paa Arrighed og Ondskab. — De mindre Frøer hedde: Frosk, Lopp, Lappe.
gro, v. n. (r—dde), 1) groe, spire, komme op (om Græs). Kornet siges derimod at groe, naar det spirer i Utide og derved fordærves, hvilket ofte skeer om Høsten naar Fugtighed og Mangel paa Tørring indtræffer. Jf. ꜳla. 2) voxe, voxe til, groe sammen. gro atte: voxe sammen, blive heelt. gro ihop: groe sammen, om de adsplittede Dele i et Saar. 3) læges, blive heel og frisk; om saarede Lemmer. Heraf grøde; jf. Gror. Præsens hedder nogle Steder grør (Sdm. og fl.). G. N. grœr.
Gro-blad (Grorabla’, Grorablokke), en Urt bekjendt af dens lægende Kræfter; Veibred (Plantago major). Ogsaa Lækjebla(d).
grodd, adj. tilgroet, lægt.
groen, adj. 1) tilvoxen, groet. Sjeldnere end grodd. 2) i Femin. groa, om Køer som ikke kunne kalve formedelst en usædvanlig Sammensnærpelse i Moderskeden. 3) spiret, om Korn som er bedærvet ved at spire i Utide. groe Konn.
Grofs, f. en Kluippehule, Grav, Hulning med bratte Sider. Nordre Berg.
Gro-hold, n. Kjød, med Hensyn til dets Bekvemhed til at læges efter en Beskadigelse. „Han heve eit godt Grohold“, siges om En hvis Saar læges hurtigt. I Ag. Stift hedder det oftere: Grokjøt.
Groing, f. Groen; Spiren i Korn.
Gro-kjøt, n. s. Grohold. Gron (oo), n. Deig o. s. v. — s. Grjon.
Gron (aab. o), f. Mule. Læber paa Dyr. Sogn, Voss. I Sdm. kun i Fleertal: Grane; f. Ex. om Katten: Han sleikje Graninne. Isl. grön, pl. granir.
grop, adj. s. grov.
Grop (oo), f. en liden Hule eller Fordybning i Jorden. Helg. Guldalen. Østd. I Østerdalen har det Fleertal: Grøp’er. I Gbr. hedder det Gropo, f. — Sv. grop.
Grop (aab. o), n. Udhuling, Udgravning; især Vandets i Elvene. Jf. Telegrop. — I „Groprom“ forudsættes Betydningen: Knusning, Grutning. S. grupa.
gropa (aab. o), v. a. (a—a), 1) udgrave, udhule Grunden; om Vandet i Elvene. B. Stift. Jf. aura, øyra. 2) false, udskjære en Ramme. Tell. og fl. See grøypa.
gropen (aab. o), grovt malet, knust; s. grupe.
Gropo (oo), f. Huulning, Rende; see Grop, f.
Groprom, n. i en Kværn: det indre og mere aabne Mellemrum, hvori Kornet kun bliver knust. Nordre Berg. og fl. Jf. Grop, n. grupe, grypja.
Gropsꜳld, n. (vel egentl. Gruttesold); et meget snaksomt og derhos ubetænksomt Menneske. Sdm. Ogsaa Grophol, n.
groput (oo)e, adj. fuld af Huller eller Huulninger. Guldalen og fl. (gropꜳt).
Gror (oo), m. 1) Væxt, Fremspiren; især Græssets. Nogle faa St. Gro, istedetfor Grodr; jf. Grøde. G. N. gróðr 2) Groen, Tilvoxen; naar Kjødet i et Saar bliver friskt, og den nye Hud begynder at danne sig. Jf. Grohold. 3) Bundvæxter, Vandplanter. Gror i Sjøen. Sjøgror, Vassgror. 4) nyvoxet Græs, Vaargræs. sleppe Hesten pꜳ Groren. Ku’a tol’ ikje Groren. 5) Spirer paa Korn (om Høsten); ogsaa abstrakt om Kornets Spiren i Utide og deraf følgende Fordærvelse. Konn’e fekk Skade ’ta’ Gror.
Grorblokke (Grorablokke), f. Veibred. (S. Groblad). Isl. grœðiblaka.
Grorsykja, f. Diarrhee, som Køerne faae, naar de første Gang fylde sig med nyvoxet Græs.
Gror-ver (el. vær), n. Veir som er gunstigt for Græssets Væxt. I Sdm. Grolsjaveer (for Groslavedr?).
Grot (Steen), s. Grjot.
Grov (oo), f. (Fl. Grøv’e), Bæk, Vandstrøm. Nordre Berg. Sdm. Ndm. (meget brugl.). Grova-baren, Bredden ved en Bæk. Ei Grovasikle: en liden rislende Bæk.
Grov (aab. o), f. 1) en udgravet Hule i Jorden, en liden Kjælder. Sdm. Tell. og fl. 2) en Grav. Sogn Voss. (Isl. gröf). 3) en Sænkning eller Huulning paa Marken. Ørk. Ellers Dokk, Dæld, Hola.
grov (aab. o), adj. grov, ikke fiin. (Modsat: grann). grovt Maal: dyb Stemme, Basstemme. grove Ting: noget stort og frygteligt. Paa nogle Steder har Ordet lukt o (oo); i Sogn hedder Komparativ: grøvre. I nordre Trondhjems Amt gaaer det over til grop (oo).
groveleg (e), adv. svært, uhyre meget.
grovhært, adj. stivhaaret, børstet.
Grovleikje, m. Grovhed, Tykkelse.
grovleitt, adj. grovladen, som har gove Ansigtstræk. Kr. Stift.
grovlødd, adj. graadig. slugende. Ørk.
