Sælhunde, som kun træffes i Havet. Sdm. G. N. orkn, f.
Havfelle, s. Hafelle.
Havfru, f. en Havfru. Jf. Havmann.
Havgul (aab. u), el. Havgula, f. Vind fra Havet, Havvind som indtræffer regelmæssig om Eftermiddagen i stærk Varme. Søndre Berg. Sogn, Helg. og fl. (Isl. hafgola). I Sdm. hedder det Utrøne.
Havhest, m. skal paa nogle Steder betegne Hvalrossen. I Sdm. er Havhest en Art Stormfugl (Procellaria glacialis).
Havkant, m. Kyst, Havkyst.
Havkatt, m. s. Steinbit. Forskjelligt fra Sjøkatt.
havkyld, (-kjøld), m. kold og fugtig Luft som trækker ind fra Havet.
Havmann, m. 1) Kystboer, En som boer ved Havkysten. 2) Havmand (et fabelagtigt Væsen ligesom Havfru). Jf. Marmæle.
Hav-old, m. et Slags And. Efter Strøm Anas hyemalis.
Havre, m. Havre (Korn). Hedder ogsaa: Hævre, f. (Sdm.), Hægre, f. (Helgeland), Hagre, m. (Indr.). Hertil: Havrehalm, Havreogn, Havremjøl og fl. Jf. hævert.
Havregras, n. Hestegræs (Holcus avenaceus). Nogle St. Hesthavre.
Havresle, f. Havretop; Havrens Ax el. Klase. Findes kun nordenfjelds med den særegne Udtale af sl (eller tl) og kan derfor skrives paa forskjellig Maade. Det hedder: Havrelsle, el. Havreltje (Ndm.), Hævreltle, -elsje (Sdm.), Hagriltle (Indr.). Oprindelsen uvis, maaskee Havre-risla; s. Risla.
Havror, m. Havtur, en kort Reise ud paa Havet.
Havsbotn, m. havets Bund.
Havsjø, m. Havsø; den stærkere Søgang i Havet.
Havskꜳ, f. et Slags Maager (graae med sorte Pletter paa Vingerne). Mandal.
Havskjer (aab. e), n. Skjær og Holmer, som ligge længst ude ved Havet.
Havskodda, f. Taage fra Havet.
Havstraum, m. Strøm i Havet.
Havsula, f. Sule, et Slags Havfugl (Bassanus). Isl. hafsúla.
Havsvel(g), m. Malstrøm, Hvirvelstrøm i Havet. (Tildeels fabelagtigt om et Svælg, hvori Havet skulde løbe ned i Ebbetiden).
Havtaska, f. en Fisk; formodentlig Bredflab. S. Breidkjæft.
Hav-to, f. langvarig Blæst fra Havet med kold og fugtig Luft. Sogn. Ellers Havkyld, Vestagyrje og fl.
Havætt, og Havægt, f. Havkanten og Veir som kommer derfra. B. Stift.
Hꜳ, f. Eftergræs, nyt Græs som voxer op efter Høslætten. Formen Haa er maaskee mest alm.; derimod hedder det Ho i Sdm. Tell. Buskerud og fl. (G. N. hà). Hertil Hꜳbeite, Hꜳterre og fl.
Hꜳ, m. Haifisk, almindelig Hai (Sqvalus Acanthias). G. N. háfr.
Hꜳ, n. (for Haad), Spot, Beskjæmmelse. Tell. (G. N. hád). Forvexles undertiden med det nyere Ord Haan. — Heraf hæe.
hꜳ, v. n. (r—dde), huske, komme ihu. Nordre Berg. Sdm. (meget brugl.). I Nhl. og Shl. hꜳtta. Jf. huga. E’ hꜳr ikje ette di (jeg erindrer det ikke). Sdm. Han korkje hꜳr elde høyre (han sandser ingen Ting). Dæ vart ikje ettehꜳtt (det blev glemt).
hꜳ, pron. hvad. See kva.
hꜳ (for hꜳvꜳ), s. hava.
Hꜳball (el. Hobball), m. Midsommer; Tiden imellem Pløiningen og Høslætten. Mandal, Rbg. Tell. i den anførte Form; derimod: Hobbol i Ndm. Ørk. Indr. og Hꜳvoll i Østerdalen. (I B. Stift synes det at være ubekjendt). Oprindelsen uvis. I svenske Dial. hedder det hogball og hofvill, hvilket Ihre paa et Sted forklarer som hábaldr, ɔ: den høie Sol (Sv. Dial. Lexikon), og paa et andet af hå, ɔ: Græs (Glossarium Svio-Got.).
Hꜳ-beite, n. Græsning i Høstgræsset paa Engene. (Dansk: Ævred).
Hꜳ-brand, m. en Hai-Art (Sqvalus Glaucus). B. Stift, Helg.
Hꜳ-egg, n. Haiens Æg eller Rogn.
hꜳeleg (for Hꜳdleg), adj. skammelig, bespottelig. Tell. Jf. Hꜳ, n.
hꜳ’faren, adj. beskjæmmet, skamfuld; ogsaa haanet, haanlig behandlet. Tell.
Hꜳ-flekk, m. en Deel Høstgræs, som er udspredt for at tørres.
hꜳ-full, adj. om Kreature, som have ædt sig fulde af Eftergræs (Haa), hvilket nemlig foraarsager Tunghed og Dorskhed.
hꜳg, adj. høi (s. høg). Rbg. Dei hꜳgje: de Store, Fornemme. bꜳ’ hꜳgt ꜳ lꜳgt: baade høit og lavt.
Hꜳ-gar, s. Hagegar — Hꜳgꜳ, s. Hagje.
Hꜳ-gjæla, f. Hunde-Hai (Sqvalus Catulus). Nordre Berg.
hꜳgmløyskjen, adj. glemsom. Sdm.
Hꜳ-gylling, m. kaldes i Sogn den Fisk,
