gropa i Tell. og fl. G. N. gröypa. — 2) grutte, skraae Korn (Malt). Mandal, Tell. Ellers grypja, grupe. — 3) blande, sammenkaste, især forskjellige Sorter af Uld. Sogn. Ligesaa i Østerd. grøpe, om at sammenkarde Uld.
Grøyping, f. Fals, Skure til at indfatte en Kant; s. forrige.
Grøyvl, m. Hvirvel i Vandet, Skvulp, som naar noget plumper ned. Sdm.
Gubbe, m. Karl, Mand. Øst. Hedm. og fl. Ellers mest i Spøg og tildeels om fabelagtige Væsener (Tuftegubbe, Fjeregubbe).
Gud, m. her som i de beslægtede Sprog altid uden Artikel, undtagen naar der tales om hedenske Guder. „Guds Frid“! Hilsen ved Indtrædelsen i et Huus. B. Stift og fl. (Oftest med Udtalen Guss Fre). „Guds Løn“, en Maade at takke paa. Sdm. og fl.
Guddotter, f. Guddatter. Derimod: Gudssꜳn (Gudsøn); Gudsfar (Gudfader, Fadder), og Gullmor (Gudmoder).
gudskapt, i Talemaaden „kvar gudskapte Dag“: hver eneste Dag.
Guds-Lꜳn, almindeligst (ligesom i Danmark) om Næring eller Fødemidler. I Helgeland kun om Korn og den deraf tillavede Mad (ligesom Grjon). Guds-Or(d), Læsning eller Tale af gudeligt Indhold. Oftest i Fleertal (Gudsor’a).
Gufs, f. Vindpust, Luftstrøm (især kold). Ag. Stift. Jf. Gosa.
gufse, v. n. puste, blæse. Jf. gusta.
Gul (aab. u), f. Blæst, Luftning. Søndre Berg. I Sdm. Kul (aab. u). Isl. gola. (Jf. Havgul).
gul’ (aab. u), adj. gul. I Ørk. gaul.
gula (aab. u), v. n. 1. see gulagtigt ud. Dæ gula’ pꜳ dæ. Tr. Stift. I Ørk. gaula.
gula (aab. u), v. n. 2. blæse lidt, lufte. Søndre Berg. Paa Jæd. gaula. (Isl. gola).
gulblakk, adj. gulbleg, hvidgul; om Heste. Vestenfjelds. Ellers borkut.
Gulhꜳr, n. plur. et Par Sener som ligge langs med Rygraden udvendig.
gulka, v. n. (a—a), gylpe, kløge, trække op fra Maven. B. og Tr. Stift, Tell.
Gull, n. Guld. I Tr. Stift findes det ofte som Plantenavn; saaledes Prestgull, Stymorgull, Barbrogull.
Gullboste, m. Løvetand (Plante). Tell. Indr. (Jf. Fivel).
Gullbrand, m. et Navn paa den fjerde Finger. (Ag. Stift). Nogle St. Ildebrand. I Sdm. Tingling.
Gullhauk, m. = Gullboste. Ndm.
Gul(l)lekkja, f. Guldkjæde.
Gullmor, f. Gudmoder. Meget udbredt. Jf. Guddotter.
gullslegjen, adj. guldbeslagen.
Gullsmid, (-sme’), m. 1) Guldsmed; 2) Guldbille, et Insekt, bekjendt af dets smukke Farve. (Chrysomela).
gulna, v. n. blive gul.
Gulskur, m. Gulspurv. Sogn, Ørk.
Gulskurve(r), pl. f. et Slags Udslæt paa Hovedet. Hertil gulskurvut, adj. I Vald. fleinskurvut.
Gulsoleie, f. Navn paa flere Slags gule Blomster, især Kabbeleie (Caltha palustris) og Eng-Ranunkel.
Gulspetta, f. Træpikker, Hakkespæt (Picus viridis). Hard. Tell. og fl.
Gulsporv, m. Gulspurv, Verling.
Gultining (aab. i), m. Hasselnød, af den bedste Sort med gulbrun Farve. B. Stift.
Gulve(d), m. s. Trollhegg.
Gumma, f. Bedstemoder. Nhl. og flere. Ellers Gummer, Gummor, Gomo (Godmor); s. god.
Gumme, m. et Slags rødkogt og sød Ost, tillavet af færsk Mælk. Kr. Stift, Hard. Ørk. og fl. En lignende Ost kaldes i Østerd. Gubbost. Ellers: Rauddravle, Mylsa, Søst, Hagletta.
Gump, m. en kjødfuld Deel af Legemet; undertiden: Fingerspids (= Gom). Søndenfjelds.
Gurm, n. Grums, Mudder, Værme. Vald. Gbr. Jf. Gyrme.
gurme, v. n. æde, tygge idelig. Sdm.
gurmen, ad.. grumset muddret.
gurmet, adj. muddret. (Buskerud).
Gurp, m. Ræben (især af Sygdom).
gurpa, v. n. (a—a), ræbe. Nordre B. Gbr. Ørk. og fl. Ellers garpa (Shl. Tell.), ropa og rꜳpa.
guse (aab. u), v. n. i Talemaaden „Han gusa ꜳ kvide mot di“: han krymper sig for det, har ikke Mod dertil. Sdm.
Gust, f. 1) Vindpust, Luftstrømning. B. og Tr. Stift. (Isl. gustr, m.). 2) en Hudsygdom, som ogsaa kaldes Alvgust (ɔ: Alfeblæst). gusta, v. n. (a—a), blæse lidt, lufte, puste. (G. N. gusta).
gusten, (og gustꜳt), adj. vindig, ikke ganske stille i Luften. Tr. Stift.
Gut (uu), m. Dreng, Drengebarn; ogsaa i Almindelighed en ung og ugift Mandsperson. Alm. og meget brugeligt; synes at være eget for det norske Sprog. I
