hólmi). 2) en Plet som adskiller sig fra den omliggende Grund; saaledes: Græsplet i en Ager; et lidet Stykke uslaaet Eng, og lignende. I Tellemark. Home.
Holnesle, f. Planten Hanekro (Galeopsis). Hall. Ellers: Dæ, Kattnosle o. fl.
Holopadda, s. Rumpetroll.
holrenne, s. holstanga.
holslꜳ, v. a. hamre et Jernredskab saaledes at det bliver lidt huult eller fordybet paa den ene Side. Ljꜳen æ for lite holslegjen (for lidet indhamret paa Oversiden).
holstanga, v. a. stange Hul paa, gjennemstikke med Hornene.
holstra, v. n. gaae sagte og vaklende, som i Mørke. Hard. Jf. hultra.
Holsyl, m. Huulsyl, Jern til at udstikke Huller i Lædetøi med.
Holt, m. Høi, Bakke, en ujævn eller stenig Forhøining. Nordre Berg. Helg. Isl. holt, n. See følgende.
Holt, n. en liden Skov, Lund, Samling af Træer. Tell. Ag. Stift, Indr. — Ellers Rust, Kjerre, Kjos. I Guldbr. bruges Holt, m. om smaa Fyrreskove, men Rust om andre Træer.
Holtemark, f. Mark med enkelte smaa Skovpartier.
holtut, adj. opfyldt af smaa Skove.
holut (aab. o), adj. 1) hullet, fuld af Huller. Af Hol. 2) ujævn, fuld af Huulninger. Af Hola. Hedder ogsaa holette, holꜳt, holat.
holva, v. hvælve; s. kvelva.
Holva, f. Halvdeel. Nogle St. Halva. (G. N. halfa). Ellers: Helt (Helvt), Halning, Helming.
Holveita, f. en lukket Rende el. Grøft. B. Stift.
Holvor, el. Holvore (aab. o), f. en tilbagevendt Hage, f. Ex. paa en Fiskekrog. Tell. Ellers Agnor, Agnhald. (Maaskee Halvpiil; jf. G. N. ör).
homa, v. n. 1) gaae baglængs, flytte tilbage; om Heste. Lister. Jf. hopa, otra. 2) flytte Bagfødderne, vende Bagen lidt tilside. Nedenæs (homme seg). I Ørk. hꜳme seg (hꜳm’ se). I danske Dial. humme sig. Jf. Isl. höm, Lænd, Bag.
Hombot, el. Hꜳmbot (oo), f. Knæhase, Krumningen bagenfor Knæet. Nedenæs. Ellers: Ombot (Indr.), Hꜳmꜳrsbot (Tell.), Hummelsbot (Shl. og Stav. Amt), Humulsbot (Ørk.). Ang. ham, hom. Andre Navne ere: Knesbot (mest bekjendt), Nesabot (Nhl.), Kalebot (Sogn), Kolbot (Sdm.).
homen (oo), adj. mat og døsig; ogsaa opsvulmet eller fyldig (efter en stærk Opvarmelse el. Udmattelse). Sdm.
homme, s. homa. Homn, m. s. Hemn.
Homn, f. Foster, Embryon. Sogn (med Udtalen Hobn). G. N. hofn, höfn. — løysa Hobn: føde i Utide, fare ilde. I Sdm. bruges „løye um“ (eller Om) i samme Betydning.
Hon (Halvplanke), s. Hun.
Honbora, f. et hul øverst i Masten med en Tridse, hvorover Seilet heises op. Nordre Berg. Udtales sædvanlig Honnbora (aab. o. Isl. húnbora. I Helg. Fløyta.
Honebær, s. Hynebær.
Honn (for Horn, aab. o), n. Horn; ogsaa en spids Fjeldtop. (I mangfoldige Stedsnavne). Udtales ogsaa hodn (Søndre Berg. og fl.). G. N. og Sv. horn.
Honna, f. 1) Hjørne; s. Hynna. 2) Slædebjælke; s. Hynning.
Honnla(d), n. Muur under Hjørnet paa et Huus. Sogn (Udt. Hodn-la). Hertil Hodnla’stein, ɔ: Hjørnesteen.
Honnrot, f. Hornenes Plads paa Hovedet.
Honnskjeid, f. Hornskee.
Honnsyl, m. Hundesteile, en meget liden Fisk. Sdm. (Isl. hornsíli). S. Stikling.
honnut (honnette), adj. hornet. (Modsat kollut). G. N. hornottr.
honom (Dativ og Akk. af han), ham. Forskjellig Form: honom, oo (Tell. Hall). hanom (Gbr. og fl.), hꜳnom (Ørk.), hꜳno (Voss. Helg.), hꜳnꜳ (Nfj. Sdm. Ndm.), forkortet: ’nꜳ (Sdm), hom, eller oftere ’om (Gbr. Ørk. Indr.), ho og o (Sæt. øvre Tell. Hall. Vald.), og ligt Nominativ: han, an, en (i B. og Ag. Stift). F. Ex. mæ’nꜳ, mæ’om, mæ’n (ɔ: med ham). ett’ꜳno, ett’o (efter ham). ꜳt’om, ꜳt’o (til ham). G. N. honom (Dativ). Jf. han.
honoms, ɔ: hans. Tell.
Hop (oo), m. Hob, Flok. (G. N. hópr). I Hop (ihop): tilsammen. Te Hopes: fælles, i Fællesskab.
hopa (aap. o), v. n. (a—a), 1) gaae baglængs, flytte tilbage; mest om Heste. Rbg. Mandal (hoba, hobba). Ellers: apa (Buskerud), ꜳpꜳ (Ørk.); jf. homa, otra. 2) vige, retirere, trække sig tilbage. Tell. G. N. hopa. I danske Dial. hoppe sig: gaae baglængs.
hopast (oo), v. n. flokke sig. (Sjelden).
Hopearbeid, n. Arbeide i Fællesskab.
