Haslerunn, m. Hasselbusk.
Hasleskog, m. Hasselskov. (= Nateskog).
Hast, f. Hast. I Hard. Host.
hasta, v. n. (a—a), haste.
hastig (og hastug), adj. hastig; ogsaa iilsindet, opbrusende. I denne Betydning hedder det ogsaa: hastmodig (eller hastmotug).
Hastverk, n. Noget som kan gjøres i Hast; ogsaa: Hastværk, som er gjort i Hast.
Hat (langt a), n. Had.
hata, v. a. (a—a), hade. Nogle Steder: hatra (Sogn, Smd.). Isl. hatr, Had.
Hata, m. Svie, Smerte; s. Hite.
hatande, adj. som man maa hade.
hatfri, adj. upartisk, fri for Had.
hatig, adj. hadefuld, fiendtlig stemt. Han va so for hatige pꜳ dæ. B. Stift.
Hatl, s. Hasl. — Hatleflꜳtt, s. Flꜳtt.
hatra, v. a. s. hata.
hatra, v. n. kløe, krille. Heraf Hatring, f. en sygelig Kløen eller Krillen i Huden. Ørk. Jf. Maur.
Hatt, m. en Hat. Jf. Hetta.
Hattablom, m. Skabiose (Plante). Shl.
Hattebeit, f. Hatteskygge. Sdm.
Hattefok (aab. o), n. bruges overalt nordenfjelds i Betydningen: Tummel, Forvirring, en stor Skynding og Travlhed.
Hattekoll, m. Hattepul. Ogsaa Hattekopp, m.
Hattestabbe, m. Hatteblok.
Hattetov, n. Filt, sammenvalket Uld til en Hat.
Hau, m. s. Haug, og Hug.
Hau, n. og Haug, s. Hovud.
Haudebur o. s. v. see under Hovud.
Haug, m. 1) en Høi, en Forhøining paa Jorden (G. N. haugr; Sv. hög). 2) en Hob, Dynge. Mest søndenfjelds; f. Ex. Moldhaug, Sandhaug, Flisehaug. Ordet hedder ogsaa Hau (Nordre B.) og Hog, med aab. o (Sogn).
hauga, v. a. opdynge, sammenhobe.
Haugfolk, n. Underjordiske, Vætter i Høiene. Om mandlige Væsener: Haugbonde (Isl. haugbúi), Hauabokkje (Sdm.), og Haugtuss. Jf. Huldr.
haugut (haugꜳt, hauette), adj. ujævnt, fuldt af Høie eller Tuer.
Hauk, m. en Høg. (G. N. haukr).
Hauk, n. Raab, Hujen. S. følg.
hauka, v. n. huje, raabe. Sdm. Ndm. Ørk. Ellers: hua, kaua og kauka.
Hauorum, s. Hovudora.
haurd (haur’e), adj. 1) hørt (part. af høyra); 2) agtet, anseet, hvis Mening man gjerne hører. B. Stift. Han æ mykje haur’e: hans Raad er meget anseet; man hører han gjerne.
Haus, m. Hjerneskal; den øverste Deel af Hovedet. Alm. i det sydlige Norge. (G. N. hauss). I Sdm. hedder det Hause og bruges mest om Fiskenes Hjerneskal.
hausamt, adj. s. hugsamt.
hause, m. 1) s. Haus. 2) en tyk Sky, en Skyhob. Tr. Stift, Sdm.
Hauset, s. Høgset. Hauskꜳl, s. under Hovud.
Haust, m. (nogle St. n.), Høst (G. N. haust, n.). I Haust: i afvigte Høst. I Fjor-Haust: ifjor om Høsten. I fyrre Haust: næstforrige Aar om Høsten, tredie Høst tilbage. I Haust kjem: i tilstundende Høst. Te Haustes: til Høsten. Nogle St. „te Haustanne“.
hausta, v. n. (a—a), 1) lide mod Høsten, blive Høst. Da tæk’e te hausta. Søndre Berg. (ellers almeenforstaaeligt). Isl. hausta. 2) om Skov og Marker: falme, blegne mod Vinteren. Shl. og fl. 3) høste, indhøste. (Sjeldenere).
Haustarbeid, n. Høstarbeide.
Haustbeite, n. Græsgang til at benytte om Høsten.
Haustbil (aab. i), n. og Haustbolk, m. Høsttiden eller en Deel af samme.
haustbær, adj. om en Ko, som kalver om Høsten. Jf. bera.
Haustbæra, f. en Ko som skal kalve om Høsten. Søndre Berg.
Haustfiskje, n. Fiskerie om Høsten.
hausthoggjen, adj. hugget om Høsten.
Hausthold, f. Kvægets Huld eller Fyldighed om Høsten.
haustleg, adj. høstlig (om Veiret). Nhl.
Haustlit (aab. i), m. Høstfarve, Markernes Udseende om Høsten.
Haustmꜳnar, pl. Høstmaaneder.
haustpløgja, v. a. pløie om Høsten.
Haustside, f. Høsttiden eller Aarets sidste Halvdeel. Mest søndenfjelds. Paa Haustsi’a: i Efteraaret. Andre St. Haustparten, Haustbolkjen, Hausttale.
Haust-tal, n. Høsttiden. Helg. Tr. Stift.
haust-tidd, adj. drægtig imod Høsten; om Køer. Jf. haustbær.
haustvelta, v. a. omvælte Jordfladen ved Pløining eller Spadning om Høsten.
Hauteine, s. Hovudtenne. Hautynn, s. Hovudør. Hauveltje, s. Hovudvesle.
hav, n. 1. Optrækning; især Opdragning af Fiskeredskaber. Shl. Dei drog Sei’en mæ kvart Hav (ɔ: med hvert Kast, el. hver Gang Snøret blev truk-
