1) den anden (af to); de øvrige. Ex. hin Foten (den anden Fod). Hi Hand’a (den anden Haand). hitt Folk’e (andre Mennesker). alle hine (alle de øvrige). „hin Mann’en“ kaldes Fanden. — 2) den forrige, foregaaende. hi Vika (forrige Uge). i hine Vikenne. hitt Ꜳr’e (det forrige Aar). Jf. sin.
Hind, f. see Hjortkolla.
Hindr (Hind’er), n. Hinder; Standsning.
hindra, v. a. (a—a), hindre, forhindre. 2) v. n. standse, tøve, bie lidt. Rbg. Mandal. Han hindra inkje pꜳ noken Sta’.
hingje (hængt), s. hanga.
hinkra, v. n. hinke, halte lidt.
Hinna, f. en Hinde. (Isl. himna).
hinne (hende), s. henne.
hipen (og forhipen), adj. forhippet, nysgjerrig. Valders. (Sv. häpen, forundret).
Hir (ii), m. Forstand, Skjøn. Ørk. E hi’ kje Hir pꜳ dæ (jeg skjønner det ikke).
hira, v. v. (e—te), 1) døse, staae ørkesløs, gabe. Nhl. Sdm. Statt ikje dar ꜳ hir! — 2) skrante, være sygelig. Tell. Ogsaa i Sdm. om en Udmattelse. Dei fꜳ hire att-i: det vil nok sagtne med dem; de blive nok spage efter dette. Jf. Ir, og ire.
hiren, adj. doven, døsig.
hirra, v. a. tirre, ophidse (en Hund).
hisen, adj. skranten, sygelig. Tell.
hissa (aab. i), v. a. hidse, ægge en Hund til at gjøe eller jage, hvilket sædvanlig skeer med Tilraabet: hiss!
Hisse, f. pl. et Baand over Skuldrene med et Par Kroge, til at bære Bøtter med. Sdm. Hertil Hissefær, f. to fulde Bøtter.
histra (fryse), s. hustra.
Hit (ii), f. (Fl. Hita, r), en Bælg eller Pose, tillavet af et Skind, saaledes at Halsen tjener til Aabning, og Fødderne til Bærebaand. Bruges overalt i B. og Kr. Stift, Guldbr. og fl. (Isl. hít). I Tell. har det Fleertal Hitir.
hit, hitafyre o. s. v. see hidt.
hita (aab. i), v. a. (a—a), ophede, gjøre hed. I B. Stift ogsaa om at opvarme Vand (Log) til Køerne. „hita ꜳt Ku’nꜳ“.
Hita (aab. i), f. Ophedelse, Ildning; især Jernets Ophedning i Essen. Sjelden. I Hall. Hitu; i Ørk. Heite. Han gjere dæ mæ tre Hitu (Hall.): han gjør det færdigt ved at have det tre Gange i Ilden. Ellers: Hiting, Elding. I Sogn bruges „Hita“ figurligt om en skarp Irettesættelse, en fornærmelig Tiltale.
Hite (aab. i), m. Hede, stærk Varme. Udtales ogsaa: Hete, Hæta (Ag.), Hata (Namd.), Hꜳtꜳ, el. Hottꜳ (Ørk. Indr.). G. N. hiti.
Hiteflaga, f. Anfald af Hede i Kroppen (under Sygdom). Jf. Flaga.
Hiting, f. Ophedning, stærk Opvarmelse.
hitna, v. n. ophedes, blive hed. Ogsaa heitna (sjelden). G. N. hitna.
hitt (hiint), s. hin.
Hitt, m. et Træf (af hitta). Paa ein Hitt: paa et Træf, paa Slump.
hitta, v. a. (a—a), finde, træffe, overkomme. I Sogn og Hard. om at finde Veien; f. Ex. hitta du heimatte (veed du at finde Veien hjem igjen).
hitten, adj. nem til at finde eller opdage noget; ogsaa om En som har Anlæg tila t opfinde noget. Ørk.
Hitu, s. Hita.
hiva, v. a. (a—a), slænge, kaste. Berg. Stift og fl. I Stav. Amt har det Formerne; hiv’e; heiv; hive. Ellers hevja, hæva og høve.
Hivel (Hank), s. Hævel.
Hjall, s. Hjell. — hjalla, s. hjella.
Hjarta, n. (Fl. Hjartur, -o), Hjerte; ogsaa: a) Mod, Dristighed; b) Høimodighed, Gavmildhed, ædelt Sindelag. Formen er: Hjarta (Shl. Hard. Rbg. Tell. Hall. Vald.), Hjarte (Nordre Berg. Sdm. Ørk.), Hjerta (Sogn og fl.). I Ørk. er det Femin. (ei Hjart’). G. N. hjarta, n. — I dette som i de følgende Ord udtales ikke h men kun j (Jarta); at de imidlertid bør skrives med hj, bevises saavel af Overgangen i Dialekterne, som af de beslægtede Sprog. I Dialekterne overgaaer hj deels til kj og sj, deels til h uden j; s. Hjell, Hjelm, Hjuring.
hjarta, adj. behjertet, modig.
Hjartehus, n. Hjertepung, Hylsteret omkring Hjertet i Dyr. I Sdm. Hjartesal (el. sail, ɔ: Sadel).
Hjartelag, n. Hjertelag. Sind.
hjartelaus, adj. ufølsom, grusom.
hjartelege, adv. hjertelig, inderlig.
Hjartesꜳr, n. en bitter Sorg.
Hjarteverk, m. Sorg, Ængstelse.
hjartug (jartige), adj. godhjertet, gavmild, ædelmodig.
hjꜳ, præp. (med Dativ), hos. Bruges i de sydlige Egne i forskjellig Form, nemlig: jꜳ (Sogn, Nhl. Tell. Hall. Vald.), isjꜳ (Hard. Shl. Stav. og Rbg.), sjꜳ (i Guldbr.). G. N. hjá, íhjá. I de øvrige Egne siges istedetfor hjꜳ: mæ (ɔ: ved, med) og tildeels: hos.
