Hoste (oo), m. Hoste. (G. N. hósti). Hosteflaga, f. et Anfald af Hoste.
hoste (aab. o), adv. vel meget, temmelig meget. Tell. og Rbg. (Meget brugel.). hoste langt: vel langt, næsten for langt. Af lignende Betydning er G. N. hölsti, el. helsti.
hota, v. n. (a—a), true med Haanden eller med et Haandværge. Nhl. Andre Steder: hytta. (G. N. hóta).
Hoto, el. Hotto (oo), f. en Krybbe. Namd. Jf. Jøta, Æta.
hott, el. hꜳtt: hvad; s. kva.
Hott, m. 1) Fjeldtop, Tinde. Nhl. — 2) en Tue eller Knort paa Jorden. Jæd. og fl. — 3) Haaret paa Hovedet (= Koll, Lugg). Tell. (Jf. G. N. höttr, Hat).
hottet, adj. fuldt af Tuer eller Knorter.
hov, s. høve. — Hov, s. Hꜳv.
Hov (aab. o), n. Bakke, Høi, Forhøining paa Jorden. Hall. Maaskee for Hav; jf. hevja og Solhov.
Hov (oo), n. 1) Afpasselse; passende Grad af en vis Beskaffenhed. setje Hov pꜳ ein Ljꜳ: hærde eller blødgjøre en Lee, saa at den faaer en passende Haardhed i Eggen. Nordre Berg. og fl. — 2) Maadehold. Helg. Sdm. Hall. og fl. (G. N. hóf). Dæ va inkje Hov mæ di: der var ingen Maade med. Ørk. Han ha’ inkje Hov i Hændinn: han tager enten for meget eller for lidet. Helg. Hall.
Hov (oo), m. 1) Hov, Hestehov. Nogle St. i Fleertal: Høve. (Gbr. Sdm.). 2) Fodstykke, Foden paa Glas og deslige. Tell.
hova, v. a. (a—a), afpasse, gjøre passende; især at give noget en passende Haardhed. hove ein Ljꜳ: hærde eller blødgjøre en Lee (see Hov). Nordre B. Tr. Stift, Helg. — Jf. høva.
hova, adj. 1) beskaffen med Hensyn til Hover. godt hova (om en Hest). 2) afpasset, passende hærdet; s. Hov, n.
Hovd, s. Hogd.
hovda, adj. af Hovud, kun i Sammensætning som bærhovda, storhovda.
Hovda(r), m. pl. Hovedgjærde; Hoved-Enden paa en Seng. Sogn.
Hovde, m. et fremragende Bjerg; en Bjergryg, som strækker sig ud i et Dalføre eller ogsaa ud i Vandet. Voss, Shl. (Isl. höfði, Forbjerg).
Hovdebrot o. s. v. see under Hovud.
hovdestup (uu), adv. hovedskulds, med Hovedet nedad. B. Stift. Nogle Steder: hovdesturt; ellers haustup.
Hove, s. Hovud. — Hovel, s. Hogd.
hoven (aab. o), adj. opsvulmet, hoven. Ørk. Fosen. Ellers: truten, bolen.
hovna, v. n. = trutna, bolna.
Hovold (aab. o), n. pl. Vævsyller, Traadværk i Væverstolen, hvormed Væven aabnes for Islættet. (Eental Havald er sjeldent). Isl. hafald, höföld. I svenske Dial. håfvull.
Hovskjegg, n. Haardusk paa Hestenes Fødder ovenfor Hoverne.
Hovsoleie, f. Kabbeleie (Caltha palustris). Ellers: Gulsoleie, Myrsoleie, Døleblom (Tell.).
Hovtꜳng, f. en Knibetang.
Hovtrꜳng, m. Smerte eller Halthed som Hestene stundom angribes af og som forklares af en Kniben eller Snæverhed i Hoverne.
Hovud (aab. o), n. Hoved. Ordets Form er ingensteds ganske fuldkommen; det hedder nemlig: Hovu (Rbg. Tell.), Hove (fra Lister til Sogn), Hau (nordenfjelds), Haud (Sdm. Nfj.), Huvu (Hall. Vald.), Hugu (Gbr. Hedm. Østerd.), Huu, og Hue (Rommerige og fl.). G. N. höfuð, hofud, hafud. Sv. hufvud. I Sammensætning: Hovu, Hove, Hovde, Haude, Hau, Huu. I Sæt. bruges den gamle Dativform Hovde; „i Hovde“ (i Hovedet). ꜳ Haude: paa Hovedet, hovedskulds. Sdm. Til Hauds: til Hovedet. fꜳ upp i Haud’e (pi Hove), ɔ: blive drukken. — I de andre gamle Sprog har Ordet en Vokal som svarer til au (haubit, heáfod). Skrivemaaden Hauvud kunde saaledes ogsaa forsvares, og mange af Dialekterne synes at forudsætte denne Form.
Hovu(d)brot, n. Hovedbrud, Aandsanstrengelse. Ellers Haubrot o. fl.
Hovu(d)buna(d), m. Hovedpynt, Dragt paa Hovedet. — Ellers: Haudebunad (Sdm.), Hugubona (Gbr.).
Hovu(d)bur(d), m. den Maade hvorpaa man holder Hovedet eller bevæger samme. I Sdm. Haudebur (aab. u). G. N. höfuðburðr.
Hovu(d)flꜳtt, m. Skindet af et Dyrs Hoved. Tell. Jf. Henna.
Hovu(d)gjær, f. Hovedgjærde i en Seng. Ellers Haugjær, Hoggjær og fl.
Hovu(d)kamb, m. bruges i Betydning: Kronen eller det bedste og ypperste af alt. I Sdm. Haudekamb.
Hovu(d)kast, n. Kast eller Slæng med Hovedet.
Hovu(d)lag, n. 1) Hovedgjærde, Forhøining under Hovedet. (Isl. höfðalag). 2) den Deel af Bidselet som omfatter
