Hal(v)grøyta, f. egentl. en tyk Vælling (tynd Grød), af Graut. I Sogn og Hard. betyder det: Mælkesuppe.
hal(v)hævert, adj. om Byg, som er halv blandet med Havre. Søndre Berg.
Hal(v)kanna, f. Halvkande.
Hal(v)koring, m. see Halvstoring.
Hal(v)leiv, m. et halvt Fladbrød.
halvliden (aab. i), adj. halv forløben, om Tid. Sædvanlig kun i neutrum: hallie, hallee. Dæ va alt hallie: den halve Tid var forløben. Tell. og fl.
halvmidt (halmitt), adv. til Midten. Ørkd.
Hal(v)mork, f. Halvmark (¼ Pund).
Halvning, m. Halvdeel. Ag. Stift (Halning, Hælning). Jf. Helming.
Halvpart, m. Halvdeel.
halvpløgd, adj. halvpløiet.
Halvring, m. Halvcirkel.
hal(v)roten (aab. o), adj. halvraadden.
hal(v)rund, adj. rund paa den ene Side.
hal(v)sett’, adj. halvladet; om Baade.
halvslegjen, adj. halv afslaaet; om Eng.
hal(v)sletta, v. n. regne med en Blanding af Snee, slude. Tell. og fl. I Sæt. hꜳvsletta. Jf. Vallesletta.
hal(v)sliten (aab. i), adj. halvslidt.
hal(v)sola, v. a. lægge Halvsaaler under.
Hal(v)stikk, n. Halvknude eller Løkke, som især bruges ved Fortøining og Fiskerie.
Halvstoring, m. en halvfornem Person. Søndenfjelds. Kaldes ogs. Halhempa i Sogn, og Halkoring (oo) i Sdm. Det sidste formodentlig af kvar (hver); altsaa En som er Halvdelen af hvert Slags („Helt’a ta korꜳ“).
Hal(v)syskjen, n. Halvsøskende. Saaledes ogsaa Halbror, og Halsyster.
halvt (halt), adv. halvt, halvveis. Neutrum af halv har samme Form; hertil: haltꜳrsgamall’ (et halvt Aar gammel), og Haltꜳrstensta (Halvaarstjeneste).
hal(v)tress, s. femti.
hal(v)trie (-tridje), adj. halvtredie. Ligesaa halvfjore (3½), halvfemte (4½) o. s. v.
Hal(v)træve, m. Kornstak af 12 Neg. Jæderen.
Hal(v)tunna (Haltynne), f. Halvtønde.
halvvaksen, adj. halvvoxen.
Halvvꜳg, f. en halv Vog (18 ℔).
halvvegjes, adv. 1) paa halv Vei, midt paa Veien; 2) halvveis, ikke ganske; 3) nogenlunde, saa taaløelig.
halvvoren (aab. o), adj. taalelig, middelmaadig, ikke ganske utjenlig.
Halvvære, n. halvt Værd, halv Priis. Han fekk ikje Halvvære fyre dæ. Meget udbredt. I Sdm. Halvvyre (aab. y). G. N. halfvirði.
Ham, m. 1) Ham, Hud eller Dække. (G. N. hamr). Alm. om aflagt eller fældet Hud især Slangernes. (Jf. Ormeham). Sjelden i mere udstrakt Betydning. I Ørk. siges Fugleham og Fiskeham om forskjellige Beskaffenheder ved Menneskets Hud. 2) Udseende, et Menneskes Udvortes, med Hensyn til Dragt og Holdning (Hapitus). Sjelden og mest i Spøg. Jf. Hamn, Hamlit, hamleg, hæma. 3) Gjenfærd, afdøde Menneskers Skygge eller Lignelse. Kr. Stift.
Ham, n. (forældet), s. Uham og Hæming.
Hamar, m. 1) en Hammer. Ogsaa Bagen eller Nakken paa Øxer eller lignende Redskaber. Øksahamar. 2) en brat Klippe, Bjergvæg, Præcipice. Jf. Ufs, Brot. Hedder almindeligst: Hammar, dog ogsaa Hamar (Rbg.) og Hꜳmꜳr (Tell. Gbr. Ørk. Indr.). G. N. hamarr (i begge Betydn.). Fleertal altid: Hamra, r; Dativ plur. i Sdm. Hꜳmbrꜳ (for Homrom).
Hamarskant, m. Pynt, Kanten paa en Klippevæg. Ogs. Hamarsrør, f.
hamble, s. hamla. hamre, f. hamra.
hamla, v. n. (a—a), roe baglængs, eller i Almindelighed: roe ved at skyde Aarerne tilbage (istedetfor at trække dem til sig). Jf. skuta. (Isl. hamla).
Hamleband, n. Vidiebaand hvorved Aarerne holdes til Roerpinden. I Nhl. Humleband (Isl. hömluband).
hamleg, adj. vakker, tækkelig af Udseende. Voss, Hard. Jf. hæma.
Hamlekonn, n. Blandkorn, Byg som er blandet med tidlig-moden Havre. Sdm. Skal ogsaa forekomme ved Bergen i Formen Hummelkodn. (Jf. det søndmørske Hummel ɔ: Byg). Ellers Halbygg og flere. I danske Dial. findes „Hammelkorn“, om Byg og Rug. I de gamle norske Love forekommer Udtrykket: „svá af hamal kyrne, sem af byggi“ (L. I, 385, 401), dog er Betydningen usikker.
Hamlerom, n. Bagrum i en Baad. Helg. Tr. Stift.
Hamlit (aab. i), m. Hudfarve, Ansigtsfarve. Ag. Stift, Ørk. Helg. Lyder tildeels som: Hamleet, Hamlæt. I Indr. Hamlꜳt. Jf. Vorlit, Dꜳm, Dæme.
Hamn, m. Udseende; Hud, og tillige Klædning eller Dragt. Helg. (Jf. Ham). Ligesaa i Sverige (efter Ihre).
Hamn, f. (nogle St. m.), 1) Havn,
