lav Bjergstrækning. Kr. Stift. Fleertal har oftest a: Heiar, Heida.
Heid, n. Himmelen; eller maaskee Horizonten. Sdm. Kun i nogle faa Talemaader. Han æ klꜳr i Heida (klar overalt). Han rægne i klꜳre Heida (det regner under klar Himmel). Isl. heið, klart Veir.
Heide, f. (?) uindviet Tilstand. „Ho gjeng i Heide“, siges i Sdm. om en Kone, som er frisk igjen efter Barselsengen, men ikke endnu har gaaet i Kirke.
heiden (heien), adj. 1. 1) hedensk. (G. N. heiðinn). Meget sjelden, og hedder undertiden heidnisk, som ogsaa betyder: vild, grusom. — 2) ikke kristnet, uindviet; om Børn, indtil de ere døbte, og om Barselkoner indtil de have gjort sin Kirkegang. B. Stift. — 3) ufornuftig, umælende. Eit heie Beist: et umælende Dyr. D’æ ikje ihopliknande heide ꜳ kriste, ɔ: man skal ikke sammenligne Dyr og Mennesker. Sdm. og ligesaa flere St. (Gbr. Nhl.). Heraf Heidning.
hei(d)en, adj. 2. om Luften: lys, let skyet; naar Skyerne ere tynde og svæve høit oppe. Hard. (i Formen heien). G. N. heiðr, klar. Jf. Heid, n.
Heidlo, f. Regnpiber, en Fugl som opholder sig i de øde Fjeldmarker. (Charadrius apricarius). I Sdm. Heidelo, andre St. Heilo.
Heidning, m. 1) Hedning. (G. N. heiðingi). Ogsaa en ligegyldig Person, som forsømmer Kirken og Religionen. 2) en umælende Skabning, et Dyr. Sdm. (meget brugeligt). D’æ mykje Vit i ein Heidning, ɔ: et Dyr kan være meget klogt. D’æ Synd ’ti Heidningja, ɔ: man maa ynkes over det stakkels Dyr. Jf. heiden. (I Skalda er heidingi et Navn paa Ulven).
Heidningshꜳr, n. Haaret paa et nyfødt Barns Hoved.
Heidningskap, n. Hedenskab.
Heie, s. Heide. — heien, s. heiden.
Heil, (f.?), en Hilsen, som nu er ganske forældet. I Helg. forekommer „Heil Bonde!“ i Æventyrene. I Sdm. „Hil Mann!“ kun i en Leg, nemlig Blindebuk. Hertil hører vel ogsaa det helgelandske: „Lat da mæ Heilo standa“, ɔ: gid det staae med Lykke (om et Huus). G. N. heill, Lykke.
heil, adj. 1) heel, sammenhængende, ikke splittet eller revnet. G. N. heill. 2) heel, al, ganske. Heile Garen: den hele Gaard. Heile Vegjen: det hele Vei; ogs. heelt igjennem. 3) stor, betydelig. Ein heil Flokk: en anseelig Hob. Eit heilt Bil: en lang Stund. Han va ein heil’e Kar: han var ret dygtig. 4) i Betydningen: sund, frisk (G. N. heill), sindes det kun i „mannheilt“. Han va ikje heil’ i Hauda ɔ: han var ikke rigtig i Hovedet, el. ikke rigtig ædru. Sdm. Jf. Helbrigd og Helsa.
heilag, adj. hellig. Sogn, Shl. og fl. Ellers: hellig (dog ikke med Udtalen af dobbelt l). G. N. heilagr. Mere alm. i Neutr. heilagt. halde heilagt: holde Helligdal. Sdm. Ørk. og fl. — yrkt ꜳ heilagt: Søgnedage og Helligdage. Ein heilage Dag: en Helligdag. Sogn. Heilage-Tosdag: Kristi Himmelfarts Dag. Mere alm. i Formen Helgjetosdag, og Heiltosdag (G. N. helgi þórsðagr).
heilbeina, adj. heelbenet, fri for Beenbrud. I Sdm. bruges som adv. „heilꜳ Beinꜳ“ ɔ: med heile Been.
heilbyksa, v. n. springe, hoppe saaledes at begge Fødder holdes tæt sammen. Berg. Stift.
Heile, m. Hjerne. Synes at være alm. undtagen i Ag. Stift, hvor det tildeels hedder Hjerne. G. N. heili og heilir.
Heilefilen, s. Overfilen.
Heilepeng(ar), m. pl. store Søvpenge (Dalere og Markstykker). B. Stift.
heilgjor(d), adj. gjort af et heelt eller enkelt Stykke, ikke sammensat.
heilhendt, adj. fri for Saar paa Hænderne.
heilhuga, adj. 1) bestemt, som har en afgjort Lyst t il noget, og derfor ikke ændser nogen Vanskelighed. Sdm. Gbr. Jæd. I Tell. og fl. fullhuga. — 2) dristig, uforfærdet. Nhl. og fl. — 3) tryg, ubekymret. Sogn, Søndre Berg. Ellers hugheil. Jf. Hug.
heilhugle(g), adj. ubetænksom, taabelig, som løber blindt hen. Ørk.
Heilleikje, m. Heelhed. (Sjelden).
Heilo, f. s. Heidlo.
heilrend, adj. heelstøbt.
heilskoren, adj. skaaren med eet Snit eller af eet enkelt Stykke (især om Sko-Læder). heilskjera, v. a. skjære med et enkelt Snit.
Heiltosdag, s. v. heilag.
heilvida (-vea), fri for Sprækker i Veden.
Heim, m. Hjem, Bosted. (G. N. heimr). I den gamle Betydning: Verden, forekommer det i de tellemarkiske Viser; f. Ex. Frꜳ di han kom i Heimen, ɔ: fra den Stund han kom til Verden. Lige-
