Skibshavn. (Sv. hamn; Isl. höfn). 2) Græsgang. Ag. St. „gꜳ i Hamn“: gaae paa Græsning. Ellers Hagje.
hamna, v. n. (a—a), havne, lægge i Havn.
Hamnebyte, n. Havneskifte. gjera Hamnebyte: seile fra en Havn til en af de nærmeste.
Hamnefut, m. Havnefoged.
Hamnegang, m. Græsgang. Ag. Stift.
Hamnelega (aab. e), f. Liggen i Havn.
Hamning, f. Græsning, Græsgang.
Hamnløysa, f. Mangel paa Havn.
Hamp, m. Hamp. I Tell. og Valders hedder det Harp. Jf. Hempa.
Hampeklove (aab. o), m. en Klemme med udskaarne Tænder til at berede Hamp med.
Hampetꜳr, n. Hampetrevle. Sdm.
hamra, v. a. at hamre (af Hamar). I Nordre Berg. hambre. — Heraf: Hamring, f.
hamrut (hambrette), adj. fuld af bratte Klipper (s. Hamar).
Hams, m. 1) Skal, Hylster, f. Ex. paa Korn. Nordre Trondhj. I B. Stift kun om Hasen eller Frugtdækket paa Nødder. Natehams. 2) en Klase af Hasselnødder, hvis Haser ere sammenvoxne. B. Stift. 3) Bærklase, Bærkrands. Kr. Stift. Ellers Kꜳngel, Kank, Kring og fl.
hamsa, v. n. 1) afskalle (sjelden); 2) famle efter Ord, være forlegen for at udtrykke sig. Indr. Jf. hæmsa.
Hamskifte, n. Fældning eller Omskiftning af Ham; i Spøg: Omklædning, Ombytning af Klæder.
han (hann), pron. 1) han (betegnede et mandligt Væsen, ligesom i Skriftsproget). Paa nogle Steder ogsaa istedetfor du eller „did“ (ɔ: I) til Fremmede. — 2) ved Mandsnavne som en Artikel, hvorved ogsaa Navnets Kasus betegnes. Han Lars, han Ꜳmund, han Olav o. s. v. Ligesaa „han Far“ (Fader); Dativ: „honom Far"; Genitiv: „hans Far“, el. hass Far (ɔ: min Faders). Denne Brug er næsten ganske almindelig, og det ansees sædvanlig som stødende at udelade det første Ord. (Jf. Gram. § 308). — 3) den (om enhver Ting, hvis Navn er et Hankjønsord). Ein veit ikje Enden, før han kjem (førend den kommer). Høyr Vinden kor han blæs o. s. v. — 4) det (om Veiret og Luftens Forandringer). Vest- og nordenfjelds. Han rægne (det regner). Han æ kald (det er koldt). Han myrkna, klꜳrna, kolna o. s. v. — 5) man (vexelviis med: ein). Ein kann ikje fꜳ alt som han vil. — I de Tilfælde, hvor der ikke lægges Vægt paa Ordet, bliver det ofte forkortet og lyder som: an, en, n; f. Ex. No kjem’an. Dær ær’en, el. dær æ’n (ɔ: der er han). Det samme er Tilfældet med Dativ (s. honom), og Genitivet som paa nogle Steder hedder hans (Voss og fl.), mere almindeligt: hass; f. Ex. Sꜳn hass, el. Sꜳn’ass (hans Søn).
han, for hana (hende), s. henne.
Hand, f. (Fl. Hend’er), 1) Haand; ogsaa Arm (eller det hele Lem til Skuldrene). Hedder ogs.: Hꜳnd (Kr. Stift, Søndre Berg. og Sogn), og Hønd (Vald.), som forudsætter Formen Hond. (G. N. hond, hönd; Sv. hand). Fleertal ogsaa Hend’ar (Rbg. Tell.), Hend’a (Hall. Vald.), Hend’e, og Hend. Dativ plur. Hꜳndom (Ørk.), Hꜳndꜳ (Sdm. Sfj.). I Sammensætning Handa, Hande og Hand (ikke Hꜳnd). — 2) Side, Kant. Pꜳ høgre Handa: paa høire Side. Inkje pꜳ noka Hand: ikke paa noget Side. — 3) Vegne, Vedkommende; ogsaa Deel, Part. Pꜳ mi Hand: paa mine Vegne, for mig. Pꜳ fyste Hand’a: i Begyndelsen. Di æ for fꜳe pꜳ Karmanns Hand’a: der ere for faa Mandfolk. — 4) Haandskrift. Ei go’ Hand te lesa. — 5) Underskrift; ogsaa et underskrevet Dokument, et skriftligt Beviis. — Enkelte Talemaader: Noke i Hand: efterhaanden, lidt efter lidt. Nordre Berg. Dæ gjekk væl i Hand (det gik heldigt). Han fekk dæ ’pi Hand’a (ɔ: strax og kontant). Han fekk dæ frꜳ Hand’enne (fik det færdigt). Dæ gjekk alt or Hand (der blev altid Udgift og ikke Indtægt). Or Hand ꜳ i Munn (ikke mere end hvad der strax skal fortæres). halda te Hande: holde falt eller færdigt for En. „Eg skal halde deg dæ te Hande“: jeg skal holde det falt for dig, beholde det indtil du selv kan modtage det. (G. N. til handa).
Handabak, n. Haandbag, den ydre Side af Haanden. (Modsat Love). G. N. handarbak.
Handakrikje (aab. i), m. den krummede eller indbøiede Arm; Albuen. Ho tok Ban’e pꜳ Handakrikjen: hun tog Barnet paa Armen. Nordre Berg.
Handalegg, m. Underarm.
Handamilte, n. den indre Side af Underarmen. Sdm.
Handbogje (aab. o), m. Albue. Fosen,
