Temmelig alm. og paa nogle Steder mere brugeligt end Hyggje. (Sv. hugnad).
hugnaleg, adj. fornøielig, glædelig.
hugnast, v. n. glædes, finde Trøst eller Fornøielse i noget. B. Stift.
hugram, adj. heftig, lidenskabelig; meget begjærlig. Helg.
hugsa, v. a. (a—a), huske, komme ihu. Alm. og mere brugeligt end hꜳ, hꜳtta og huga. (Sv. hugsa). I Stav. Amt betegner hugsa ogsaa at have Lyst til noget, ligesom huga.
hugsamt, adj. n. hyggeligt, behageligt. Tr. Stift i Formen hausamt.
hugsande, adj. som man kan huske.
Hugse, n. Hukommelse. Ikke alm.
hugsen, adj. som har god Hukommelse. Jf. minnug, hꜳttig.
hugsjuk, adj. bekymret, sørgmodig, tungsindig.
Hugsott (oo), f. Sorg, Ængstelse. Gbr. Jf. Hugverk.
hugsprengd, adj. fortvivlet, som har tabt alt Mod. Tell. (mest i Spøg).
hugstolen (aab. o), adj. forsagt, berøvet alt Mod, ligesom ved en Forhexelse. Hard. Jf. tykkjelaus.
Hugu (Hoved), s. Hovud. — Hugubona, s. Hovudbunad. — Hugulag, s. Hovudlag.
Hugvending, f. og Hugvendelse, n. Sindsforvandling, Lyst til noget som man før har været ligegyldig for. „Hugendelse“ er ogsaa Navn paa en Plante (Horndrager, Orchis maculata), fordi den efter gammel Tro skulde vække Elskov.
Hugverk, m. Bekymring, Ængstlighed, Uro i Sindet. Meget brugl. søndenfjelds. Ellers Ank, Attelit, Ir, Ihug, Illhug.
Huk (uu), m. fremragende Bjergpynt, især ved Havet. Helg. (hvor det ogsaa hedder Hukert). Huk skal ogsaa betegne Drøbelen i Halsen (= Ulv), men hvorhelst det bruges, vides ikke.
huka, el. hukje, v. n. (e—te), sidde paa Huk, bøie sig dybt ned. B. Stift, Helg. og fl. (Isl. húka). Jf. hykje.
hukjen, adj. krum, nedbøiet.
Huku, s. Hoka.
hukuskoom, adv. med bare Sko, uden Strømper. Ørk. Ellers kippeskodd.
Huldr (Huld’er), f. Ellekone, underjordisk Kvinde. Alm. men hedder ogsaa Hold el. Hodd (Helg.), Huld (Sogn), Hulda (Nhl.), Uldr (Hall.), Udde (Tell.). Jf. Tysja, Vitt, Govettro.
Huldrefolk, n. Ellefolk, Underjordiske. Isl. huldufólk.
Huldrehaug, m. Høi, hvori Huldrer efter Folkesagnet skulde opholde sig.
Huldrekall, m. mandligt Væsen af Huldrefolket. I Søndre B. Huldakadl, Huldamann.
Huldrekyr, pl. f. Huldrens Køer. I Tell. Uddekyr, Uddekrætur.
huldren, adj. tosset, forhexet. (Gbr.?)
Huldrespel, n. Hulder-Musik. — Huldreslꜳtt, m. enkelt Stykke af denne Musik; Elledands.
hulla, v. n. (a—a), nynne, synge uden Ord. Guldbr. og fl. Ellers: tralla, sulla.
Hultr, n. = Smaatraav. Rbg.
hultra, v. n. trave smaat, gaae hurtigt uden dog at løbe. Rbg. Hard.
Hulu, 1) for Hola; 2) for Høyløda.
Humla, f. Vildbie; Insekt af Bieslægten (Apis). I Nordre Berg. Humble. Sv. humla. Hertil: Humlebøle, n. Humlerede, Kube. (I Ag. Stift: Humlebol). Humlesꜳng, m. eller Humletot, n. en eensformig summende Lyd, lig Biernes. Humlestyng, m. Humlestik. — Humle-vin, v. Honning, Vildhonning.
humla, v. a. tillave Øl med Humle.
Humle, m. Humle (Frugt, Plante). Hertil: Humlehagje, m. en Humlehave. (Ogsaa Humlegar. Ørk.). Humlekoll, m. Toppen eller Blomsten paa Humlen. (Tr. Stift og fl.). — Humlelog (aab. o), m. Afkog af Humle.
Humleband, s. Hamleband.
Hummar, m. Hummer (Sødyr). Hummarfiskje, n. Hummerfangst.
Hummel, m. 1. Byg. Sdm. (hvor Ordet Bygg er sjeldent). Jf. Hamlekonn. (Tydsk: hammel, kjernefuld). Hummelsꜳkr, m. Bygager. Hummelsmjøl, n. Bygmeel. Hummelsogn, f. Børsten eller Snerpen paa et Bygkorn. Hummelssupa, f. Bygsuppe.
Hummel, m. 2. Hammel i Kjøretøi; et Tværtræ som paa den forreste Side forbindes med Skaglerne og paa den bageste Side med Slæden eller Ploven. Guldbr. og tildeels i Tr. Stift i Formen Hummul. I Sdm. hedder det Tverhummel. — Hertil: Hummelkrok, m. Jernkrog hvorved Hummelen fæstes til Ploven eller Slæden. Indr.
Hummelsbot, f. Hase; s. Hombot.
Hump, m. en Bjergknold. Sog, Nhl. Helg. — Andre Steder det samme som Hupp.
humra, v. n. (a—a), gnægge sagte; om den dæmpende Lyd, hvormed Hestene til-
