hallbratt, adj. stærkt hældende, næsten brat. Sogn og fl.
hallen, adj. noget hældende. Ørk. og fl.
hallfløytt, adje. skjævt liggende, høit i den ene Ende. Sdm. (sjelden).
hallie, s. halvliden.
Halling, f. Hældning, Hælden.
Halling, m. 1) Indbygger af Hallingdalen. I B. Stift: Hallingdøling, og om Kvinder Hallingdøla. 2) et Slags Dands med enkelte behændige Spring eller Kast (Hallingkast). Ogsaa et dertil hørende Spil.
hallrett (ee), adj. svagt hældende, næsten fladt. Sdm.
Hallvarsoke (aab. o), Hallvards Messe; den 15de Mai. (B. Stift og fl.). G. N. Hallvards vaka. Jf. Voka.
Halm, m. Halm. I Rbg. Hꜳlm, og i Sæt. Hꜳm (Isl. hálmr). I Sammensætning bortkastes tildeels m; saaledes: Halløyse, f. Mangel paa Halm. (Sdm. og fl.). Hal(m)lod, f. Halmfoder. Hal(m)snar, n. snoet Baand af Halm (s. Snar). Halmvꜳndel, m. en stor Halmvisk.
Halma, s. Helma. — halmidt, s. v. halv.
halna, s. handla. Halning, s. v. halv.
Hals, m. Hals. Udtales tildeels Hæls (med tykt l) i Ag. Stift, ogs. i Indr.
Halsband, n. Halsbaand (jf. Helse, n.); ogsaa Baanden imellem Bunden og Midten paa en Tønde.
Halsbast (?), Halsmuskler, Senerne imellem Nakken og Skuldrene. Bruges i Sdm. men kun i Fleertallets Dativ i Formen: Halsbostꜳ, f. Ex. Han æ so stiv’e i Halsbostꜳ. Gam. Dansk: halsbast, Nakke.
Halsbola (aab. o), f. Hævelse i Halsen.
Halsbrune (aab. u), m. Halsbrynde, Kvalme med opstigende Vædsker. Mest søndenfjelds (Hælsbrona). Ellers: Elde (Guldbr.), Elding (Tell.), Brennesott (Sogn), Brøstsvid (Sdm.).
Halskjeik, m. Stivhed i Halsen (især efter langvarig Bøining). Jf. kjeika.
Halskrok (oo), m. Halsens Krumning opaf fra Boverne (paa Dyr).
halsletta, s. halvsletta.
Halsmot (oo), n. Spiserørets Munding, eller den øverste Deel af Svælget. I de sydvestlige Egne hedder det Holamot.
Halsplagg, n. Halstørklæde. Kaldes ogsaa Halsklut, m. (Isl. hálsklútr).
Halstikk, s. Halvstikk.
Halt, m. s. Hasl. — halt, adj. n. s. halv.
halt’ adj. halt. Heraf helta.
halta, v. n. (a—a), halte. I Lister ogsaa haltra (Isl. haltra).
haltanna, s. halvannan.
halv’, adj. 1) halv; 2) ufuldkomment, ikke heel; 3) halv fyldt; f. Ex. Bꜳten va halv’e mæ Sjø. Hedder i Sæt. hꜳv’e (Isl. hálfr); i Ag. Stift: hælv (haøll). Femin. hedder i Hard. og Voss: holv, f. Ex. ei holv Mil (G. N. holf). Neutrum altid: halt; i Sammensætning oftest: hal (kort). Heraf Holva, Helvt, Helming. — Te halves ɔ: til Midten, halvt. halve Natt’a: den halve Nat. halve Vegjen: Halvdelen af Veien.
halva, v. a. dele i Halvdele. Sjelden, da man oftest bruger den unorske Form halvera.
Halva, f. s. Holva.
halv-annan (halann’), halvanden. Femin. halvonnor (halonnꜳ); Neutr.: haltanna.
Halvar, m. et Spand som holder halvanden Kande. Nhl.
halvblenda (-blanda), adj. halvblandet; blandet med en ligesaa stor Deel af et andet Stof.
Halvbygg, m. Blandkorn, Byg og Havre tilsammen. Jf. Hamlekonn.
hallvdaud’ (haldau’e), adj. halvdød.
Halvdeild, f. Halvdeel.
hal(v)dregjen, adj. halvdragen. Ein haldreien Ande: halvtrukket Aande; uegentlig om en meget ubetydelig Aarsag til et Rygte eller til en vis Mening om en Ting. Ligeledes: „eit haldreie or“: et halvsagt Ord, et meget ufuldstændigt Udsagn. Nordre Berg. og fl.
Halvemꜳl, n. kaldes i Sdm. den Egenhed ved et Bygdemaal, at Lyden H bliver udeladt, f. Ex. i Av for Hav, Est for Hest.
halv-eten, adj. halvædt.
halvfallen, om Søen: halv falden, midt imellem Flod og Ebbe.
halvfaren, adj. halvreist, om en Vei.
halvfems, s. nitti. — halvfjers, s. sjautti.
Halvfjorung, m. Halvfjerding.
halvflødd, adj. halv stegen, midt imellem Ebbe og Flod.
hal(v)galen (hælgælen), adj. halvgal.
hal(v)gꜳdd, adj. midt i Svangerskabet. Bedre: halvgjengji.
hal(v)gꜳtt, adj. halvgaaet; a) midt paa Veien; b) midt i en Arbeidsstund (Ykt). „halgꜳtt te Middags“ ɔ: midt imellem Frokosttid og Middag. „halgꜳtt te Nons“: midt imellem Middag og Non. B. Stift. Den ældre Form halvgjengje, er sjelden.
hal(v)gjord (halgjor), adj. halvgjort.
