grynna, v. n. (e—te), gaae lige til Grunden, vade møisomt i Snee eller Dynd. Dei gjekk dar ꜳ grynte. Berg. Stift.
grynnast, v. n. (est—test), blive grundere, blive mindre dybt. (Isl. grynna).
Grynne, n. 1) Grund (sjelden); — 2) Grundsiden; den nederste Deel af et Garn eller Vod.
Grynnskot, n. det tilsyede Toug paa Grundkanten af et Garn.
gryp (yy), s. grupe.
gryp (aab. y), s. grypja.
grypja, v. a. (gryp’; grypte), grutte, skraae, knuse (Korn); hakke grovt eller kun løseligt. Vestenfjelds. Ellers: grupe, grøypa; jf. gropa.
grypt (gryft’e), gruttet, knust, grovhakket.
grysja, v. n. (pr. grys’, aab. y), gyse, føle en Gysen. Buskr. og fl. S. rysja.
gryta, v. a. (e—te), slænge, kaste (vel eg. tilkaste med Steen, Grjot). Han heldt pꜳ grytte ꜳ kasta (B. Stift).
Gryta, f. Gryde. Ansees som afledet af Grjot.
Grytebenk, m. Bænk i Nærheden af Ildstedet, hvorpaa Gryder opsættes.
grytte, aabne Døren, s. glytta.
Græft, f. Grøst, Grav. Søndenfjelds.
Græla, f. jævn og vedvarende Blæst. Shl. (Jf. Grꜳe). I Sdm. Græle: en svag Blæst eller Bør. I Hard. Vind med Regn.
Græma (Græmma), f. tynde, adspredte Skyer. Sogn.
græmme, s. gremma.
Græn (n.?), Hule, Skjul for Ræve og andre Dyr. Skal bruges i Gbr. (Isl. gren).
Grænar, pl. s. Grꜳn.
Grænd, s. Grend.
grænja, v. n. (a—a), fnise, grine, lee haanlig eller i Utide. Hard. og flere. Maaskee af Gron (Grane), ligesom myla af Mule.
Grænja, f. Sengedækken af en egen Vævning; et Slags flossede Aaklæder. Hard. — I Sdm. Grænje, om tyndt og meget grovt Tøi.
grænske, s. grenska.
græt, s. grꜳta. — græv’, s. grava.
Græv, n. 1) Hakke, Redskab til at grave med. Alm. (G. N. græf). 2) Hager paa Hestesko. 3) en ringe, daarlig Ting (ligesom Skrap, Brot og fl.).
Grævsko, m. Jernsko med Hager. Hertil: grævskodd, adj. skarpskoet.
Grø, pl. s. Gro. — grø, v. s. grøde.
grøde (grøa), v. a. (e—de), læge, helbrede (et Saar). G. N. grœða. Dæ bꜳde dræg ꜳ grøde: det trækker Materie og læger tillige. — grødande, som kan læges.
Grøde (Grøe), n. Afgrøde af Jorden.
Grøding, f. Lægedom, Helbredelse (see Gror).
Grøn, f. s. Grꜳn.
Grøn, n. Kornvarer; Deig; s. Grjon. Hertil: Grønemne, Grønklump, Grønknøde, Grønløyse og fl.
grøn, adj. grøn; ogsaa umoden (om Frugt). gjere seg grøn’e: gjøre sig til, plukke, blive trodig. Nordre Berg.
grøna, v. n. see grønt ud, vise sig i en grønagtig Farve. Dæ grøna pꜳ Sjøen: Søen seer grøn ud. Tr. Stift.
Grøn-ꜳr, n. Misvæxtaar, et Aar da Kornet ikke bliver modent.
Grøn-eine, m. friske Enebærkviste.
Grønhavre, m. umoden Havre. Nogle St. Grønehævre, f.
grønkast, v. n. grønnes, blive grøn. Nogle St. grønka. (G. N. grœnka).
grønklædd, adj. klædt i Grønt.
grønlita (aab. i) adj. grønfarvet.
grønmꜳla, adj. grønmalet.
grønrosa, adj. tegnet med grønne Figurer.
grønsalta, adj. om Kjød, som lægges i Lage og ikke tørres.
Grønska, f. 1) noget grønt, og grøn Plet. (Sjelden). 2) grøn Tang eller Mos i Vandet. Tr. Stift, Sdm. o. fl.
Grønvare, s. Grjonvarer.
grønvoren, adj. grønagtig.
grøpe, s. grøypa. — Grøper, s. Grop.
grør, s. gro. — grøs, s. grysja.
Grøt, n. Steen; s. Grjot.
grøta, v. a. (e—te), faae til at græde, bringe i Graad. grøta eit Badn: ængste eller true et Barn, saa at det græder. Alm. G. N. grœta. (Jf. kløkkja).
grøteleg, adj. begrædelig, bedrøvelig. Ogsaa: adv. rædsomt. B. og Tr. Stift.
grøtta, v. a. (a—a), 1) rette paa Axelringen i en Mølle. grøtte Kvenn’a 2) slæbe, arbeide meget. Sdm. og fl.
Grøtte, m. Axelring, Træstykke som udfylder Øiet paa en Kværn eller paa en Slibesteen og saaledes omgiver sammes Axel for at hindre fra Sammenstød med Stenen. Hedder ogs. Grꜳtte (Ørk.), og Grautte (Indr.). Jf. G. N. grotta, Mølle.
Grøv(er), s. Grov.
grøypa, v. a. (e—te), 1) false, udskjære, gjøre en Skure som skal omfatte Kanten af en Fjel eller Skive; f. Ex. i en Ramme, en Dørkarm, et Laag. Berg. og Tr. Stift, Gbr. og fl. Derimod
