Haring, m. en haardfør Karl; ogsaa En som er haard og streng. Tr. Stift.
Hark, n. 1) Møie, Besværlighed; ogsaa et haardt og besværligt Føre. (Jf. Isl. harka, Haardhed). 2) Svaghed, Sygelighed; eller i Almindelighed en slet og daarlig Tilstand. B. Stift. Han va komen i eit Harka Føre (i en slem Stilling). Nhl. 3) Skrab, Raps, ubetydelige Ting. Jf. Harkje.
harka, v. n. (a—a), slæbe sig frem, slaae sig igjennem med Møie. Nhl. Sdm. Dei harka mæ da sama. (Ligesom bala, skrapa, grava).
harkalege, og harkasamt, adv. med Møie, daarligt, kummerligt.
harkall, adj. s. harkjen.
Harke, f. en Rive (Harke). Østerd.
Harkje, m. Skrammel, forskjellige Ting som ligge henkastede paa et Sted. Sdm. Sfj. (Jf. Brote). Harkehus, n. et Rum, hvori man henkaster saadanne Ting som sjelden bruges.
harkjen, adj. 1) haard, knudret, ujævn. I Sdm. harkalle. 2) skranten, sygelig. Nordre Berg. I Sogn ogsaa harkje, adv. Da gjekk so harkje (haardt og ujævnt).
harkjæfta, adj. haardmundet.
harkjøta, adj. haard i Kjødet.
harle (for harlega), adv. meget, betydelig, ikke lidet. Hall. „Dæ va harle langt“. I Rbg. og Mandal: hærle (f. Ex. Han æ hærle gamalle). I Hard. og Voss: hadla (G. N. harla, harðla).
Harleikje (el. Harleik), m. Haardhed.
harleikjen, adj. ulemfældig, uskaansom i Leg. I Ag. Stift oftere harleikand.
harlæst, adj. haard at tillase eller oplukke; om Døre, Skrin o. s. v.
Harm, adj. harmfuld, fortrydelig.
harma, v. a. (a—a), ærgre, opirre, vække Ens Harme.
harmast, v. n. harmes, blive vred.
harmeleg, adj. fortrædelig, som er til at harmes over.
Harmelse, n. Ærgrelse, Bitterhed.
har-milt (for Hardmilkt), adj. om Køer: tung at malke. Helg. I Berg. Stift: trꜳmylt.
harmælt, adj. som har en haard Stemme.
harna, v. n. (a—a), hærdes, blive haard. (G. N. harðna).
harnakka, adj. haardnakket. Harp, s. Hamp. — Harpa, s. Horpa.
harpeis, f. Harpix. (Isl. harpeis).
harpløgd, adj. tung at pløie.
Harr, m. Spelt, en Ferskvandsfisk (Thymallus vulgaris). Hedemarken. I Gbr. Horr. (Sv. harr).
harre, adj. n. = harbeitt. Hard.
harsett’, adj. trodsig, haardnakket. Sdm.
arsinna, adj. stivsindet, ubøielig.
harsjøa, adj. om et Sted, hvor der jævnlig falder stærk Søgang.
Harskaving, f. en haard og voldsom Strabads, især tilsøes. Sdm.
arsløg, adj. haard eller tung at slaae; om Eng. Nordre Berg.
harsokt (oo), adj. veirhaardt; især om saadanne Steder ved Havkysten, som ere meget udsatte for Storm og Søgang. Helg. Namd. I Fosen go Ørk. heddet det harsøkt, og i Sdm. harsotta (oo), f. Ex. ein harsotta Plass. Af søkja (med det forældede Imperfektum sokte).
Harsott (oo), f. en Kvægsygdom, som kommer af Forstoppelse. Sdm.
harsotta, s. harsokt.
harspunnen, adj. haardbaget, meget stegt.
harsvævd, adj. som sover haardt, ikke let kan vækkes. Tell. og fl.
harsøkt, s. harsokt.
hart, adv. 1) haardt, voldsomt; 2) som et forstærkende Udtryk efter en Negtelse. Sdm. og fl. F. Ex. Han had’ ikje hart vore dær (han havde vist ikke været der). Dæ va ikje hart so mykje (det var nok ikke saa meget).
hartalande, adj. haardtalende, som taler høit og skarpt. Jf. harmælt.
hartvinna, adj. haardt tvunden.
hartøk, adj. haardhændet, som griber haardt til. Ogsaa hartakande Hall.).
Har-ver (ee), n. en stærk Storm. Berg. Stift. Saaledes: ein Harversdag, ei Harversnatt o. s. v. Jf. Storver.
harvikt, adj. om Heste, som ikke let ville lystre Tømmerne, eller som vanskelig lade sig vende. Af vikja.
harvoren (aab. o), adj. noget haard.
Hasall, m. Axelbærtræ; s. Asall.
Hase, m. Knæsener, Hælsene (Isl. hásinar); eller ogsaa tillige Knæleddet paa Dyrenes Bagbeen. Rbg. Tell. (S. Hykjel).
Hasl, m. Hasseltræ. Hedder ogs.: Hatl (Stav. og Søndre berg.), Halt (Ørk.), Haltj el. Hasj (Sfj. Sdm. og fl.). G. N. hasl.
Haslekumar (aab. u), m. Hasselknop; ogsaa Hasselens Hanblomster. Jf. Natevise.
Haslelauv (Hatlelau), n. Hasselløv.
Haslerenning, m. ung Hasselspire.
