H.
ha, for hava og havde; s. hava.
ha, el. a, ɔ: hende; s. henne.
ha, ɔ: hvad? (Nhl. Hall. Helg.); s. kva.
Hadde (Hank); s. Hodda.
hadla, betydelig, meget; s. harle.
Ha(d)na, f. en ung Gjed, som ikke endnu har havt Kid. Ordet hedder Hana el. Hane (i Helg. og Tr. Stift), Haine (Sdm. Sfj.), Haune (Romsd.), Hꜳna (Sogn). G. N. haðna (et af Gjedens Navne i Skalda). Isl. hauðna.
Ha(d)nekid, n. Gjedekid (modsat Bukkekid). I Tr. Stift: Hanekje’; i Sdm. Hainekid.
Hafelle, f. et Gjærde. Guldbr. Østerd. (om Gjærder i Almindl.), Hedemarken, Vardal (især om et GJærde af Træer eller lange Træstammer, som ere fæstede ved Gjærdepælene saaledes at de adskilles fra hinanden ved et lidet Mellemrum. Kunde forklares som Havfella (af hevja, hav-de) ligesom det Mandalske „Hav“ (Gjærde); men ligner dog meget det G. N. hagfellugarðr (Lovene II, 122). S. fella.
hafelle, v. n. anlægge eller istandsætte et Gjærde. Gbr. I Ørk. felle.
hag, adj. flink, behændig, nem til kunstige Arbeider. Shl. Tell. Indr. Helg. G. N. hagr.
haga, v. a. læmpe, indrette, ordne. Hard. i Talemaaden „haga ꜳ laga“. Isl. haga.
Hagegar(d), m. 1) Havegjærde; 2) et Gjærde imellem to Gaardes Udmarker eller Græsgange. Hedder i Sdm. Hag-gar; i Yttre Sogn: Hꜳgar. Jf. Merkjesgar.
Hagelende, n. Egn som er skikket til Græsgang. Ogs. Hageland, n. Berg. Stift.
Hageløysa, f. Mangel paa Græsgang.
Hagesott, f. Sygdom, som paa nogle Steder angriber Kvæget naar det første Gang kommer paa Græsning. Hard.
hagfengt, adj. nem og flink til Haandarbeider. Indr.
Haggar, s. Hagegar.
haghendt, adj. flink, behændig. Shl.
Hagje (Haje, Hagga, Hꜳgꜳ), m. 1) Have, omhægnet Plantning. (Fleertal Haga, r). 2) Græsgang. Maaskee alm. (Jf. Hamn). G. N. hagi. gꜳ i Hagje: gaae paa Græsning.
Hagje, n.? rigtig SKik eller Orden. Hard. (sjelden). D’æ korkje Hug elde Hagje mæ han.
Hagl, n. 1) Hagel, Hagelveir; 2) Hagelkorn; 3) Hagl, at skyde med.
hagla, v. n. (a—a), hagle (Jf. higla), ogsaa trille eller falde som Hagl. Dæ hagla Tꜳrenne (Taarerne trillede).
Hagle, f. Haglgevær. Guldbr.
Haglgebar, n. Hagelveir, Hagelfald. Sdm. Sfj. Vel egentl. Hagelslag, ligesom Barve’r, af berja (bar-de). — Haglebar-eling, m. en Hagelskuur.
hagleg, adj. passende, bekvem, tjenlig. Namd. (Jf. høgleg).
Hagleskur, og Haglefula, f. Hagelskuur.
Hagletta (aab. e), f. Rødost, indkogt Øst af sød Mælk. (Jf. Dravle, Gumme). Shl. Mandal, Tell. og fl.
hagnytten, adj. nytsom, forsynlig, som benytter alt og ikke vil lade noget gaae spildt. Shl. Ogsaa hagnyttele(g). Isl. hagnýtinn.
Hagre og Hagrisle; s. Havre.
Hagtonn, m. Hagtorn (et Træ), Cratægus Oxyacantha. Nævnes ogsaa Hagtorn (oo); dog synes Navnet at være lidet bekjendt.
Haine, s. Hadna.
Hak (langt), n. en Skure, et lidet Skaar eller Indsnit. Ørk. (Isl. hak).
haka, v. a. (a—a), forsyne med Hager. haka ihop: slaae sammen ved Hager.
Hakefisk, m. en Fisk, hvis Underkjæve er er lidt opadbøiet i Spidsen, saa at den danner en liden Hage. Især om Lax (Hakelaks) og Ørreder (Hakaure). Søndenfjelds.
Hakje (Haka, Hꜳkꜳ), m. (Fl. Haka, r), 1) Hage, Krog. Alm. (G. N. haki). 2) Spade, Agerspade. Yttresorn, Nhl. Shl.
hakka, v. a. (a—a), hakke, grave, hugge ud. Ogsaa hugge smaat; jf. saksa.
Hakka, f. en Hakke. Jf. Græv.
hakkast, v. n. hugges, bides; om Fugle.
Hakkegræv, n. en Hakke som man ogsaa kan grave med. Sdm.
Hakking, f. og Hakk, n. Hakken, Huggen.
hakut (hakꜳt), adj. 1) fuld af Hager (af Hakje); 2) fuld af Skaar el. Indsnit (af Hak). Ørk.
hala, v. a. (a—a), hale, trække.
hal-annen, Halbygg, o. s. v. see under halv som i Sammensætning altid hedder: hal.
Hald, n, 1) Holden; mest figurlig og i gahald. Ogs. Underholdning; s. halda. 2) Varighed, Udholdenhed, Styrke. D’æ
