som i Tr. Stift hedder Sjøkatt, og i Sdm. Isgalt. (Chimæra monstrosa).
Hꜳ’ingsor(d), pl. n. Spottegloser, bittre Ord. Tell. (s. Hꜳ, n.). Isl. háðyrði.
Hꜳkall, s. Hꜳkjering. — Hꜳkꜳ, s. Hakje.
Hꜳkje, m. en lang og mager Krop. Sdm. Ogsaa Hekjel.
Hꜳ-kjering, f. et Slags stor Hai (Sqvalus Carcharias). Hedder ogsaa Hꜳsskjæring. — Hꜳkall, m. synes at være det samme, men dette Navn er sjeldent. (Isl. hákall).
hꜳl, adj. glat, slibrig (om Iis og haarde Sager; jf. sleip). Alm. G. N. háll. — Figurlig: slu, snedig. hꜳlig’, adj. slem, fortrædelig, besværlig. Shl. — hꜳligt: slemt.
Hꜳlka, f. 1) Glathed; især paa Veiene. Isl. hálka. 2) et glat eller slibrigt Sted; en Iis. Hedder ellers Holke (Helg. Indr.), Hꜳlke (Gbr.), Hꜳlske (Sdm.), Hꜳlkje (Nhl.Tell. og fl.). Af hꜳl.
Hꜳlkje, m. (Fl. Hꜳlka, r), Iis.
hꜳlkut (-ette), adj. glat, iset.
hꜳlna, v. n. blive glat eller iset.
Hꜳlske, f. Glathed. Nordre Berg.
Hꜳløyse, f. Glemsomhed. Sdm. (S. Verbet hꜳ).
Hꜳm, s. Halm. — hꜳma, s. homa.
hꜳmann, m. 1) en Fuldmægtig, En som udfører Forretninger for en Foged eller Sorenskriver. Tr. Stift, Sdm. og fl. 2) en Ungkarl. Helg. (især i gamle Sagn og Æventyr). 3) en stolt og herskesyg Kvindesperson. Nordre B. I denne Betydning siges ogsaa: „eit Hꜳmannefat“. — I svenske Dial. betegner håmman en Reisende. Maaskee egentlig Stormand, af det forældede hꜳ, ɔ: høi. Jf. hꜳg.
Hꜳmꜳr, s. Hamar.
Hꜳmꜳrsbot, og Hꜳmbot; s. Hombot.
Hꜳ-mær, f. en Art Haifisk.
Hꜳna, ung Gjed; s. Hadna.
hꜳnꜳ, og hꜳnom: s. honom.
hꜳnd, s. Hand.
hꜳndags, s. Kvardags.
hꜳnga (hænge), s. hanga.
Hꜳnk, f. (Fl. Henk’er), 1) Knippe; Klynge, Dragt, f. Ex. af Fiske som hænge sammen i et Baand. Fiskehꜳnk. Lyklehꜳnk. Nystehꜳnk (sammenbundne Traadnøgler). Meget brugeligt vest- og nordenfjelds; ogsaa i Guldbr. og fl. — 2) Hank, Greb, Haandfang (paa Kar). Søndenfjelds. (Isl. haunk, Knippe, Nøgle).
hꜳnka, v. a. 1) fæste Seilet i en Løkke (Hanke) i Baadkanten. — 2) binde sammen i Knipper eller Klynger. hꜳnka ihop.
Hꜳnkje, m. (Fl. Hꜳnka, r), Stroppe eller Løkke til at fæste noget i. (Isl. hánki).
Hꜳp, n. Haab (s. Von). hꜳpast, v. n. haabe (s. vona).
hꜳr (hver), s. kvar.
Hꜳr, n. Haar (saavel kollektivt som enkeltviis). Heraf hæra, og hært. — hꜳrende grant: fiint som Haar.
hꜳra, v. n. berøre meget svagt, lige som med et Haar. Dæ tol’ ikje dæ, at ein hꜳra ꜳt di. Sdm.
Hꜳrband, n. 1) Baand af Haar; 2) Baand omkring Haaret.
Hꜳrdæme, n. Haarets Farve og Udseende. — Tell. og fl.
Hꜳrflokje, m. sammenviklet Haarlok.
Hꜳrgar(d), m. Haargrændse; den Kreds omkring Hovedet, hvortil Haarvæxten rækker.
Hꜳrham, m. Narven eller Haarsiden paa en Hud. Shl. og fl. Hedder ellers: Hꜳrram (Sdm. Helg. og fl.), Hꜳrreim, f. (Tell.).
Hꜳrkall, m. en Mand, som er utro i Ægteskabet. Sogn, Ørk. Ogsaa Navnet paa en Plante (Løvetand). Ørk.
Hꜳrkamb, m. Haarkam. Hꜳrlag, n. Haarets Væxt og Beskaffenhed (paa Dyr). Kr. Stift.
hꜳrlaus, adj. haarløs. — Hꜳrløysa, f. Mangel paa Haar.
hꜳrlugga, v. a. rykke i Haaret.
Hꜳrreim, f. s. Hꜳrham.
Hꜳrrekje, (aab. e), m. Haarfældning.
Hꜳrrot, f. Haarrødderne i Huden.
hꜳrsꜳr, adj. ømskindet, som ikke taaler noget Ryk i Haaret. (Isl. hársár).
Hꜳrskifte, n. Haarfældning og ny Haarvæxt.
Hꜳr-sto, f. Haarets Stillign og Væxt. (Jf. Hꜳrlag). Guldbr. Ørk. I Sdm. hedder det: Hꜳrstyd (aab. y) og Hꜳrstyde (Haarstøe), n.
Hꜳrtrꜳ(d), m. Baand omkring Haaret. Søndre Berg.
hꜳrut (hꜳrette), adj. haaret, beheftet med løse Haar. Forskjelligt fra hært.
Hꜳrvokstr, m. 1) Haarvæxt. 2) Planten Rosenrod (Rhodiola), anvendt som Middel imod Haarfald. Sdm. 3) de store Sener udvendig i Ryggen (paa Dyr). Sogn. I Sdm. Gulehꜳr.
hꜳs, adj. hæs (Jf. rꜳm). G. N. háss. Heraf Hæsa.
Hꜳ-sꜳta, f. en liden Stak af Høstgræs.
Hꜳ-skap, n. Skikkelse som en Hai.
