hanga, v. n. (heng’; hekk; hengje), at hænge. Infin. ogsaa hꜳnga, hꜳnge (B. Stift), hange, og nogle St. hengje. G. N. hanga. Imperf. nogle St. hꜳng, ogs. hikk; Fl. hingo (i Hall.). Supinum ogsaa hingje (B. Stift), hꜳngje og hungje (sjelden). — Betydning: 1) hænge, være i en hængende Stilling. Det tilsvarende Transitiv er hengja (at ophænge). 2) hefte, hænge fast. Dæ heng’ i Botnet (sidder fast i Bunden). hanga ihop: hænge sammen. D’æ so mykje dæ heng’e Liv’e ti han, ɔ: det er just saa meget at han lever (eller: at Livet hænger ved ham). — 3) hænge ved (figurlig); være idelig nær ved, el. befatte sig jævnlig med noget. Dæ vil hange pꜳ: det vil hænge ved (om en Uleilighed, Skrøbelighed, Uvane). Han heng’e fram i da: han befatter sig dermed af og til. Han hekk mæ (fulgte idelig med). Dei hekk ’ti han (de vilde ikke slippe ham fra sig).
hangande, adj. hængende. D’æ Von i hangande Snøre, ɔ: der er Haab i den hængende Snor; man kan faae Fisk naar man har Snøret ude, men ikke ellers.
hangla, v. n. komme ud med Sparsomhed, slide sig igjennem, hjælpe sig med lidet. Guldbr. Ørk. (Sv. hängla). Dæm hangla mæ di te Vꜳren. I Sdm. stinta, nesja. Jf. tigla.
Hankje, s. Hꜳnkje.
Hanklokka, f. et Slags store Torbister eller Biller (Carabus?) Jæd.
Hanning (el. Haning), m. en Hane. Namd.
Hans, m. Drikkegilde, som en Reisende bekoster for sine Reisefæller, naar han første Gang er ankommen til et fremmedt Sted. Ligesaa hansa, v. n. beværte sine Reisefæller i en saadan Anledning; hønse. (Holl. hanzen).
Hanskje, m. (Fl. Hanska,r), et Slags Handsker uden Fingre. Jf. Vott.
Han-slag, n. Hankjøn. Uta(v) Hanslagje, eller: „han ’ta Slagje“ ɔ: af Hankjøn.
Happ (forældet), s. Hopp og Heppe.
happig (forældet), s. Hopp og Heppe.
happig, adj. fremfusende, hastig. Nhl.
har’ (for hard), adj. 1) haard. G. N. harðr. 2) haardfør, som kan taale meget; ogs. dristig, uforfærdet. har i Hugjen, ɔ: meget koldblodig og dristig. 3) haardhjertet, streng, ufølsom. Heraf hæra, hærug og fl. „Mæ harꜳ Hꜳndꜳ“: voldsomt, med Magt. Sdm.
Harang, m. frossen Jord. Hall. Toten, Hedm. Udtales ogsaa Halang, Halꜳng, Halung. Bruges ogsaa i Ndm. i Betydningen: frossen Snee, Haardsnee som man kan gae paa uden at synke i. I denne Betydning hedder det i Sdm. Avrꜳng, som vel egentlig er samme Ord. Jf. Lettang og Skare.
Hararug, s. Krꜳkefro.
harbalen, adj. haardfør, som kan taale meget og ikke krymper sig for at lide ondt. Alm. i de sydlige Egne. Ved Trondhjem hedder det harbar, som ogsaa betyder: haard, streng, uskaansom.
harbeitt, adj. om Eng med haardt Græs, hvorpaa Leen ikke bider godt. B. Stift. I Hard. harre, adj. n.
harbunden, adj. haardt tilbunden. „harbunde“ siges især om Veiret, naar Jorden er stærkt tilfrossen og sneedækket.
Harbyst (Bue), s. Armbyst.
hardrøg, adj. haardt dragende; især om Heste, som trække stærkt og voldsomt, saa at Tøiet let brydes. Nordre Berg.
Hare (Hara, Hꜳrꜳ), m. en Hare. S. Jase.
Harefot, m. 1) Harefod; 2) vilde Evighedsblomster (Gnaphalium dioicum). Ellers Jasalamp (Tell.), Kattalabb (Tr. Stift).
Haregjeit, f. Hunhare.
har-elt (ee), adj. om Veiret, naar der falder stærke og stormende Ilinger. Jf. El.
haremynt, adj. som har Hareskaar i Læberne. Ellers: jasemynt.
Hareng, m. (Fl. Hareng’er), Indbygger af Hardanger (Harang). Harenga (Harænge), f. Kvindfolk sammesteds fra.
arfengt, adj. n. haardt, svært (om Veir, Føre, Arbeide). Fosen og fl.
harfingra, s. harhendt.
harfikjen, adj. haard, skarp, voldsom. Nordre Berg. Sdm.
harfostra, adj. graadig, storædende, som behøver meget Foder. Nordre Berg. og fl. Ellers harfødd.
harfør, adj. 1) ulemfældig, som farer haardt og voldsomt frem, uforsigtig med noget som er svagt og ømt. Alm. 2) om Veir og Føre: haardt, besværligt. Dæ va so harført te kjøyra.
Harføre, n. et haardt Føre. (Sjelden).
hargjengd, adj. haard at gaae paa (om Veie og Føre). Dæ vart so hargjengt. I Sdm. hargjengst.
hargnuen, adj. haard, voldsom (egentlig som har haarde Knoer). Nordre Berg.
harhendt, adj. som har haarde Hænder; ogsaa ulemfældig (= harfør).
harhjarta, adj. haardhjertet.
