Hestens Hoved eller Nakke. Guldbr. og Hedm. i Formen: Hugulag, Huulag. I Nordre Berg. Haumæle, Haudemæle.
Hovu(d)laus, adj. 1) hovedløs; 2) forvirret, forstyrret i Hovedet.
Hovu(d)mæle, m. s. Hovudlag.
Hovud-ora (ubrugl.), i Hau-orom: i en Svimmel eller Sandsesløshed. Ved Trondhjem. Jf. Hovud-ør.
Hovudskall, f. Hjerneskal.
Hovudsmotta, f. Hovedsplit paa Skjorter og Nattrøier.
Hovudstad, m. Hovedsted; Hovedstad.
hovedsterk, adj. stærk i Hovedet, ikke svimmel. I Sdm. haudestærke.
Hovudtenna (el. -teine), f. Skindet af et Hoved. I Sdm. Haudeteine; i Ørk. Hautenne. Ellers Hovuflꜳtt, Henna.
hovudtulla, adj. forrykt, forstyrret i Hovedet. Tr. Stift (hautulla).
hovu(d)veik, adj. svag i Hovedet, som let svimler. (hauveik).
Hovu(d)verk, m. Hovedpine.
Hovudvesle, f. Vildelse. Sdm. og Ørk. i Formen: Haudevelsje, hauvelsle (med egen Udtale). Han fær i Havelslenne: han snakker over sig, fantaserer (om syge Folk). Maaskee af vesall.
Hovud-ør, n. Svimmelhed. Sdm. (Haudeør). I samme Betydning siges ogsaa haudetynn, n. — haud-øren, adj. svimmel.
hu (ɔ: hun), s. ho. — hua, s. huva.
hua, v. n. (a—a), huje, raabe med langtrukken syngende Stemme, som Hyrderne i Fjeldene. B. Stift og fl. Hedder ogsaa: huga (Sogn), hauke (Sdm. Ørk.), kauke (Tr. Stift), kaue (Ag.). Jf. lirla. hua betyder ogsaa at sige hu! et Udraab af Gru og Modbydelighed.
Hu-bror, m. et Navn paa en Art Bjergugler (med Hentydning paa deres Stemme). Nordre Berg. Tell. og fl.
Hud (Hu), f. Hud. I Fleertal kun om Huder af Køer eller andre store Dyr. Jf. Skinn.
Huddika (Hudeke), f. en Hudsmøring, en Dragt Prygl. Helg. Jf. Dike.
hudlaus, adj. hudløs; ogsaa: øm efter stærk Gnidning og Slid paa Huden. I Sdm. hudalause, ellers mest: hulaus. Heraf Hudløysa (Hudaløyse), f.
Hudros (Hurꜳs), Ridser i Huden. Tell.
Hudskifte (Hudaskifte), n. Hudfældning, Hudens Fornyelse.
Hudsko, m. et Slags Sko af laaddent Skind. Søndre Berg. og fl.
Hug (aab. u), m. Hu. Udtales ogsaa Hog (Søndenfjelds), Hau (Trondhj. Stift). G. N. hugr. — Betyder: 1) Sind, Tanker. (Sjelden, uden i Sammensætning). koma i Hug: komme i Hu. har’ i Hugjen: haardhjertet. — 2) Lyst, Tilbøielighed. Alm. og meget brugl. fꜳ Hug pꜳ: fae Lyst til. hava Hug pꜳ, el. til. (Sv. hug, håg). — 3) et Forvarsel for en Fraværendes Ankomst (eller egentlig hans Hjemlængsel som gaaer foran ham). Mandal (Mest i Spøg).
huga (aab. u), v. a. (a—a), 1) lyste, have Lyst til. 2) komme ihu. Hard. (hvor man dog oftere siger hꜳtta). Jf. hugsa.
huga, adj. lysten, tilbøielig til noget. Alm. I Tr. Stift: haua. Han æ ikje huga pꜳ dæ: han har ikke Lyst dertil. I Sammensætning ogsaa: sindet. Jf. fullhuga, heilhuga, tvihuga.
huga (uu), v. n. s. hua.
hugalege, adv. begjærligt, med Lyst.
hugall, adj. behagelig, som vækker Lyst. Nhl. Jf. hugleg.
hugast, v. n. faae Lyst og Mod (sjelden).
Hugbit (aab. i), n. Kvalme, Væmmelse, Upasselighed, hvorved en skarp Vædske samles i Munden, og som undertiden medfører Brækning. Meget udbredt Ord. (B. Stift, Tell. og fl.). I Tr. Stift: Haubet. Jf. Mot, Vassæling.
hugfallen, adj. sløvet, som har tabt Lysten. Sjelden.
hugfast, adj. som har stadig Lyst. Sjelden.
hugga, v. a. (a—a), tilfredsstille, trøste, lindre; stille Ens Længsel elle Smerte. B. Stift. G. N. hugga.
huggast, v. n. føle Lindring, faae en Lise i sin Smerte.
Huggelse, n. og Hugging, f. Lindring, Trøst, Lise.
hugheil, adj. tryg, sikker, ubekymret. Meget brugl. i de sydlige Egne til Sogn og Hall. Jf. ankelaus.
hug-ill, adj. bekymret, urolig i Sindet. Sogn. Andre St. illhuga.
hugleg, adj. behagelig, hyggelig. Kr. Stift.
hugleggja, v. a. (-lagde; -lagt), vende sin Hu til, fatte Kjærlighed til, blive indtagen af. Meget udbredt Ord. B. Stift, Tell. I Tr. Stift: hauleggje. — Han hadde huglagt henne: han var bleven forelsket i hende. (Kun i ædel Betydning).
Huglynde, n. Sindelag, Gemyt. Kr. Stift.
huglyndt, adj. sindet, tilsinds. Sjelden.
hugmykjen (aab. y), adj. lidenskabelig, som har en stærk Lyst. Hard.
Hugnad, m. Fornøielse, Glæde, Trøst.
