saa i Talemaaden: „te Heimsens Ende“, som undertiden bruges i B. Stift.
heim, adv. 1) hjem, til Hjemmet. (G. N. heim). Undertiden ogsaa for: heime, nemlig i Forbindelsen: heim-i, heimpꜳ, heim-mæ. 2) udad, nedad imod Søen eller imod Bygdens Middelpunkt (modsat fram). Nordre Berg. Sdm. I Ag. Stift: ut). Saaledes: heim i Garanne: til de nærmeste Gaarde udenfor (imod Søen). heim-ette: udad i Retningen mod Søen. „heim ꜳ upp“: udad i opgaaende Retning. „heim ꜳ ned“: udad i nedgaaende Retning. „heim ꜳ neda-fyre“: længere ude og nede.
heima (for heiman), adv. hjemmefra. (I Søndre B. ogsaa: hjemme, s. heime). Dei fore heima (de reiste fra Hjemmet). Nordre Berg. Sdm. hvor det ogsaa bruges som præpos. i Betydningen: uden- eller nedenfra; f. Ex. heima Bygdenne, ɔ: fra den udenfor Liggende Bygd. Ellers bliver det overalt sammensat med et andet Ord; saaledes: heima-frꜳ (i Hard. og Voss: heiman-ifrꜳ), hjemmefra. I samme Betydning: heima-til (heiman-te). Derimod: heima-ette, udenfra, nedenfra; og heimafyre, el. heimapꜳ ɔ: længere ude mod Søen eller mod Dalens Aabning. Nordre Berg.
heima-faren, adj. reist hjemmefra.
Heimafylgja, f. Medgift, Udstyr fra Hjemmet. B. Stift. (G. N. heimanfylgja). Ogsaa Heimagꜳva, f.
Heimafær, f. Reise hjemmefra. G. N. heimanferð.
heimagjor(d), adj. udstyret, udrustet hjemmefra. Nordre Berg. (s. gjera).
heim-alen, adj. uerfaren, taabelig af Mangel paa Omgang med Folk. Berg. Stift. Gbr. Han æ ’kje so gapen so(m) han æ heimalen, ɔ: han er ikke dum af Naturen men kun af Mangel paa Erfaring.
Heimaling, m. see Heimføding.
heima-til, hjemmefra, s. heima.
heim-atte, hjem igjen. heimatte-havd: bragt hjem igjen. Saaledes ogs. heim-attefaren, heimattekomen, og fl.
Heimbygd, f. Hjemstavn, Fødeegn.
heime, adv. 1) hjemme, i Hjemmet. Hedder ogsaa: heima (Sogn, Søndre B. og Stav. Amt) og hime (Hedm. og fl.). G. N. heima. 2) ude, nede, nærning. Sdm. Nfj. Sammensat med i, pꜳ, mæ, — hedder det heim; f. Ex. heim pꜳ Vagja (Vei’a), ɔ: ude eller nede paa Veien. heim mæ Garen: ved Gjærdet paa den nedre eller ydre Side. Modsat framme, som paa disse Steder betegner Retningen mod Indlandet eller det Indre af Dalen.
heimedøypt, adj. hjemmedøbt. Sjeldnere: Heimedaup, m. Hjemmedaab.
heimegjor(d), adj. hjemmegjort.
Heimehagje, m. Græsgang i Nærheden af Gaarden. Modsat: Sæter, Uthagje.
Heimehus, n. Gaardshuse; i Modsætning til Sæterhuse, Skovlader o. s. v.
Heimekonn, n. hjemmevoxet Korn. Ligesaa Heimebygg, Heimerug.
Heimel, m. Huustøi, Møbler. Tell.
heimeleg, adj. som er hjemme, holder sig hjemme. Ogsaa adv. hjemme. Han æ heimele’. B. Stift. Maaskee en misforstaaet Form af det gamle heimili (Hjem).
Heimeseta, f. Hjemmesiddden. (Sjelden).
Heimeslætte, n. Eng ved Gaarden; i Modsætning til Fjellslætte, el. Ut-eng. Ogsaa Heimemark, f.
heimeverka, adj. tilvirket hjemme.
heimevoven (aab. o), adj. hjemmevævet.
heim-faren, adj. hjemreist.
heimfus, adj. som har Lyst til at komme hjem. Tell. Gbr.
Heimfær, adj. Hjeimreise. G. N. heimferð.
heimfærug, adj. færdig at fare hjem.
Heimføding, m. uerfarent Menneske, En som ikke kan skikke sig i Selskab eller Omgang udenfor Hjemmet.
heim-havd, adj. hjembragt.
heimholt, adj. (n.), hjemligt, fortroligt, familiært (om Omgang og Opførsel). Ørk. Ogsaa om en altfor dristig Opførsel; nærgaaende, næsviis. Inderøen. (I gamle Dokumenter findes heimholt i Betydning hjemlet).
Heimhug (aab. u), m. Lyst til at være hjemme, Længsel efter Hjemmet. (Tell. Gbr. og ellers almeenforstaaeligt).
heimhuga, adj. som længes hjem. Ørk. i Formen: heimhꜳgꜳ.
heimhkjær, adj. som gjerne vil være hjemme, ikke er reiselysten.
Heimkoma (aab. o), f. 1) Hjemkomst; 2) Tiltrædelse til en Gaard; Indflytning. Heimkom’øl, n. Gjæstebud i Anledning af en Indflytning.
heimlaus, adj. hjemløs, omflakkende.
Heimlov, n. Lov til at fare hjem.
Heimrei(d), f. Brud paa Huusfreden, Voldsomhed i anden Mands Huus. Tell.
Heimror, m. Hjemfærd fra et Fiskerie.
heimsjꜳ seg: besee sit tilkommende Hjem, (om En som skal tiltræde en Gaard). Nhl. Hall. og fl. Heraf: Heimsjꜳing,
