tettgrendt, tunngrendt, vidgrendt.
Grensa, f. 1) Grændse (sjelden); 2) Egn, Landskab, Distrikt. Næsten alm. Mest i Fleertal. Han æ ikje komen pꜳ disse Grensunne (i denne Egn).
grenska (grænske), v. n. granske, forske. B. Stift.
Grep, s. Grip. — Grepe, s. Gripe.
gresen, adj. grov, utæt, fuld af aabne Mellemrum; om Tøi, Kurve og deslige. Meget udbredt Ord. I B. Stift ogsaa grisen (aab. i). Isl. grisinn. Jf. glesen og gisen.
gresgrendt, adj. tyndt bebygget. Østerd.
gresk, adj. prægtig, ypperlig. Rbg. Gbr. Jf. gripa, dusteleg, staut.
grestent, adj. hvis Tænder staae utæt eller adskilte ved store Mellemrum. Sogn og fl. Jf. romtent.
gret (græd); s. grꜳta.
Grett, m. 1) Ærgerlighed, ondt Lune; 2) en vranten Person.
grettast, v. n. blive vranten. (Sjelden).
gretten, adj. vranten, ærgerlig; lidt stødt eller misfornøiet. Maaskee alm. (Isl. grettinn, barsk).
Greung, s. Gredung. — greve, s. grava.
griau, s. griddig.
gribben, adj. grovladen, med grove og skarpe Ansigtstræk. Nordre Berg.
Gridd, f. Flittighed; at man er tidlig paafærde. Ved Trondhjem (sjelden). Jf. Isl. gríd (Heftighed).
griddig, adj. meget flittig, som arbeider baade seent og tidlig; undertiden ogsaa: gjerrig. Sdm. (sjelden). I lignende Betydning bruges: griug (paa Oplandene) og griau (i Tr. Stift). griug siges især om den som er tidlig oppe. Jf. girug.
grilla, v. n. om Indfald og Indbildninger, som drive En til noget. Eg veit ikje kva som grilla i han.
Grilla (ii), f. Grille, daarlig Indbildning. Mest i Fleertal om Anfald af Sindssvaghed eller fixe Ideer.
Grillut, adj. som har underlige Nykker eller fixe Ideer. (Sjelden).
Grima, f. 1) Plet eller Streg, især i Ansigtet. (Sjelden, s. grimut). Isl. gríma, Maske. 2) Lap, Flik paa Overlæderet i Sko og Støvler. B. Stift. 3) Grime, Baand omkring Hovedet paa en Hest; forskjelligt fra Bidsel. 4) en Tømmerflaade. Ag. Stift. (Timbergrime).
grima, v. a. (a—a), lappe Sko eller Støvler ved at sætte nye Stykker paa Overlæderet.
grimut, adj. stribet eller plettet, især af Smuds i Ansigtet. Tell. og fl.
Grin (ii), m. 1) et Griin, en barsk og suur Mine; — 2) en vranten og suurseende Person; En som let bliver vred; — 3) et ublidt Veir, uveirsvanger Luft.
grina, v. n. (grin’; grein; grine, aab. i), grine, fordreie Ansigtet, slaae Rynker paa Næsen. Han grein ꜳt di (gjorde sure Miner dertil). Han grin ikje fyre dæ (det anfægter ham ikke. Paa nogle Steder i Kr. Stift siges grine ogsaa om en utidig Latter (ligesom i Dansk). Jf. grænja.
grinall, adj. 1) barsk, suursende. B. Stift. 2) om Veiret: ublid, ubehagelig. Han va so grinalle mæ Vera. Søndmør.
Grind, f. (Fl. Grinda, r), 1) Ramme; Skelet, Underbygning som beklædes eller udfyldes med noget andet. Saaledes: Snøregrind, Skjꜳgrind; Ljoregrind, Lødegrind (Stolpeværk), Beingrind (Beenrad). — 2) et Led i et Gjærde: Lukke for en Aabning eller Dør, dannet af smale Fjele (s. Rim). som sammenfattes i et Par tykkere
