grovmælt, adj. grov i Mælet; som har dyb Stemme, Basstemme.
grovna, v. n. blive grovere.
grovspøkjen, adj. uforsigtig i Spøg, som driver Spøgen altfor vidt. Undertiden ogsaa om Begivenheder. „Dæ va grovspøkje“: det var farligt, eller forfærdeligt.
grovstilt, adj. om Bøger med stor og grov Skrift.
grovt, adv. grovt; frygteligt; overmaade, overordentlig (ligesom fælt).
Gru, f. noget rædsomt (= Rygd, Fælsn).
grua, v. n. grue, frygte; s. gruva.
Grue, f. s. Gruva.
Grugg, n. Bærme, Grums, Bundfald. Meget udbredt. I Sdm. Krugg. (Isl. grugg). Jf. Grut, Gurm, Korg, Kur, Aur.
gruggast, v. n. blive grumset.
gruggjen, adj. grumset.
grum, adj. kostelig, fortræffelig; ogsaa prægtig, stadselig. B. og Ag. Stift.
Grumheit, f. Herlighed; Stads, Pragt.
grumt, adv. ypperligt; ogsaa: meget; f. Ex. Dæ va ikje grumt længje.
grunda, v. n. (a—a), grunde, pønse, tænke idelig paa noget. Heraf Grunding, f.
grundig, adj. grundig. (Ikke med nn).
Grung, Tyr; s. Gredung.
Grunk, m. Ymten, Snak, Formodning. Eg ha haurt ein Grunk um da. Sogn.
Grunn, m. Grund; Bund. Er undertiden neutr. især i Betydn. af Bund i Vandet. Jf. Isl. grunnr, m. og grunn, n.
grunn, adj. grund, ikke dyb. Nogle St. grynn (Sdm. og fl.). G. N. grunnr. — grunt Vatn. grunn Mark (hvor der er liden Muldjord). Heraf grynnast.
grunna, v. n. (a—a), lægge Grund; især i Maling: grunde, male første Gang.
Grunn-eigar, m. Grundeier.
grunnfast, adj. grundfast, rodfast.
Grunnfisk, m. Fiskearter som altid opholde sig paa Bunden i det Dybe.
Grunnlag, n. Grundlag, Underlag.
Grunnleikje, m. liden Dybde.
grunnlendt, adj. om Jord, som ikke er dyb. Modsat djuplendt.
Grunnmꜳl, n. 1) Dybdemaal; 2) en vis Afstand fra Bunden, hvori Loddet paa et Fiskesnøre skal holdes.
Grun(n)nꜳl, f. s. Tangnꜳl.
grunnrik, adj. grundrig, meget rig.
grunnsjøa, adj. udybt, hvor Bunden ligger nær Vandfladen.
Grunn-slo, f. = Grunnmꜳl (2). Sdm.
grunnstød, adj. sikker, grundfast.
Grunnstøyt, m. Undersø, Søgang i det Dybe, stærk Bevægelse i Vandet, efterat en Storm er forbigaaen. B. Stift.
Grunnung, m. en Art Torsk som opholder sig paa Bankerne og er rødagtig af Farve. Jæd. I Sdm. Taretosk. (Isl. grunnungr, Torsk).
Grunnvokstr, m. Bundplanter (Koraller, Zoophyter).
grunt, adv. nær ved Vandfladen, paa høi Grund eller Banker.
grupe (el. grjupe), v. a. (gryp; graup; grope, aab. o), grutte, knuse, male grovt. Rbg. Ellers: grypja, grøypa; skræe. I de afledede Ord (Grop, gropa, grøypa) forudsættes ogsaa Betydningen: udgrave eller udhule.
Grus, n. Gruus. Jf. Aur.
gruseleg, adj. forfærdelig. Jf. grysja.
grust, adv. uhyre, overmaade.
Grut (uu), n. Bærme, Grums. Kr. Stift, Hard. og fl. (Isl. grútr).
gruten, adj. uklar, grumset. Hard.
Grutt (Aabning), s. Glytt.
grutut, adj. grumset, fuld af Bærme.
gruva, v. n. og a. (a—a), 1) lude, bukke, bøie sig forover. grua sæg. Shl. Jæd. (Isl. grúfa). 2) grue, frygte. I Helg. gruve, men ellers almindeligst grue (grua), hvoraf Gru, f. (Sv. grufva sig).
Gruva (Grue), f. 1) Grube. Søndenfjelds. (Sv. grufva). 2) Ildsted, Arne, Skorsteen, eller det hele Muurværk som omfatter Ildstedet i et Huus. B. og Tr. Stift; ogsaa tildeels søndenfjelds. Jf. Ꜳre og Omn. I danske Dial. Grue; i svenske grufva.
Gruve (f.), kun i Forbindelsen: ꜳ Gruve ɔ: forover, nedvendt, med Brystet ned ad. Han lꜳg ꜳ Gruve (Buskr.). Han for fram ꜳ Grue (Sogn), eller: i Gruꜳ (Nhl.). G. N. á grúfu. Ellers: ꜳ Rame, ꜳ Haude.
Gruvehynna, f. Hjørnet af Arnen.
gruveleg, adj. gruelig.
Gruvestein, m. den forreste Steen eller Muur foran Ildstedet.
gruvsam, adj. frygtsom, bange. Trondhjems Stift.
gryla, v. n. (e—te), grynte; brumme; ogsaa brøle, give en hæslig langtrukken Lyd. Meget brugl. i B. Stift; ogs. i Tell. I Sdm. ryle (Jf. skryla).
Gryling, f. Brummen, Brøl.
grynast, v. n. blive kornet. (Sjelden).
grynen, adj. kornet, haglformig.
grynn, adj. s. grunn.
Grynna, f. Grunding, Banke, høitliggende Flade i Vandet.
