Alder (Ald’r), m, Alder, Ælde.
aldra, adj. aldrende. Isl. aldraðr.
aldrast, v. ældes, blive gammel.
aldre (el. aldri, for aldrigje), adv. aldrig, ingensinde. Hedder ogsaa: alder, ælder (Ag.), alli (Rbg. Tell.), aller, alle. — G. N. aldrei, aldrigi. I Forbindelse med so (saa) anvendes Ordet paa en egen Maade; f. Ex. aldre so lite, ɔ: nok saa lidet, endog det allermindste. Um dæ va aldre so godt: hvor godt det endog var. I nogle Dial. sættes: aldre so — i en egen Forbindelse med en følgende Sætning, f. Ex. D’æ aldre so, dæ minka ɔ: det er aldrig saa at det jo bliver mindre; el. det bliver sædvanlig mindre.
aldrug, adj. noget gammel, til Aars. Ogsaa: aldrig og aldra.
alein, s. anderleis.
alen, part. næret, opfostret. væl alen, vel næret, fed, fyldig. Hedder ogsaa: ilen, med aab. i (Sdm.), elen og ælen (tildeels i Tr. Stift).
Alfura, s. Adel.
Alhelmys, s. Helgamyss.
Alka, f. Alke, en Søfugl (Alca Pica). — Alke kaldes ogsaa en fastnaglet Klods som tjener til Gjænge eller Axelpunkt paa Døre, Slagborde og deslige. Sdm.
all’, adj. 1) al, heel (i alm. Betydn.). I all Dag: hele denne Dag. I alt Ꜳr: hele dette Aar. 2) tilendebragt, sluttet; udbrugt, forødet, som det er forbi med. Nꜳr Sumaren æ all (Hlg.). Penganne vart alle (B. Stift). — Naar Ordet bruges om Personer, betegner det: a) affældig, som har tabt sine Kræfter. Sdm. b) udmattet, træt, afkræftet. Guldbr. c) død, omkommen. Nhl. (Sv. all). Han hadde so nær vorte all (Nhl.): han var nær ved Døden. Ordet har flere afvigende Former; saaledes femin. oll’e (B. St.). Fl. neutr. olle og oll, f. Ex. olle try Bonn’a. (Sdm. Sogn). Dativ (i n. og pl.) ollꜳ (Sdm.); f. Ex. Fyre ollꜳ: for Alvor, med Alle, uigjenkaldelig. Mæ ollꜳ godꜳ (Nfj.): med al Magelighed, meget let. Mærkelig er Talemaaden; all’er um se (Sdm.) ɔ: ganske neddykket, aldeles under Vand (maaskee: Sæ). Fl. alle hedder: adle (Sogn o. fl.), adde (Sæt.), ælle (Gbr. og fl.).
alleleis (for alleleides), adv. paa alle Maader. Hedder: allelein (ɔ: alle Leidenne) i Hall. og Vald.
aller (allr), ved Substantiver, f. Ex. allermest (som i Dansk). Hedder almindeligst: alle; i Stavanger Amt: allra; i Sæt. addre; i Tr. Stift: all. Isl. og Sv. allra (gen. plur. af all).
allestade, adv. allesteds (Nfj. Sdm.). Ellers: allestae (i Sæt. addesta’), alsta’, ælsta’, alstass og allestan (for: alle Stadenne). Ogsaa: ollꜳstodꜳ og ollꜳstꜳ (Sdm. for: ollum stoðum).
alletide, altid (Nfj. Sdm.). Ellers: alti(d), altidt og altien (for: alle Tidenne).
alli, s. aldre. — allra, s. aller.
all-saman, bruges kun i Neutrum: altsama (altsammen), og i Fl. hvor det tildeels hedder: allesamne. I Neutr. undertiden: ollesomꜳ, med aab. o (Nhl. Sdm.).
Alm, m. Alm (Træ). I Rbg. hedder det: Alm. — Almbork (Albork), m. Almebark. — Almlauv (Allau), n. Almeløv.
Almann-veg, v. Alfarvei. Tell. Ørkd. og fl. See Ꜳlmenning.
Almann-vidd(i), Fjeldstrækning, som ikke tilhører nogen Enkeltmand. Tell.
alment, s. ꜳlment.
Aln, f. en Alen. Hedder i Sogn og søndre Berg. Al; nogle St. Æln. — Isl. öln. Ang. eln.
alra, s. aller. — Alskot, s. Alv.
alsta(d), s. allestade. — Alstein, s. Avl.
alt, adv. 1) med for, som i Dansk; f. Ex. alt for stort. 2) allerede. Han æ alt komen. I denne Betydning bruges ogsaa: allereide, men sjelden. 3) lige, indtil; f. Ex. alt hit; alt til i Dag. 4) altid; efterhaanden. Dæ vert alt større ꜳ større. 5) saalænge, imedens. Alt mæ han æ hær. 6) saafremt, hvis nogensinde. Alt han æ hær, so mꜳ han finnast (B. Stift).
alt-eit, bruges i nordre Berg. i Betydn. tilpas, vel fortjent. Da va alteit ꜳt dei. Som Udtryk af Uvillie over, at En forsmaaer noget, som man tilbyder ham, bruges ellers i Sdm.: altreinst! (alt ær eins?); i Sogn bruges i samme Tilfæde Udtrykket: likt so æ!
Alting bruges sædvanlig for: Alt (Substantivisk).
alstødt, og altfort, adv. stedse, uophørlig. Rbg. Tell. (Ellers: jamt, stødt, i eino, o. fl.).
Alv, m. en Alf, Skovaand. Mest brugeligt i de nordlige Egne; nogle St. Ælv. Isl. álfr. Ang. elf.
Alveblꜳstr, m. s. Alvgust.
Alv-eld, m. 1) en vis Hudsygdom, som
