hidt, adv. hid, hertil. Udtales deels langt (hiit), deels kort (hitt); i Søndre B. hedder det: hega (G. N. hingat; Ang. hider). Jf. heda. — hidt-atte: hid igjen. hidt-ette: længere hid. hidt um: hid over, til denne Side.
hidtafyre, adv. paa denne Side. Alm. men hedder i Søndre Berg. hegafyre (i Tell. hitafe). Ogsaa hidtapꜳ.
hidtalege, adv. nær herved, i Nærheden.
hidtaste, adj. nærmest, næst herved. Alm. undtagen hvor det hedder: hegaste. Søndenfjelds har man ogsaa: hidtare, el. hitre om en av to; modsat burtare.
Higl, n. fiin Regn eller Snee: Taageregn. Sdm.
higla, v. n. 1) trille som Draaber. Nhl. Ellers hagla. 2) om Regn: falde jævnt og langsomt i smaa Draaber. Sdm.
higra, v. n. lee (om en dæmpet Latter). Jæderen.
hika, v. n. hige, stunde efter noget.
hikka, v. n. hulke, trække stærkt efter Veiret (som i Graad). Han gret so han hikka. Nordre Berg.
hiksta, v. n. hikke. Meget udbredt. I Sdm. hedder det: hikse (Imperf. hikste). Isl. hixta.
Hikste, m. Hikke. (I Sdm. Hiks ) Isl. hixti.
Hil (ii), m. en mager Fisk (Tork, Sei); ogsaa en tynd og mager Person. Sdm.
hila, v. n. trække og fire vexelviis (i Fiskerie). Fosen. I Sdm. drꜳtta.
hilden (holdt), partic. af halda; see halden.
hildra, v. n. hæve sig, rage op; om Ting som vise sig større og høiere end sædvanlig; f. Ex. naar man seer et Bjerg igjennem Taagen. Nordre Berg. Undertiden hedder det ogsaa gildra, eller juldre. (Jf. Hjell). Isl. hylla.
Hillar, s. Hellar.
Hilla, f. en smal Flade i en brat Klippe. Sdm. see Hylla.
Hil-Mann, s. Heil.
hilore, v. n. døse, gaae ligesom i Søvne. Sdm. Staaer uden Tvivl i Forbindelse med det foranførte Heljora.
Him (ii), n. Hinde, et tyndt Dække; saaledes: a) Riim, eller et tyndt Sneedække. Sdm. Hard. b) et tyndt Skydække. (s. Hima). Shl. Hard.
Hima, f. et tyndt og næsten gjennemsigtigt Skydække; Uklarhed i Luften uden egentlige Skyer. Shl. Ellers: Slima, Dembe (Sdm.), Tꜳm (Tell.). Jf Glya og Mol.
hima, adj. rimet, eller tyndt belagt med Snee. Hard. Sdm.
himen, adj. uklar, tyndskyet. (Sjelden).
himla (himble), v. n. blunde, falde i Søvn. Sdm. Jf. Himmelora.
himla, adj. om et Huus: forsynet med Loft (Himling). Tell.
Himling, adj. 1) en Hvælving; Paneling under et Tag. Rbg. 2) et Loft, i Almindelighed. Tell. 3) Gane; s. Himmel.
Himmel, m. 1) Himmel; undertiden ogsaa Luften, den øvre Luft. (Den gamle Form himin forudsættes i det Jæderske Himnaleite). — 2) en Hvælving, et hvælvet eller bueformigt Loft (som findes i endeel Kirker). Kyrkjehimmel. Paa nogle Steder siges Himmel ogsaa om Ganen i Munden (Munnhimmel); jf. Gom. — „I Himmel sjꜳ“, s. Himmelsyne. Te Himmels: til Himmelen. I Himmels Høgd, eller: „Himmels høgt“, ɔ: himmelhøit. „Eit Himmels høgt“, ɔ: himmelhøit. „Eit Himmels Ver“ kaldes det, naar det stormer saa at Vandet eller Sneen drives høit op i Luften. „himmel-galen“, om en frygtelig Storm; ogsaa om Mennesker: rasende af Vrede.
Himmelora, kun i Dativ: Han lꜳg i Himmelorꜳ (Sdm.): han var nær ved at sove ind. Ellers: i Sømnorꜳ (Jf. Heljora). Bedre Himlora; s. himla.
Himmelsbragd, f. Luftens Udseende, med Hensyn til det Veir, som derved bebuder sig. Tell. Sdm. D’æ ikje go’ Himmelsbragd i Dag. Ellers Himmelslag.
Himmelsfok, n. drivende Snee; Snee-Ilinger med Storm. Nogle Steder i Modsætning til Jorfok.
Himmelskov (oo), n. Fog og Uveir som formørker Luften. Helg.
Himmelsmerkje, n. Veirmærker af Luftens Udseende; ogsaa Stjernebillede.
Himmelsyne, n. den øverste Kant af Jordfladen paa en vis Side; Punktet hvor Himmelhvælvingen berører Jorden. I Himmelsyne: i Horizonten, eller i det høieste Punkt paa Fjeldet, som man kan see nedenfra. Søndre Berg. og fl. I Sdm. hedder det: „i Himmel-sjꜳ“.
Himmerikje, n. Himmerige (G. N. himinríki, og himnaríki).
Himnaleite, n. Horizonten, Synskredsen. Jæd. med Udtalen: Hibnaleide. Det samme som Himmelsyne. Jf. Leite.
himpre, v. n. mindes dunkelt, komme ihu ved nogen Eftertænkning. Sdm. Han himpra pꜳ dæ. (Ligner Isl. ympra). Jf. hæmsa.
hin, pron. adj. hiin. Formerne ere: m. hin (hinn); f. hi; n. hitt (aab. i); pl. hine. I B. Stift ogsaa Dativ: hino, el. hinꜳ, og hine. — Betydning:
