f. og Heimsjꜳelse, n. som ogsaa betegner et Gjæstebud i denne Anledning.
heim-sloppen, adj. hjemsluppen.
Heimstad, m. Bosted, Hjemstavn.
Heimsykja, f. Hjemvee. I Sdm. ogsaa Heimfarsykje. (Sv. hemsjuka).
Heimula, s. Høymola.
Heimveg, m. Hjemvei, Hjemreise,
Heimvist, m. Hjem, Opholdssted. Nhl. Helg og fl. (Sv. hemvist).
Hein, m. et Slags fiin Hvæssesteen. Nogle St. Feminin, især nordenfjelds, hvor det ogsaa betegner Brynesteen. I Sdm. Heinn, eller Henn, m. (Isl. hein, f.).
heina, v. a. hvæsse paa en Hein.
Heineberg, n. Steen hvoraf Heiner udhugges.
Heir, m. Hæder, Ære. Jæd. Hard. Sdm. Gbr. og fl. (G. N. heiðr). Undertiden ogsaa: Stads, Høitidelighed. — halde se(g) te Heirs fyre ein, ɔ: være tilbageholden af Agtelse for en tilstedeværende Person, være undseelig i Ens Nærværelse. Sdm. — D’æ Heir’en ti slikt! ɔ: der skulde være nogen Hæder i slig Adfærd. (Ironisk).
heira, v. a. hædre, ære (sjelden). Undertiden bruges heira om at overskjende En; saaledes: Han heirte me(g) so til (overfusede mig med Skjældsord). Nordre Berg. Maaskee kun en ironisk Brug af det forrige.
Heirsdag, m. Hædersdag; især Bryllupsdag.
Heirsplagg, n. Klædningsstykke som kun bruges ved høitidelige Anledninger.
heit, adj. 1) hed. (G. N. heitr). Heraf Hite, hita, hitna. 2) heftig, opbrusende; om en Lidenskab. — I Sogn bruges heit ogsaa for varm, lunken. Dæ kjem’e heitt i, ɔ: der kommer Hede i det (f. Ex. i fugtigt Hø).
heita, v. n. (e—te), hedde, kaldes. Formen heita, el. heite, hersker i Kr. Stift, og tildeels i Ag. Stift; men ellers hedder det overalt: eita, eite (B. og Tr. Stift, Helg. Gbr. Vald.); f. Ex. Kva eit’an (hvad hedder han). Dæ eitte so, ɔ: det hed, man sagde at o. s. v. Dæ laut no so eite: man maatte nu kalde det saaledes (om et Foregivende hvis Grund er tvivlsom). G. N. heita, og i endeel Dokumenter: eita.
heita, v. n. (med ꜳ, el. pꜳ), drive, skynde paa. Rbg. Du mꜳ heite pꜳ dei. Sammesteds bruges ogsaa: heit! som et Tilraabsord hvormed man driver Hestene. (Jf. G. N. heita, true).
Heite, f. Ildning, Ophedelse; f. Ex. af Jern i Smedjen. Ørk. Jf. Hita.
Heite, n. Navn. Bruges i Sogn i Formen: Eite, f. Ex. eit undale’ Eite (et besynderligt Navn). G. N. heiti. Da va Eite te Penga, ɔ: det var noget som kunde kaldes Penge, el. det kan man sige er Penge (om en stor Sum). Jf. Namn.
heit-eten, adj. som kan spise hed Mad.
Heitevegg, m. Fastelavnsbrød. Bruges ogsaa i Sverige og Danmark, men skal egentlig være Plattydsk.
heitfengd, adj. som taaler stærk Hede eller kan røre ved brændende Ting. Nordre Berg. I Tell. hedder det: heithendt. (Isl. heitfengr).
Heitings-or, n. pl. bittre, fornærmelige Ord. Sdm. (Isl. heitingar-yrði, Trusler).
heitna, v. n. blive hed; s. hitna.
heitt, adv. hedt; heftigt, glødende.
Hekjel (aab. e), m. en høi og mager Person. Nordre Berg. (Vel eg. Krog, Hage).
hekk, ɔ: hang; s. hanga.
hekken, s. hokken.
hekla, v. a. 1) hegle; f. Ex. Hamp. 2) sammenføie Fisk parviis ved at stikke den Enes Hoved ind i den Andens. Sdm. og fl. Hertil: Heklasild, f.
Hekla, f. en Hegle.
heksa, v. a. (e—te), sluge, æde med megen Hast eller Graadighed. Hekse ’ti seg. Meget udbredt (B. Stift, Buskr. Indr. Helg.).
Heksing, 1. hurtig Æden og Slugen.
hekta, v. a. (a—a), 1) hægte, forbinde ved Hægter. 2) lænke (= lekkja). Gbr.
hekta, v. a. 2. hakke eller jævne Furerne efter Pløiningen. Ørk.
Hekte, n. 1) Hægte. Hertil: Hektepar, Hektering, Hektekrok og fl. 2) Lægter som lægges paa et Tag for at styrke det mod Stormen. Søndenfjelds tildeels: Hekta, n. — „Pꜳ Hekta“, ɔ: paa Nippet, meget nær. Tell. Hall.
Hel, el. Hæl (f.?), Død. Findes kun i Udtrykket: i hel (ɔ: ihjel), og i Helhungr, Helmaur, Helsott. (G. N. hel).
Hela (ee), f. Riim, RIimfrost. Meget udbredt Ord (B. Stift, Tell. Guldbr. og fl.). G. N. héla.
hela, v. n. (a—a), rimes, riimfryse. — hela, adj. rimet, hvid af Riim. Pꜳ hela Markjenne: paa riimfrossen Jord.
hela (aab. e), v. n. (a—a), hæle (mod Tyve). Sjeldens Ord. Hertil: Helar, m. i Forbindelsen: „Helar ꜳ Stelar“.
