Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/178

Denne siden er korrekturlest

ket). Af hevja, hav-de (ligesom Isl. haf, Opløftelse, Hæven).

Hav, n. 2. Hank, Haandfang (hvormed noget løftes eller bæves). Saaledes om Hanken paa Bøtter (Sogn, Vald. Ørk. Helg.), paa Kogeredskaber (Guldbr.), paa Kister (Ndm.); ogsaa det samme som Orveld (Gbr.). Ellers: Hævel, Hæv, Hald, Kylp, Hodda.

hav, n. 3. et Gjærde (Mandal). „springe Hav’e“: springe over Gjærderne. Enten istedetfor: Hag, eller af samme Rod som de forrige, altsaa en Forhøining. Jf. Hov, n. og Hafelle (som vel kunde høre hertil).

Hav, n. 4. Hav, Ocean. Ogsaa Havsiden eller Luften over Havet; f. Ex. Han æ klꜳr i Hav’e (det er klart over Havet). B. Stift. Te Havs: ad Havet til; ogsaa ved Havet.

hav, n. 5. Besiddelse (af hava). Dæ va ikje noke Hav i dæ: det var ikke noget at have, det var ikke af noget Værd. Tell. Sdm.

hava, v. a. (heve; hade; havt), at have. Inf. ogsaa: ha (mest alm.), hꜳvꜳ, og hꜳ (Gbr. Ørk.). Præsens hedder: heve, med aab. e (Kr. Stift, Hard. Sdm.), og forkortet: he (Sdm. Ndm.), hi, med aab. i (Ørk. Indr. Namd.); ellers: har, og ha, i de øvrige Distrikter. G. N. hefi, heve). Imperf. hadde (i de sydvestlige Egne), hade (Sdm.), hae og ha. I Hard. gjøres Forskjel imellem Indikativ: hadde (G. N. hafði) og Konjunktiv hædde (G. N. hefði). Hvor Præs. og Imperf. hedder: har og hadde, hedder Supin. regelmæssig: hatt. — Betydning: 1) have, besidde, være forsynet med. Ogsaa at være forbunden eller beheftet med; saaledes om Fornemmelser saavel onde som gode. ha godt: have det godt, befinde sig vel. ha vondt: lide ondt, føle Smerte. — 2) have hos sig, bære, holde. ha i Hꜳndom. ha mæ seg, pꜳ seg o. s. v. 3) bringe, føre, faae noget hen til et Sted eller i en vis Stilling. Alm. og meget brugeligt; f. Ex. ha Vatn upp i eit Glas, ɔ: hælde Vand i et Glas (dansk: komme). Jf. lata. ha inn Hesten: luk Hesten ind! — Han tok Trøya ꜳ hadde pꜳ seg (ɔ: trak den paa sig). ha seg unda, forføie sig bort, gaae tilside. 4) have, som Hjælpeverbum i Forbindelse med Supinum, for at betegne det Fuldførte. Eg heve gjort dæ. Han hadde vore hær. — Enkelte Talemaader: ha seg: 1) have sig, forholde sig. Eg veit ikje for dæ heve seg. 2) forføie sig; f. Ex. ha seg heim: begive sig hjem. ha seg upp: staae op, komme paa Benene. ha seg ut. forføie sig ud. — hava att-yve: lægge over, dække. hava ꜳt: tugte, straffe (Nhl. Sdm. og fl.). Dei skulde have tugtet sine Børn lidt. (Heraf ꜳthavd). „ha noke ꜳt ein“, er ogsaa at have noget at udsætte paa En. — hava fram: sætte igjennem, faae frem. hava frꜳ seg: skille sig ved. — ha fyre seg: have fore, bestille med. ha ihop: sammenblande; ogsaa have i Fællesskab. — ha inn: bringe ind. ha mæ: befatte sig med. — ha pꜳ seg: a) iføre sig; b) bære, have paa; c) betyde, ville sige; f. Ex. Han veit kva dæ heve pꜳ seg. — hava upp: bringe op; ogs. opløse (en Knude). ha upp-atte: oprippe, gjentage. Dæ va ikje upp-atte havande: man burde ikke have talt mere derom. — ha ut-i (ha ’ti): opsøge, faae fat paa.

Havald, n. Vævsylle, Baand hvormed Væven aabnes for Islættet. Bruges sædvanlig kun i Fleertal (Hovold), saa at Formen Havald er sjelden (Sdm. og fl.). Isl. hafald, höföld.

havalda, v. n. bringe Vævgarnet ind i Vævsyllerne. Mere alm. hovolda.

havande, adj. værd at have. Alm. Dei va havande (dem kunde man ønske at have). Dæ va ikje havandes i Huse’e (man burde ikke have det i Huset). G. N. hafandi.

havandslaus, adj. 1) ørkesløs, som har intet at bestille. Sdm. og fl. 2) tomhændet, som ikke har faaet noget. Tell. Dei kom atte havansløyse.

Havandsløyse, f. Ørkesløshed. Sdm.

Havang, m. Nytte, Fordeel ved at have noget. Ørk. D’æ int’ nꜳen Havang i dæ. Jf. Hav, 5.

Havar, m. Besidder, Ihændehaver. (Sjelden).

havbꜳra, f. Havbølge; store Bølgen.

Havbru, f. Banke i Havet langs Kysten. Nordlandene. I Sdm. Stor-eggj’a.

havd’ (part. af hava), havt, benyttet; ogsaa bragt, ført; f. Ex. innhavd, heimhavd. Han vart i Hꜳndꜳ havd’e (Sdm.): han blev idelig brugt, han blev ikke skaanet.

havd’ (part. af hevja), ophøiet, forhøiet. Tell. og fl. (Udtales med et længere a end det forrige). Ei upp-havde Rꜳnd: en ophøiet Stribe.

havekjær, adj. begjærlig havesyg.

Hav-erkn, (Haværk’en), et Slags store