kjendegive en eller anden Begjærlighed, især efter Foder. Helg. Tr. og Ag. Stift. (Ogsaa i danske Dial. humre). I Sdm. hedder det „brogge“. (Forskjelligt fra kneggja).
Humregauk, m. en Fugl, bekjendt af dens Stemme, som ligner Hestens „Humring"; Horsegjøg (Scolopax Gallinago) Helg. Tr. Stift. Ellers: Rossegauk, Skoddefole, Myrebukk, Vedegjeit, Jorgjeit.
Humul, s. Hummel, og Høymola.
Hun (uu), m. 1) en Bjørneunge; s. Hyn. 2) Halvplanke af en savet Stok; de yderste Fjele som ere savede paa den ene Side og have Barken paa den anden. B. Stift. Ellers Hon, Bakhon (Ag. Stift) og Bak (Tr. Stift). — Hune-lad, n. Stabel af Huun.
Hunabæra, s. Hynebær.
Hund, m. Hund. Undertiden kun en Hanhund, i Modsætning til Bikkja. I Nordre Berg. ogsaa en Steen som er ombundet med Vidier og bruges som Anker for en Baad. Bruges undertiden i Genitivs Forhold til at betegne noget hæsligt eller uhyggeligt; saaledes „Eit Hunde Ver“: et uhyggeligt Veir. „Ein Hunde Livnad“: et forargeligt Liv. Ellers med e og s i Sammensætning; f. Ex. Hundebit, n. Hundebid. Hundeslag, n. Hunderace. — Hundsrova, f. Hundehale. Hundsungje, m. en liden Hund.
Hundegꜳtt, f. Hundegjøen. Sdm. (Jf. gjøya). Hundesoll, m. det samme.
hundelege, adv. stygt, hæsligt. Sdm.
Hundeslengje, s. Hundsløkje.
hundr (hund’er), Talordet: hundrede. Hedder ogsaa hundra (Søndre Berg.) og hundrede (Sdm.). G. N. hundrað. (I andre gamle Sprog: hund). Hundr ꜳ eitt: Hundrede og Een (et Slags Kortspil). Paa Hunder-Tal, el. „i Hunder-Vis“: hundredeviis.
Hundsløkje, f. en Skjærmplante; Chærophyllum sylvestre. Søndenfjelds. I Sdm. Hundeslengje. I Ørk. er Hundsløkje og Hundkjeks en anden men noget lignende Plante.
Hundvid (-ve), m. s. Trollhegg.
hungje (hængt), s. hanga.
Hungr (Hung’er), m. Hunger (i mildlere Forstand); Madlyst, Appetit. kjenna Hungren: faae Lyst til Mad.
hungra, v. n. blive sulten, føle Trang til Mad. I stærkere Betydning eller om en piinlig Hunger hedder det „svelta“.
hungren, og hungrug, adj. sulten.
Hungrevækje, f. en smule Mad, som ikke kan mætte men kun vækker Madlysten. Sdm. (Isl. hungurvaka).
Hupp, m. Slagsiden paa Kvæg, eller detfede Kjød i Tyndsiden. Mest i Fleertal (Huppa, r). Søndre Berg. I Sdm. hedder det Hump. (Isl. huppar).
Hur (uu), f. en Dør. Sætersdalen. (Skal ogsaa bruges i Hall.). G. N. hurð.
Hurkl, n. 1) ujævn Iis eller frossen Jord. Nordre Berg. (Ellers Hark, Skrangl, Knokla. 2) Harken, Snorken eller besværligt Aandedræt. Sdm.
hurkla, v. n. ralle, om den Lyd som høres af Aandedrættet, naar Halsen er meget tilstoppet (i Sygdom). Sdm. Jf. rukla.
hurklet, adj. haard og ujævn, om Jorden. B. Stift. Ellers: glamren, skranglen.
Hurr, m. Knurfisk. Sogn. (s. Rinald).
hurra, v. n. (a—a), gungre, buldre, give en dump og bævende Lyd. Nordre Berg. Ørk. og fl. (Isl. hurra, larme). hurla, om en svagere Lyd. Sdm.
Hus, n. Huus; ogsaa: Herberge, Huusly; Huusholdning; Familie. Ligesaa: et Gjemme, Skjul, Foderal. Naalehus, Navarshus, Brillehus; Blekkhus, o. s. v. fꜳ Hus: faae Herberge. halde Hus: besørge en Huusholdning; ogsaa boe, have fast Ophold. Eit stort Hus te halde: en stor Familie at forsørge. — Af gamle Former findes: Huse, Husens, Husanne; f. Ex. hava i Huse: have sit Hø og Korn inde (om Høsten). Dei gjekk Mann av Huse, ɔ: de gik alle tilhobe, hver Mand som i Huset var. B. Stift. Husens Folk: Husets Folk. (G. N. hússins). Te Husanne: til Huus, til Gaarden. B. Stift. — Hus i Hus, ɔ: det ene Huus tæt til det andet. Dæ høyr’ ikje Husꜳ til, ɔ: det er upassende, urimeligt. Sdm.
husa, v. n. (a—a), hygge Huse. Nogle St. hedder det hysa. Ogsaa: v. a. sætte Huse paa; f. Ex. Han heve husa upp Garen.
Husarbeid, n. huusligt Arbeide. Ligesom Inn-arbeid, modsat Utarbeid.
Husbjønn, m. Huustyran, en streng og herskesyg Person.
Husbond, og Husband, m. Huusbonde. Bruges paa nogle Steder af Tjenerne altid istedetfor Huusbondens Navn; saaledes i Nordre Berg.: „Han Huspand“ (vor i Huudbonde). Jf. Matmor. — Hunbandsfolk, n. Huusbonde og Madmoder. Hunbandsdreng, m. Gaardskarl, første Tjener (= Garsdreng).
Husbunad, m. Huustøi., Møbler.
Husebot, f. Aabod, Husenes Istandsæt-
